Genrer
Funkadelic: Maggot brain
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 486
George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade Maggot brain er et eksempel på, hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer, og i at der ofte er funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.
Efter det får vi "Can you get to that", der kører over en akustisk bluesguitar (af alle ting), mens et kor synger en festlig funkmelodi, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer "Hit it and quit it", der i starten virker som en almindelig funksang, men så får vi en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”. Under sangen arbejder massevis af små elementer sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. "You and your folks, me and my folks" kommer da med en truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fast besluttet på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace; There won’t be no peace” går den, og trods denne meddelelse undgår den at lyde som hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.
På "Super stupid" vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige heavy metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med "Back in our minds", hvor det mest fremtrædende instrument er en jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, "Wars of Armageddon", hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.