Forudsigelige overraskelser

Tim Christensen and the Damn Crystals, Musikhuset, den 4. maj, SPOT 2012

Der var ikke meget i Tim Christensen favør, da han indtog den store scene i musikhuset. Salen var halvtom, folk sad i bløde stole og man måtte ikke have noget med at drikke. Tre ting, der gør det svært at nyde en rockkoncert. Og det var det, Tim Christensen kom for at give.

Tims forbandede krystaller sparkede koncerten i gang med det selvbetitlede åbningsnummer fra pladen. Og præcis som på studieversionen var det en langstrakt affære. Knap elleve minutter senere stod det klart, at Tim Christensen stadig kan synge, og at han går efter at ramme lyden fra studiet 100 procent. Ingen overraskelser her.

Åbningsnummeret blev fulgt op af rock-singlen fra Honeyburst ’Jump The Gun’. Her kunne alle til gengæld kunne undre sig over, at Lars Skærbæk slet ikke var på sit sædvanlige niveau. På en skabet måde forsøgte han at lyde rocket i de små kor-stykker, som han i øvrigt ramte helt skævt. Tim selv rundede det hæsblæsende nummer af med en solo, der var modelleret så tæt på det sædvanlige, at selv de mest dedikerede fans må have haft svært ved at skelne.

Det tredje nummer var taget fra den nyeste plade. Og med ’Far Beyond Driven’ blev der skruet lidt ned for tempoet. Lyden var sublim på den skizofrene telecaster, der lød som en tør, akustisk Gibson.

Med ’Superior’ gav Tim Christensen en lille gave, til dem, der havde frygtet, at der kun ville komme hårdpumpede, nye rocknumre. Det fik humøret i Musikhuset til at stige et par grader.

Rigtig varmt blev det dog først med det femte nummer. Under ’Happy Ever After’ rejste tilhørerne sig fra de bøde stole. Der blev klappet og sunget med, og det virkede som om, en fest var under opsejling. Allerede under radiohittet ’Surprise Me’ begyndte festen dog at dø ud, og da den sidste akkord klingede af, sad de fleste ned igen.

Det danske rock-ikon lukkede aftenen med endnu et solidt nummer fra Honeyburst. Men ’Whispering At The Top Of My Lungs’ blev skamferet af endnu en pinlig andenstemme fra Skærbæk. Et par indlagte overraskelser som breaks, solostykker og improvisationsdele trak nummeret godt ud før den storslåede kulmination af guitarstøj og vildt lysshow, men ingen blev for alvor overraskede af den perfektionistiske melodisnedker.

Ambitionen om rock er klar og gennemført, men hvis man vil spille for et mørt publikum i bløde stole, skal der være mere finesse og musisk frihed at se.

Udgivelser med Tim Christensen & The Damn Crystals på Bibzoom