dummy

Fremragende aften med Chromatics på Store Vega

5-10-2019
Niels Mark

Chromatics er yderst spændende musikalsk bekendtskab. Det beviste de til fulde med deres fantastiske koncert på Store Vega fredag aften.

Men koncertaftenen, der havde titlen "Double exposure" var ikke bare en Chromatics-koncert. Det var et møde med et af de mest interessante label fra den elektroniske musikscene. Pladeselskabet, som er drevet af hjernen bag Chromatics og Desire som man også kunne opleve på Store Vega - Johnny Jewel - har det særegne navn "Italians Do It Better" på trods af at pladeselskabet er ærkeamerikansk.

Kendetegnet ved Chromatics og Desire, såvel som hele stilen ved pladeselskabet "Italians Do It Better" er en skæv og lettere eksperimenterende tilgang til italo disco. Samtidig er der en utroligt dragende æstetisk vinkel på pladeselskabets artcovers og generelle design, hvilket publikum fik at opleve med det stærkt imponerende grafiske visuals der blev projiceret bag musikerne. Visuals der spændte mellem det blodrøde og brutale udtryk i æstetisk smukke interiører af klubber og ikke mindst af frontvokalen Ruth Radelet som prægede meget koncertens visuelle projektioner.

At Chromatics spænder bredt i deres elektroniske stil var tydeligt gennem koncerten, der startede med det meget klub-agtige track "Tick of the clock", for derefter at bevæge sig over i et af bandets større electropop-ørehængere "Kill for love". Undervejs i sættet blev der vekslet mellem det rent elektroniske godt hjulpet af akustiske trommer i baggrunden og så et mere shoegaze-agtigt univers med drømmende guitarpassager.

Mod slutningen bevægede Chromatics sig ovet i et mere stille univers med åbningsnummeret "Intro the black" fra deres hovedværk "Kill for love" der af det anerkendte alternative musikmagasin Pitchfork kåret som det ottende bedste album i 2012. En smuk koncert-version der sluttede med at tre af bandets medlemmer forlod scenen, mens Johnny Jewel lavede en smuk passage af electric piano inden han forlod scenen.

Derefter opstod en katarsis af hurtigt skiftende visuals på bagscenen i et inferno af hård elektronisk lyd. Da dette lyd og lysinferno fadede kom Ruth Radelet ind på scenen og spillede det næsten singersongwriter-agtige nummer "I'm on fire", inden øvrige tre medlemmer sluttede sig til, og spillede aftenens sidste nummer som var bandets populære cover-version af Kate Bush's "Running up that hill".

Johnny Jewel sluttede koncerten af med løftet om at der ikke vil gå fem år igen før bandet sætter deres fødder på dansk grund. Det er jeg stensikker på at samtlige tilskuere til aftenen på Store Vega tog imod med begejstring. En helt igennem fremragende aftenen med Chromatics og en visuel såvel som auditivt stærk showcase for pladeselskabet "Italians Do It Better".

Double Exposure:
Koncert i Store Vega fredag den 4. oktober

CHROMATICS (US)
DESIRE (Can)