Genrer
Gang of Four: Entertainment!
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 490 på listen.
Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, , og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70'erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70'erne og et godt stykke op i 80'erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, men nærmest i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers' karriere, og de er faktisk også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.
Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud, er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. Det betyder, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret "Anthrax" synger forsanger Jon King f.eks. om, hvordan han har hørt at kærlighed er som miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.
Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt hos andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. fem Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem ufattelig meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.