Frisk og ren på Roskildes sidste dag

Mit ottende besøg på Roskilde adskilte sig rigtig meget fra de 7 forrige, som mestendels har inkluderet en eller anden form for arbejde, og som enten har varet selve festivaldagene, eller har haft opvarmningsdagene med. I år er jeg blevet udstyret med en endagsbillet til søndagens musikprogram, festivalens absolut sidste dag – og jeg var på forhånd meget spændt på hvordan det ville være at være frisk, ren og ikke mindst helt ædru når de fleste andre kører på de sidste kræfters dampe. Ville festivalfordommene om lugt, zombies og urinstøv være rigtige, eller ville jeg opleve noget helt andet?

Jeg ankom ved middagstid i Roskilde, og hele vejen til festivalpladsen bevægede jeg mig mod strømmen. Rigtig mange havde valgt at tage hjem allerede tidligt søndag. Egentlig forståelig hvis arbejdet kalder mandag, men alligevel noget ærgerligt at skulle fravælge en hel festivaldags musikprogram. Opbrudsstemningen fortsatte da jeg var nået frem, da jeg som det første besøgte nogle frivillige jeg kendte – hvor man allerede var i gang med at sige tak for i år til hinanden. Derfra gik turen til mediebyen, som jeg ikke har set i nogen år. Mediebyen har oftest været det lidt eksklusive sted, hvor festerne var lidt vildere – ikke mindst pga pladeselskabernes egne større eller mindre fester i deres egne pavilloner. Men ak, ingen pladeselskaber længere – og heller ikke meget feststemning søndag eftermiddag.

Nu gik turen til festivalpladsen – og det var heldigvis ligesom at komme hjem igen. Stadig det samme og aldrig ens. Men heldigvis med masser af folk og spændende tilbud. Og pladsen var ikke slidt ned – tværtimod fungerede den stadig uovertruffen. Også myterne om urinstøv og lugt overalt kunne hurtigt manes i graven. Selvfølgelig fik man større støvbussemand end nogen andre steder, og der var steder hvor det ikke lugtede godt, men det virkede umiddelbart som om der var blevet endnu mere styr på toiletmulighederne. Så vi så meget få frit tissende herrer og slet ingen frit tissende kvinder i år. Noget der med garanti har gavnet lugtsituationen. Alt i alt var der faktisk ikke meget smat i smatten i år.

Den primære grund til min tur til Roskilde i år var koncerten med Kraftwerk (se anmeldelse andetsteds), så jeg brugte primært resten af dagen til at drive rundt og suge til mig – lidt musik men mest egentlig andre oplevelser.

Første toner kom fra James Blake, som havde en rigtig fin intromelodi, men derefter meget hurtigt blev til James Blake, og jeg drev videre til Apollo scenen som jeg ikke have set før. En rigtig god ide at lægge en DJ/laptop scene lige udenfor selve festivalpladsen – der må have været gang i den de foregående nætter. Søndag eftermiddag satte Flume pænt gang i et fint antal dansende lyttere på trods af den høje solskin. Kort efter trådte Dead Fader på scenen, og det var hverken vildt, rykkende eller ekstremt – bare uinteressant og irriterende – så jeg drev efter at have set et par australiere konkurrere i at lave synkronopkast videre rundt om de andre scener vest for Orange, som jeg endte foran til Black Rebel Motorcycle Clubs skramlede, klassiske rock. Det var i sine gode stunder rigtig gedigen og velspillet klassisk rock, men det måtte for min smag godt have været mere skramlet, og der blev brugt lidt for lang tid på stille sange midt i sættet – og det kom aldrig helt lige så godt i gang igen.

Så var det hiphop tid til Orgi-E med venner på Arena og en skøn kødfyldt burger fra Kirstinehøj – en dejlig kombination. Og der var godt gang i Arenas tilskuere – men som ikke hiphop fan drev jeg videre efter maden var afsluttet og mødte i stedet treehuggeren, der tydeligvis var forelsket til op over trækronen i dette naturvidunder. Der blev krammet igennem, og jeg tror at han troede at forelskelsen var gengældt.

Tilbage til Orange scene for at høre lidt Queens Of The Stone Age. Det fangede mig ikke på trods af deres ellers pæne antal nyklassiske rock melodier – bandet havde tydeligvis ikke sin bedste lyddag. Til gengæld kunne jeg så kombinere musikken med at se på herren med hestehoved på en stang, der synes at Tuborgs gyldne dame var ensom og trængte til lidt nusseri, så derfor i flere minutter nussede løs med hestehovedet på selv de mest intime dele af den gyldne dame i fuld offentlighed over baren lige ved Orange scene.

Herefter valgte jeg at hvile de efterhånden allerede ret ømme festivalfødder for at være klar til Kraftwerk – og både de og jeg var klar da de gik i gang kl. 22 – hvorefter turen gik hjem i tog med rigtig mange sovende festivalgæster. Det var en søndagsmundsmag der smagte af lyst til mere festival – men samtidig en god måde at få opfyldt sit værste festivalfix i en travl arbejdstid. Selv en endagsbillet til Roskildes sidstedag fungerer – selvom man nok er lidt mere observant end decideret deltager i festivalhandlingerne.