The Funk i nye farver

November 1971 udgav Sly And The Family Stone deres femte album, der tilførte funkmusikken nye klanglige som rytmiske farver på paletten. Faktisk er det ikke helt skudt over målet at påstå, de nærmest revolutionerede den, mens indre som ydre kaos herskede i bandet og det amerikanske samfund. Hertil føjes frontmanden Sly Stones eskalerende stimulansforbrug og altdominerende musikalske status i The Family Stone.

Netop det ‘stenede’ element er tydeligt at høre i hans sine steder snøvlende og mumlende vokal, dog med det kunstneriske overblik forbløffende intakt ikke mindst tilstanden taget i betragtning. Gruppens psykedeliskprægede og dansante soul med popappeal fra slutningen af 60’erne udført af orkestrets mix af mænd og kvinder, sorte og hvide er på ‘There’s a…’ mestendels erstattet af mørkere tekster, eksperimenterende indslag, brug af trommemaskiner og heftigt synkoperede beats.

Pessimismen og sortsynet råder på albummet i takt med, den pacifistiske indstilling fra den sorte borgerrettighedsbevægelse og hippiemodkulturen i start 70’erne blev erstattet af den militante Black Power fløj. ‘There’s a….’ kan læses som en form for reaktion på Marvin Gayes ‘What’s Going On’, der udkom et lille halvt år før.

Trods den dystre tone steg Sly And The Family Stones femmer til tops rent kommercielt godt hjulpet på vej af singlen og ørehængeren ‘Family Affair’. Optakten til arbejdet med pladen bar præg af familiær splittelse mellem brødrene i bandet og uenigheder med superbassisten Larry Graham. Det hele trak ud og tæt på at kuldsejle. Black Panther Party, som Sly Stone blev identificeret med, forlangte, at lyrikken og musikken gik i en mere fundamentalistisk og konfronterende retning, samt at gruppens to hvide musikere skulle udskiftes med sorte. Sly Stone afviste dette og valgte at isolere sig selv i en periode, mens kokainindtaget steg og steg.

Stone udeblev fra flere af bandets koncerter i 1970-71, hyrede folk fra gangster- og mafiamiljøet til at beskytte sig mod omverdenen og egne ansatte, mens desillusionen tog til, og nyheder om politibrutalitet mod sorte og ghettoficeringen af storbyerne tikkede ind i en lind strøm. 1967, Haight Ashbury og Summer of Love forvandledes til en fjern fortid. Sly Stone lavede det meste på egen hånd tæt på sin seng, studiegearet, en primitiv rytmeboks og stofferne klar til brug, mens de øvrige bandkolleger overdubbede deres bidrag en efter en i stedet for det kollektive samspil på de foregående albums.

Enkelte studiemusikere trådte hjælpende til herunder Billy Preston, Bobby Womack og Ike Turner. Der blev lagt til og trukket fra i et omgang, der gjorde det endelige mix mere mudret end tiltænkt. Her må Sly Stones noget ustabile koncentration også have spillet ind. Alle disse udfordringer in mente må det siges at være lidt af et mirakel, at ‘There’s a….’ endte i den absolutte mesterklasse. Tjek ‘Luv 'n Haight’, ‘Thank You for Talking to Me Africa’ og ‘Spaced Cowboy’. Soul/funk musikken var ikke længere den samme.

De fleste anmeldere var og er stadig i retroperspektiv enige om, at ‘There’s a….’ ramte rent midt i skiven på de fleste parametre, mens andre udtrykte skepsis overfor tekstuniverset og den noget sumpede lyd. Miles Davis, Herbie Hancock og James Brown fandt inspiration i albummet sammen med navne som George Clinton, Funkadelic og The Ohio Players. Numrene er blevet samplet og fortolket af blandt andre Iggy Pop, John Legend, Lalah Hathaway, Ultramagnetic, De La Soul, Beastie Boys og Gwen Guthrie.

Et funkified flot tillykke med den runde dag til ‘There’s a Riot Going On’, et album der har gået dets sejrsgang trods alle odds imod sig og hovedskaberens formørkede sind. Sly Stones suveræne håndelag som en af soul/funk genrens mest stildannende lydskulptører forblev dog intakt upåagtet af tumult og excessive udskejelser. Det er jo noget af en bedrift i sig selv.