Genrer
Fra Helsingborg til Lübeck
Engang vi var i kirke spurgte den yngste af pigerne, hvad de gyldne tal oppe på væggen betød. Hun fik at vide, at det var numre på salmer, og at de hang der, for at folk kunne vide, hvor man skulle slå op i salmebogen. Da hun kun var otte, var der ingen grund til at belemre hende med Buxtehude. Men det er sandsynligvis ham, der er årsag til, at der i dag hænger nummertavler på kirkens vægge.
Diderich Buxtehude blev født i en by, som er svensk, døde i en by i Tyskland og er uden sammenligning den største danske barokkomponist.
Opvækst ved Øresund
Historikere har længe beskæftiget sig med, om Buxtehudes fødested var Helsingborg, Helsingør eller måske Oldesloe i Holsten. Man antager nu, at han blev født i 1637 i Helsingborg, hvor faderen var organist. På den tid hørte byen stadig til det danske kongerige.
Første del af Buxtehudes liv gik frem og tilbage over Øresund. Da drengen var fem blev faderen organist i Helsingør, og Diderich voksede op i Sct. Annagade 6, et hus, som stadig kan ses lige over for domkirken. I hjemmet talte man sikkert både dansk og tysk - det var ikke mange år siden faderen havde forladt Holsten. Desuden lærte drengen latin og fik de første orgeltimer hos sin far. Hvem der ellers har undervist ham vides ikke. Men i en alder af tyve var han tilstrækkelig udlært ved tastaturet til at overtage den stilling, hans far tidligere havde haft ved Mariakirken i Helsingborg. Det varede dog kun kort tid, for i 1660 flyttede han tilbage over sundet for at blive organist ved Mariakirken i Helsingør. Her virkede han i otte år.
Det var et prægtigt instrument, den unge Buxtehude kunne sætte sig til, bygget af Christian 4.s orgelbygger Johan Lorentz. Imidlertid krævede barokkens musik et bredere klangbillede end renæssance-orglerne kunne levere, og Buxtehude fik gennemført en ombygning og udvidelse af instrumentet. Om det undertiden var hans egne kompositioner, der lød fra orglet, ved man ikke. Der er kun bevaret ganske få værker fra hans tid i Helsingør: tre kantater samt en række suiter og variationer for cembalo.
Men der er ingen tvivl om, at hans ry som orgelspiller voksede i disse år. I 1668 opnåede han det højt ansete embede som organist og regnskabsfører ved Mariakirken i Lübeck. Det var den bedst lønnede musikerstilling i byen, faktisk tjente han næsten lige så meget som pastoren. Der var tradition for, at den nye organist giftede sig med en af forgængerens døtre. Det gjorde Buxtehude. Han blev borger i Lübeck og boede der resten af sit liv.
Orgelmester i Lübeck
De knap fyrre år, Buxtehude virkede i Lübeck, blev han kendt ud over hele Nordeuropa. Ikke som komponist, for mens han levede fik han kun trykt nogle lejlighedsværker samt opus 1 og 2, hver bestående af syv triosonater. Samtiden kendte ham som udøvende musiker, dels som virtuos orgelspiller, dels som leder af den såkaldte "aftenmusik" i kirken.
Mariakirken med tvillingespirene var byens hovedkirke og bød på et mægtigt orgel samt et noget mindre i det såkaldte Dødedans-kapel. Ved gudstjenesterne fløj Buxtehudes fantasi over tasterne - i en sådan grad, at hans arbejdsgivere forlangte, at salmenumrene skulle hænges op i kirken, fordi menigheden ikke kunne genkende salmerne ud fra forspillet. Man mener, det er her skikken med nummertavler kommer fra.
Af Buxtehudes omkring 100 orgelværker er halvdelen koralbearbejdelser, og de er rå og karske. Endnu mere personlige er de frie værker, som foldes ud i stort format: præludier, toccataer, chaconner. Her mødes man af en frodig eksperimenteren, konstante skift mellem filigran og tyngde, solidt arbejdende fugaer og bratte, overraskende pauser. Buxtehudes værker kan forekomme kaotiske sammenlignet med Bachs, hvor alt kører som et urværk.
En del af de store orgelstykker har sikkert haft premiere ved aftenmusikken, som Buxtehude hvert år afholdt fem søndage i adventstiden. Disse koncerter lå i forlængelse af eftermiddagsgudstjenesten, men stod ikke i kirkens regi; de blev gennemført ved hjælp af bidrag fra byens velhavende borgere. Buxtehude fik bygget to balkoner oppe under hvælvingerne ved det store orgel, så der blev plads til endnu flere korsangere og musikere. Dette byggeri blev ligeledes financieret af private sponsorer.
Aftenmusikken var højdepunkter i Lübecks kulturliv; men som det også var tilfældet ved datidens teater og opera, opførte publikum sig ikke altid pænt. De, der betalte gildet, skulle nok sidde stille, men blandt de mere jævne tilhørere udbrød der ofte skænderier og slagsmål bag alteret og i sidegangene. Så måtte rådhusvagten gå omkring for at "holde styr på den forfærdelige tummel, afværge alle uordener og skaffe de herrer velyndere en smule stilhed".
Gæster i de sene år
Fra Helsingborg til Lübeck er der kun 300 kilometer i luftlinie. Et noget længere stykke er der fra Arnstadt til Lübeck, især hvis man vandrer til fods ad landevejen. Det gjorde den tyveårige Johann Sebastian Bach i efteråret 1705. Han havde fået fire ugers orlov til at rejse nordpå for at høre Buxtehude spille orgel og "forstå et og andet" ved mesterens kunst. Bach overskred sin orlov ganske eftertrykkeligt. Han blev boende tre måneder i Lübeck, og ifølge den nyeste forskning er det sandsynligt, at han ikke blot lyttede, men også deltog som musiker ved aftenkoncerterne.
Buxtehude havde allerede et par år før haft besøg af kommende stjerner, da han annoncerede efter en efterfølger. Blandt de interesserede ankom Johann Mattheson sammen med G.F. Händel; men da de hørte, at Buxtehudes ældste datter fulgte med stillingen, rejste de den næste dag.
Efter at være næsten glemt i århundreder er Buxtehude ved at få den plads, der tilkommer ham. Hvert år kommer der nye og fine indspilninger af Buxtehudes musik: kantater, messer, motetter, kammermusik, værker for orgel og cembalo. Et personligt valg blandt "samtlige orgelværker" ville være Harald Vogel, som i årene omkring 1990 indspillede på en række spændende og meget forskellige nordtyske orgler.