dummy

Fredag på Copenhell

17-06-2023
Niels Mark

Programmet for fredagens Copenhell var - det gælder for hele programmet - yderst interessant. Masser af gode oplevelser ventede - også inden for den heftigere del af metalscenen. Desværre var vejrguderne på denne fredag ikke ligeså imødekommende som de to foregående dage.

Om det var den gedigne omgang klassisk thrash metal fra spanske Angelus Apatrida, der satte gang i gudernes vrede skal forblive usagt. Ikke desto mindre leverede den spanske kvartet en intens omgang fræsende thrash metal der vækker minder tilbage til storhedstiden Bay Area thrash-scene. Personligt var det - som gammel thrash-rotte - den her koncert kl. 16:45 på Gehenna-scenen, jeg havde set allermest frem til. Og det yderst veloplagte band levede op til forventningerne om en headbangende thrash extravaganza.

Allerede under Angelus Apatrida, begyndte regndråberne at falde stille og roligt fra himlen, men intensiveredes hvilket betød af amerikanske Architect måtte aflyse deres koncert kl. 18:30. Inden da havde regnen og ikke mindst de heftige vindstød voldt problemer på Pandæmonium-scenen hvor det legendariske grindcore-band Napalm Death havde indledt deres koncert kl. 17:30, men efter en god halv times tid måtte afbryde koncerten da en af storskærmene havde vredet sig løs af tøjlerne - og i øvrigt endte med at kollapse.

Napalm Death nåede heldigvis at demonstrere at de her snart 40 år efter deres debut-album stadig kan levere heftige metal. Interessant er det dog at Napalm Death havde taget et skridt i retning af det mere punk-orienterede udtryk og mindre på den ultra-hurtige blanding af grindcore og dødsmetal som bandet især tog hul på med den nuværende mangeårige vokalist Marc “Barney” Greenway entre omkring albummet “Harmony corruption” i 1990.

Selvom Architect måtte bukke under for regnvejret, var der heldigvis stadig gang i Copenhell på Gehenna-scenen hvor danske Undergang bravt kæmpede videre med deres brutal death metal. Bandet leverede et veloplagt og venteligt heftigt show indtil de desværre også blev ramt af uheld efter guitarforstærkeren fra frontvokalisten David Buch Mikkelsen brændte af. Om det var bandets brutalt tunge riffs der fik brændt forstærkeren samme er uvis, men medlemmerne fik hurtigt fikset miseren og fortsatte ufortrødent deres indædte kamp mod regnvejret.

Efter Undergang måtte undertegnede hjem og skifte tøj, men kom tilbage til et af dette års Copenhells absolutte højdepunkter Slipknot. Det var min første oplevelse med Slipknot, og jeg var stærkt underholdt. Fede numre og yderst gennemført sceneshow fik publikum til at glemme de vejrmæssige udfordringer.

Copenhell
Fredag den 16. juni 2023