dummy

Fremragende album fra klokkelaboratoriet

18-02-2013
Karsten Flugt

Pantha du Prince er en af de kunstnernavne, som tyskeren Hendrik Weber arbejder under. Hendrik arbejder inden for den elektroniske genre, hvor han både er DJ og producer. Han har lavet meget eksperimenterende elektronisk musik.

Som Pantha du Prince er der foreløbelig kommet 4 albums, Elements of light fra i år er den seneste udgivelse. I dette projekt møder vi klokker af alverdens størrelser, percussion instrumenter og den elektroniske musik verden i en smuk sammensmeltning. Ideen om sammensmeltning mellem klokkeinstrumenter og elektronisk musik lød underlig for mig til en start, men da kompositionerne gik i gang, var jeg solgt på stedet.

Dette projekt udsprang efter en middag mellem Hendrik Weber og to nordmænd Mattis With og Håkon Vinnogg. De to nordmænd udfordrede Hendrik til at lave klokkemusik inspireret af rådhusklokken på Oslo rådhus. Som sagt så gjort, Hendrik samlede en række norske musikere, som hjalp ham med projektet. Disse norske musikere er the Bell Laboratory, dette navn er også en hyldest til Bell studierne, som var et af de første studier, hvor der blev lavet elektronisk musik. Projektet fik sin livedebut i Norge.

Jeg er ikke musikteoretiker eller har studeret musik, så jeg kan ikke give en længere teknisk forklaring af hvordan og hvorledes med pladen.

Der er 5 kompositioner på pladen, som er mellem 4 til godt 18 minutter lange, så det er en lytteplade, og ikke en der kommer i radioen. Alle kompositioner kræver noget af lytteren, der er ingen vokal. Men hvis du giver musikken plads og tid, kryber den langsom ind på dig. Musikken giver mig lidt fornemmelsen af at gå ud igennem et snelandsskab i Nordnorge, hvor der er mørkt og meget stille. Den eneste lyd som høres, er denne stille elektroniske musik med klokkeklang.

Denne plade henvender sig ikke til lytteren, som kun har kendskab til elektronisk musik via radioen og klubben. Men kan du lide kunstnere som the Orb, Mike Oldfield, Can og Enigma, så vil dette album tiltrække dig. Naturligvis vil det også tiltrække den nysgerrige lytter, som er ude på at få udvidet sin musikalske horisont.

Hvis man vil have en visuel fornemmelse af Pantha Du Prince, kan jeg anbefale projektets hjemmeside panthaduprince.com, hvor der ligger videoer. Projektet har naturligvis også sin egen facebook-side.

Som du nok kan fornemme kære læser, så er jeg meget begejstret for denne plade og helt oppe og ringe på 6 store ugler ud af 6.