Gåsetrækket

Hvis man interesserer sig for fugle, har man måske stiftet bekendtskab med franskmanden Jacques Perrins dokumentarfilm fra 2001, ”Winged migration”, hvori fugletrækkets gåde diskuteres og forklares med gæs som de absolutte hovedrolleindehavere. En flot film med mange flotte optagelser af fugle i flugt og af landskaber set i fugleperspektiv – først og fremmest altså i gåseperspektiv.

Gæs er meget almindelige fugle, og alle kender dem. Gæs optræder i vores hverdagsomgivelser, og vi ser dem på alle tider af året. Alligevel er der især to tidspunkter på året, hvor gæssene gør specielt opmærksom på sig selv, nemlig forår og efterår i trækperioderne. På bestemte dage af året er der mulighed for at se tusindvis af gæs trække over himlen, på vej til eller fra trækdestinationerne, og (især) hvis der er tale om bramgæs, er der også rig lejlighed til at høre gæssene. De store kiler af trækkende gæs er et imponerende syn, som næppe kan undgå at gøre indtryk på betragteren. 

Ud over at være til stede i naturen har gæssene også en fast plads i vores kulturhistorie, nok ikke mindst fordi de rent fysisk er så talrigt repræsenterede i vores omgivelser. I store dele af den vestlige verden har/havde gåsen f.eks. en hovedrolle i madkulturen i form af menuen Mortensaften, hvor alle skulle spise gås som straf for, at gæssene i sin tid afslørede Martin af Tours´ gemmested med deres skræppen.

En historie om gæs, som de fleste sikkert kender, er Selma Lagerlöfs ”Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” (1906-07), hvori titelpersonen følger vildgæssenes træk op gennem Sverige og tilbage igen. Bogen var oprindelig tænkt som en skolebog til undervisningen i geografi og naturhistorie, men er siden blevet en klassiker i litteraturhistorien, bl.a. på grund af sine indfølte skildringer af de vilde dyrs liv og færden. Nok er det skarnsknægten Niels, der er hovedperson i handlingen; men ud over ham er gæssene vigtige aktører i fortællingen.

Også i populærmusikkens sange møder man ofte gæssene og gåsetrækket, som regel i forbindelse med stemningsskabende beskrivelser i teksterne. Det er nogle få af disse gåsetekster, jeg i det følgende vil kigge nærmere på.

Gäss
I sangteksterne optræder gåsetrækket ofte som et symbol på årstidernes skiften og dermed som et udtryk for de følelser, vi forbinder med de respektive årstider. Det gør sig f.eks. gældende i nogle svenske sangtekster, hvori gæssene har en rolle. I Dan Anderssons korte, men stærkt suggestive digt ”Gässen flytta” (1915) er gæssenes afrejse om efteråret mod varmere himmelstrøg en vemodig begivenhed, som minder os om livets forgængelighed, men som samtidig indgår i naturens store kredsløb og dermed rummer håb for fremtiden.

Digtet lyder i sin helhed således: ”När de gamla såren heta tära/ när din kind är vätt av ensamhetens gråt/ när att leva är att stena bära/ och din sorg som vilsna tranors låt/ gå och drick en fläkt av höstens vindar/ se med mig mot bleka, blåa skyn!/ Kom och stå med mig vid hagens grindar/ när de vilda gässen flyga över byn!”. Staffan Hellstrand indspillede i 1989 en smuk version af den vemodige og samtidig håbefulde sang.

I Stefan Sundströms vise ”Gässen på fälten” (2006) bliver gæssenes afrejse mod syden et symbol på efterårets snarlige komme, som både varsler død og nyt liv: ”Gässen på fälten står/ vända mot söder/ sommaren dör nu och/ löven i lönnen dom/ brinner och blöder”. Og i dansbandet Lasse Stefanz´ sang ”När gässen återvänder” (2001) bliver gæssenes tilbagevenden om foråret et stærkt symbol på forårets og glædens genkomst: ”När gässen återvänder/ över Skånes vita stränder/ Mellom Simrishamn och Skanör och Falsterbo/ När gässen återvänder/ hem tillbaks från fjärran länder/ då är våren vår och här är gott att bo”.

