Genrer
George Harrison: All things must pass
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 437 på listen.
I The Beatles havde frontguitaristen ikke specielt stor rolle som sangskriver, og det er rigtig synd, for han er slet ikke dårlig i den rolle. Store klassikere som "When my guitar gently weeps", "Something", "Here comes the sun" og "Within you without you", men desværre stjal Lennon og McCartney ofte lyset fra ham, og de lavede faktisk en regel om, at Harrison kun måtte lave én sang per side på en plade. Han lavede så også nogle plader på egen hånd i bandets sene år, og efter de gik hvert til sit, kunne han endelig fokusere fuldstændig på en soloplade. Resultatet af alt dette arbejde kom så i form af , der i sin oprindelige form strakte sig over tre vinylplader, hvilket var et ganske sjældent syn! De to første dannede selve All things must pass, og den tredje fik navnet Apple jam. Apple jam består mest af alt af nogle improviserede stykker, der opstod mens Harrison og bandet jammede. De er rigtig gode, og de viser rigtig flot, hvor dygtige musikere vi har at gøre med, og især Harrison selv gør det virkelig godt på guitar.
De to første sider oser dog også ligeledes af kreativitet i en nærmest eksplosiv grad. Harrison roder sig ud i mange forskellige stilarter, men han sørger for at holde albummet dynamisk nok, til at man kan sluge det hele. Selvom der er langt mellem Dylan-coveret "If not for you", der egentlig ikke lyder forfærdelig anderledes fra Dylans udgave, og "Art of dying", der har en rimelig klar diskolyd, til trods for at disko slet ikke var opstået endnu, har det hele tiden George Harrisons præg. Det er lidt som hvordan The Beatles lavede musik i så mange genrer, mens de oven i købet revolutionerede en god portion af dem, samtidig med at de altid lød som The Beatles. George Harrison skrev ganske vist nogle gode melodier, men hans tekster er ikke altid specielt mindeværdige. Ikke at han ikke kan skrive gode tekster, "Beware of darkness" og "Isn't it a pity" er alene to rimelig gode eksempler på, at han kan formidle lyrik godt. Andre gange er det ikke noget specielt, men det distraherer ikke fra lytteoplevelsen, at "What is life" og "Wah-wah" har ordinære tekster. Det bliver dog aktivt irriterende at høre på hans meningsløse ombytning på ordene i "I dig love" eller hans kedelige tilbedelse af gud på "My sweet Lord".
Produktionen på pladen er generelt fyldig og stor. Og det kan meget vel have noget at gøre med, at Harrisons medproducer var ingen ringere end Phil Spector, kendt for sin Wall of Sound-teknik. Spectors bidrag er rigtig tydelige på "What is life", "Wah-wah", "Apple scruffs", "Awaiting you all" og "Hear me Lord". Der er dog numre, hvor han heldigvis har holdt lidt igen. Man kan stadig godt høre hans stil, og det er jo godt, for han er en eminent producer, men han overdriver det ikke specielt meget på "Isn't it a pity", "Let it down", "Run of the mill" og "If not for you", og det er rart også at høre en mere rå, nedtonet udgave af Harrison til tider, selvom Spector jo er helt genial. Jeg kunne let klage over albummets længde, men der er virkelig ikke mange sange, jeg ville have fjernet. "I dig love" er bare alt for dum og fjollet, mens den formår at være dette på en ret kedelig måde, og jo mere religiøst et nummer er, des mindre kan jeg relatere til det. Jeg må dog indrømme at "Hear me Lord" har en helt fantastisk lyd. Men jo, All things must pass kan klart anbefales. Harrison og Spector arbejder fantastisk sammen, og hvis du kan lide Harrison-skrevne Beatles-sange, så er det nok klart et album for dig.