Frank Sinatra - de unge år

To boxsæt med Frank Sinatra får de små hår i nakken til at rejse sig ...

Det var Frank Sinatras held, at hans karriere tog form og fart på praktisk talt samme tid som den klassiske amerikanske evergreen-tradition havde sin storhedstid, repræsenteret ved navne som Cole Porter, Jerome Kern, George Gershwin, Jule Styne, Harold Arlen, Irving Berlin og - ikke at forglemme - Jimmy van Heusen og Sammy Cahn som i de følgende årtier fik større betydning for Sinatra end nogen andre af de nævnte. Og det var vel en kombination af kvalitetssans, sikker musikalitet og almindelig tæft der gjorde, at han i det store og hele valgte kvalitetsmateriale fremfor det mere dagsaktuelle, og (også) dermed sikrede sig et længere kunstnerisk liv end så mange andre. År tilbage sammenstillede musikskribenten John McDonough i jazztidsskriftet Down Beat et antal eksempler fra Sinatras og Perry Comos repertoirer, og - med al respekt - hvilken status har sidstnævnte i dag? Nok var den i dag næsten glemte Lee Wiley den første, som mere systematisk indspillede disse komponisters sange (i 1939-40), men indtil Ella Fitzgerald i 1956 startede indspilningen af sine "songbooks" var det kun Sinatra og Bing Crosby, som ved deres pladeindspilninger havde givet disse kvalitetssange markant højere prioritet end døgnets mere korttidsholdbare produkter.

Begge cd-sæt med Sinatra demonstrerer til overmål at kunstnerisk succes i lige så høj grad er et spørgsmål om materialets kvalitet som om sangerens evne til tolkning og indlevelse, og en meget stor del af de 97 sange på det første sæt og 53 på det andet falder indiskutabelt ind under begrebet "evergreens".

Krigsårene kaldte på en solid portion patriotisme på mange områder og - ikke underligt - kunne underholdnings- og forlystelsesindustrien også yde et gedigent bidrag. V-Disc sættet får i denne sammenhæng en helt speciel status, for det amerikansk emusikerforbund under den magtfulde præsident James Petrillo lå i årene 1942-44 i konflikt med grammofonindustrien, hvilket betød, at der i de år praktisk taget ikke blev foretaget "almindelige" grammofonindspilninger under medvirken af instrumentalister. Begge parter var imidlertid i den gode sags tjeneste villige til at se bort fra denne konflikt, og der blev derfor i Forsvarsministeriets regi indspillet og udsendt i hundredevis af plader, de såkaldte V-discs (V for Victory) til amerikanske soldater, hvor på kloden de end befandt sig. Og de var klausuleret sådan at de ikke måtte forhandles på ordinær vis og at matricerne efter brug skulle tilintetgøres. Jeg har faktisk set et foto af hvordan en embedsmand fra Musikerforbundet slår matricen til en Woody Herman-indspilning i stykker med en stor hammer. Den slags kan jo skære en gammel pladesamler i hjertet. Man må derfor glæde sig dobbelt over, at det er lykkedes at finde så mange af de oprindelige V-discs i brugbar stand, og det er faktisk forbavsende, så fint de gamle plader er restaurerede, sættets lydkvalitet er i det store og hele som havde det været samtidige studieoptagelser.

Men det betyder også, at en del af Sinatras produktion fra de år er ret unik. Dels fordi mange af sangene først blev kommercielt indspillet flere år senere, dels fordi man jævnligt brugte optagelser, oprindelig lavet til radiobrug med publikum på (eller ved prøverne uden publikum). Og for Sinatras vedkommende giver disse omstændigheder netop ofte et helt anderledes nærvær, en næsten fysisk mærkbar nerve i afleveringen, og undertiden også med markante forskelle i arrangementerne, hvad der bliver helt tydeligt ved sammenligninger mellem de 15 titler der optræder i begge sæt.

I arrangementerne fremstår ét navn som helt centralt, og det er hverken Billy May eller Nelson Riddle (som jo begge få år senere kom til at stå for størstedelen af Sinatras arrangementer), men Axel Stordahl. Han er uden overdrivelse Sinatras musikalske grå eminence i de år, og han er en mand som i sjælden grad var i stand til at skrive for en stor strygerbesætning, så det fremstod både personligt og egnet til at understrege det smidige i sangerens frasering. Og dén smidighed var jo et resultat af hans læretid i basunisten Tommy Dorseys orkester få år tidligere.

Hvor V-disc boxens optagelser strækker fra 1943 til 47 går Best of the Columbia years helt til 1952, da Sinatra i sin karrieres nadir blev droppet af Columbia og var heldig at komme ind hos Capitol. Boxen er iøvrigt et uddrag af en 12-cd box (i overdådigt udstyr og til en pris af 250 dollars!, men ikke tilgængelig i danske biblioteker) med hans samlede Columbia-produktion. Disse fire cd'er viser hvordan stemmen modnes, fraseringen bliver friere og ikke mindst hvordan de store strygerarrangementer efterhånden får følgeskab af mere jazzprægede big-bandindramninger, ofte af George Siravo. Derved eksponeres i højere grad de jazzkvaliteter i hans sang, som for alvor kommer frem i de følgende års Capitol-indspilninger.

Med ialt 150 sange og syv en halv times musik er der selvfølgelig også nogle eklatante smuttere, hvor selv Sinatra ikke kan stille noget op med en umulig tekst, et sirupsdryppende englekor eller lignende, men det er faktisk ikke mange. Til gengæld er der masser af både hele sange og detaljer, der fremkalder den frydefulde gåsehud eller den næsten vantro hovedrysten over hvor meget "emotion" den mand kunne formidle, hvor mange af sindets lag han kunne afdække og projicere ud, så det et halvt århundrede senere stadig kan ramme lytteren med den mageløse effekt, som udgøres af en kombination af kølleslag og kærtegn.