Geese
John Denvers ”Wild Montana skies” (1983) er en klassisk countrysang, hvori gæssene bruges til at anslå en stemning og skabe en kulisse: ”Wild geese over the water/ headin´ north and home again/ bringin´ a warm wind from the south/ bringin´ the first taste of spring”. Gæs er nogle af de trækfugle, der ankommer tidligt fra vinterkvarteret, og derfor er de så velegnede for en sangskriver til at markere det tidlige forårs komme. 

Også i Johnny Cash-sangen ”Flesh and blood” (1970) får gæssene lov til at spille en rolle som stemningsmarkører, nemlig en stemning af frihed og glæde over naturens forårsfornemmelser: ”I leaned against a bark of birch/ and I breathed the honey dew/ I saw a north-bound flock of geese/ against a sky of baby blue”. Idel glæde over den kommende sommer – kombineret med bevidstheden om, at det spirende liv i naturen kun er en stakket frist. Snart bliver det efterår igen.

I sangen ”My favorite things” (1959) fra Rodgers´ og Hammersteins musical ”The sound of music” er gæssene på himlen en af favoritoplevelserne – men her er det paradoksalt nok gæssenes efterårstræk mod syd, der fremkalder glæden hos Maria: ”Wild geese that fly with the moon on their wings/ these are a few of my favorite things”. Også i Hoagy Carmichaels ”April in my heart” (1938), sunget af Billie Holiday, er gæssenes efterårstræk mod varmere himmelstrøg en anledning til glæde hos sangens jeg-person – men det er vist nærmest en glæde på trods: ”There´s snowflakes in the sky/ and geese are flying high/ but there´s April in my heart again”.

I det hele taget synes efterårstrækket mod syd at være den mest udbredte stemningsskabende faktor i de af populærmusikkens sange, der nævner gæs. I Rodney Dillards ”There is a time” (1964) er det således gæssenes afrejse, der som en markering af vinterens komme understreger sangens atmosfære: ”There is a time when leaves are falling/ the woods are grey, the paths are old/ the snow will come when geese are calling/ you need a fire against the cold”.

Årstidernes skiften er også temaet i Jerry Jeff Walkers sang ”Seasons change” (1969), hvor gæssene bliver symbolet på overgangen fra sommer til efterår: ”The air is full of something strange/ no more at ease/ the geese fly stronger now/ because they know/ the seasons change”. Joni Mitchells “Urge for going” (1965) fortæller om, hvordan hun – eller sangens jeg-person – har lyst til at tage bort; men det bliver ikke rigtigt til noget, i modsætning til når gæssene føler trang til at flygte fra vinteren: ”See the geese in chevron flight / flappin´ and racin´ on before the snow/ they´ve got the urge for going/ and they´ve got wings to go”.

Og så er der alle de sange, hvori gåsetrækket hverken er et forårs- eller et efterårstegn, men blot et symbol på udlængslen, behovet for at komme væk: ”I think I might have heard the highway call/ geese in flight and dogs that bite/ and signs that might be omens/ say I´m going, going/ I´m gone to Carolina in my mind” (James Taylor: ”Carolina in my mind”, 1968). Måske har udlængslen form som i Rodney Crowells ”Jewel of the south” (1995): ”One fine morning when the wild geese fly/ I´m takin´ my chances on the sunny side/ I´m headin´ down south where the grass grows tall/ where the mockingbird´s singin´ and the whippoorwill calls”. Eller med Neil Youngs ord: ”When you see the geese in the sky/ think of me/ I can spread my wings and fly/ just like them” (”Think of me”, 2019).

Husk at kigge op mod himlen en gang imellem i september, hvor store flokke af gæs på vej fra nordligere himmelstrøg lægger ruten gennem Danmark på deres vej mod vinterkvarteret. Måske behøver du endda ikke at være særligt opmærksom, for gæssene er ofte ret højrøstede under trækket, så du hører dem, før du ser dem.