Funky festdronning fusede med rank ryg

Janelle Monáe forsøgte at genskabe succesen fra sidste år, hvor hun gav en uforglemmelig koncert. I år leverede hun blot soundtracket til en fest, som ikke kunne bremses.

Der er tvivlsomt, om noget som helst kunne have stoppet den fest, der allerede var i gang, før den amerikanske festdiva gik på scenen på Arena. Tætpakket og toptunede stod tusindvis af forventningsfulde festivalgæster parat. Mange havde intakte minder fra den vidunderlige koncert, som hun gav sidste år på Cosmopol, og rygtet om en funky fest anledt af en spirende popstjerne havde spredt sig.

Larmen var altoverdøvende, da en sort mand i kjole og hvidt og høj hat tittede frem fra forhænget, der dækkede for udsigten til scenen. Som en sprechtalmeister fra et musikalsk cirkus præsenterede han dronningens ankomst. Her efter brød festen løs.

Med en videointro, der ville gøre James Bond misundelig, kom Janelle Monáe på scenen. Tempoet og energien var der fra starten, men koncerten igennem, var det publikummet, der trak niveauet op.

Janelle Monáe gav ellers på papiret en god koncert, men følelsen af, at hun havde sat sin performance på autopilot ødelagde den spirende uro og frihed, der ellers kendetegner den 26-årige sangerinde. Selv den smukke fortolkning af ”Smile” kun akkompagneret af en enlig guitar virkede lidt påtaget, og da den fik følgeskab af både coverudgaver af Prince og Jackson 5, kom det til at virke som om, Janelle Monáe ikke havde fået meget mere at byde på i løbet af det sidste år.

Lyden svingede og særligt guitaristen trak ned, men attituden lod sig ikke mærke. Festen var en realitet fra start til slut, og publikum skabte den fest, Janelle Monáe var blevet sat til at kopiere et år for tidligt.

Hvis det store potentiale skal indfries, og Janelle Monáe skal rykke op i det luftlag, hvor hun kan sammenlignes med Prince, Michael Jackson og Stevie Wonder, skal der mere sjæl og mere menneske i musikken. Og så skal hun spille for sin egen skyld.