Fuglen, der var bange for at flyve

Først den korte version: I begyndelsen var The Byrds. Derefter gik det ned ad bakke. Og derefter den længere version: For mig står gruppen The Byrds som noget af det mest fremragende, rockmusikken nogensinde har præsteret (sammen med Beatles, Kinks, Springsteen, osv.) – og i The Byrds står sangeren og sangskriveren Gene Clark som den mest talentfulde af de fem unge mennesker. Selv om Clark kun var fuldgyldigt medlem af gruppen i godt to år, er det alligevel hans sange og hans stemme, der mere end noget andet tegner lyden af The Byrds. (Samt naturligvis Roger McGuinns dejlige 12-strengede guitar. Og David Crosbys og Chris Hillmans fine harmonier. Osv. Men det er en anden historie.)

Men altså: Imellem 1964 og 1966 var det Harold Eugene Clark (1944-1991), som stod for størsteparten af sangene til The Byrds, og det er frem for noget hans sange, der har givet Byrds-udgivelserne status af klassikere. Efter min mening. Chris Hillman fra gruppen har senere udtalt om Gene Clarks indsats:

”He was awesome! He was heads above us! Roger wrote some great songs then, but Gene was coming up with lyrics that were way beyond what he was. A very poetic man – very, very productive. He would write two or three great songs a week. He had the gift that none of the rest of us had developed yet ... What deep inner part of his soul conjured up songs like “Set you free this time”, “I'll feel a whole lot better”, “I'm feeling higher”, “Eight miles high”? So many great songs!” Når Clark alligevel trods sine mange talenter og sin store betydning for gruppen forlod The Byrds i foråret 1966 - på et tidspunkt, hvor det ellers gik glimrende for gruppen – skyldtes det flere forhold. Først og fremmest hang Clarks exit sammen med en omstændighed, der dårligt kan forenes med superstjerners hektiske rejseliv: Gene Clark var bange for at flyve!

Solokarriere

Efter at Gene Clark forlod The Byrds, er historien om hans karriere en beretning om talrige kritikerroste samarbejder med forskellige musikere og pladeselskaber – og samtidig er det en beretning om svigtende kommerciel succes, bl.a. på grund af Clarks manglende vilje til at rejse kloden tynd på promotion-turnéer o.lign. Det kan være dyrt at lide af en fobi, ikke mindst, når man skal leve af at sælge sig selv.

Heldigvis for eftertiden lykkedes det med jævne mellemrum for Clark at overbevise omgivelserne – og det vil i første række sige udgiverne – om, at hans materiale var værd at satse på. Op igennem 1970'erne udsendte Gene Clark flere solo-lp'er, i slutningen af 70'erne bidrog han med de bedste sange på et par udgivelser med gruppen McGuinn, Clark & Hillman, og i slutningen af 1980'erne indledte han et frugtbart samarbejde med blues-musikeren Carla Olson. Dertil kommer en stribe indspilninger med Pat Robinson og John York under arbejdstitlen CRY (Clark, Robinson, York) – indspilninger, som først efter Clarks død er blevet udgivet officielt.

Blandt Clarks senere indspilninger finder man adskillige sange, der kvalitetsmæssigt befinder sig på samme høje niveau som indspilningerne med The Byrds. Alene disse numre ville have sikret ham en plads i musikhistorien, selv om sangene måske savner den ungdommelige dynamik og desperation, man kan høre i numrene fra tiden med The Byrds. Men kataloget over mesterværker fra Clarks hånd er stort, og i min personlige karakterbog står Clark til en topkarakter for sin samlede indsats – selv om hans lp'er altså aldrig blev de helt store publikumssucceser i hans egen levetid.

Nye, gamle udgivelser

Efter Gene Clarks død er der med passende mellemrum dukket indspilninger op fra hans forskellige musikalske samarbejder gennem tiden, og ikke mindst de senere år er der blevet udgivet en del ikke tidligere offentliggjort materiale. Der er ingen tvivl om, at Gene Clark her mere end 20 år efter sin død fortsat har et fast tag i sine trofaste lyttere. Det er dog ikke alt nyudsendt materiale med den flyforskrækkede fugl, der er lige godt. I 2008 udkom albummet Silverado 75: live and unreleased, som præsenterede en koncert med gruppen Silverados, hvilket vil sige Clark og to andre musikere. Lydkvaliteten på optagelsen er mindre god, og musikken lyder, som om musikerne spiller for langsomt – som om de spillede til en begravelse. Måske er der simpelt hen noget galt med hastigheden på cd'en? Som den fremtræder nu, er den absolut kun for inkarnerede fans af Clark (dem er der selvfølgelig også mange af). I 2012 udkom de samme indspilninger af koncerten fra 1975, denne gang præsenteret i omvendt rækkefølge (?) på en dobbelt-cd med titlen Live at Ebbet's Field, Denver. Optagelserne lyder heller ikke i denne sammenhæng, som om de yder Gene Clarks musikalske evner fuld retfærdighed – men måske var sangeren bare ikke i topform denne februardag i Denver i 1975. Til gengæld indeholder den anden cd i sættet en del spændende materiale. Cd'en rummer 16 demo-optagelser fra de indspilninger, der bl.a. kan høre på udgivelsen Under the silvery moon. Og disse demooptagelser er rigeligt dobbelt-cd'ens pris værd, så der er langt fra tale om en cd, man bare kan springe over. Hvis man altså er en rigtig Gene Clark-fan.

I 2007 udkom dobbelt-cd'en In concert, hvor Gene Clark bl.a. spiller sammen med Carla Olson. Indspilningerne stammer fra to koncerter i henholdsvis 1988 og 1990, og er meget forskellige. 1988-indspilningerne fra en radiokoncert i West Virginia præsenterer både en sektion med solooptræden af Clark og et par numre, hvor han akkompagneres af sit band. Alle optagelserne viser en sanger i fin form, og cd'en afsluttes med tre fine dagligstueoptagelser, hvor Clark synger duet med Carla Olson. Disse tre sange har dog tidligere været udsendt i denne form på Clark-Olson-cd'en So rebellious a lover og indgår derfor i enhver ægte Gene Clark-fans samling. Det samme gælder desværre også indholdet på den anden cd i sættet. Sangene fra McCabe's Guitar Shop i Santa Monica i 1990 foreligger allerede udgivet på cd'en Silhouetted in light fra 1992 og har derfor begrænset nyhedsværdi for en Clark-samler. Dog rummer den nye cd et ekstra nummer i forhold til den tidligere udsendte – og desuden er det jo altid en fornøjelse at (gen)høre Clarks melankolske sange, fremført i smuk samklang med den dejlige Carla Olson.

Den nyeste af de hidtil uudgivne Gene Clark-optagelser stammer fra indspilningen af Clarks cd White light i 1971. Here tonight: The White light demos præsenterer kun tidligere udsende titler, så der er ingen ukendte numre at se frem til for de mange Clark-fans. Til gengæld er sangeren i usædvanligt fin form på de 12 numre på cd'en, og i flere tilfælde er demo-optagelserne næsten bedre end de officielt udsendte versioner. Så også her er der tale om et særdeles velkomment udspil med hilsner fra fortiden.