Forrygende jazzplade fejer tankerne bort

Marc Johnson, Eliane Elias, Joey Baron & Joe Lovano: 

Swept Away (ECM Records / Sundance)

Den amerikanske kontrabassist er i trygt selskab på et album, der pleaser mere end det provokerer.

Søndagsjazz er muligvis ikke et ord, som dansk sprognævn anerkender, men det er en genre, som Marc Johnson og hans musikalske venner forstår at dyrke. Behageligt doven og elegant vellydende er lyden og kompositionerne på pladen 'Swept Away'.

Det er den 59-årige bassist Marc Johnson, der binder musikerne sammen, og med ham som fundament får Elaine Elias frit spil på tangenterne, mens Joe Lovano giver saxofonen både krop og sjæl. Trommeslageren Joey Baron spiller elegant og de fire musikere virker overbevisende enige om det musikalske udtryk.

Pladen starter med at viske søvnrande og eventuel hovedpine væk med et par nærmest lounge-chillede numre. Men så vokser energien. på 'One Thousand and One Nights' bliver det insisterende tema gentaget i et tranceskabende tempo, der også tager sig af de moralske tømmermænd en suggererende klaversolo. Et opbyggende nummer, der over godt otte minutter konstant nærmer sig et uforløst klimaks og i stedet får en pludselig slutning.

Problemet er, at det er Hollywood-jazz. Det hele er en anelse for velproduceret, velestimeret og kønsløst. Det virker som filmjazz, der skal skabe stemning og ligge i baggrunden. Der er for lidt på spil, og selv om musikerne er i den øverste jazzliga, lyder det, som om de mangler noget at spille for. Noget personlighed.

Der er dog blændende smukke og følelsesmættede højdepunkter i de fine ballader. Særligt de to åbningsnumre er stærke. Også 'Moments' er en blid oase af midnat og melankoli. Det er afmålt nydelse mere end gåsehud og tårer, men kvaliteten er enestående. Det musikalske niveau og graden af kreativitet er høj hele vejen, og pladen holder bestemt til både anden og tredje gennemlytning.