Glemmer du, så husker jeg

Nogenlunde samtidig med udgivelsen af den 18. udgave af Højskolesangbogen i 2006 præsenterede daværende kulturminister Brian Mikkelsen Kulturministeriets oversigt over ”96 unikke værker fra den danske kulturarv” i form af en Kulturkanon. Den nye kanon var inddelt i 7 dele, én for hvert kunstområde – men Kanonudvalget for Musik snød lidt og valgte at dele sin opgave med at udpege 12 særligt vigtige værker inden for området op i to dele: en del med partiturmusik og en del med populærmusik. Desuden valgte musikkanonudvalget at lade nogle af de udvalgte ”værker” være flere værker i ét. Et af kanonværkerne inden for partiturmusik bestod således af 15 morgen- og aftensange, mens listen over 12 vigtige værker inden for populærmusikken i flere tilfælde præsenterede 12 værker (sange) som ét af de udvalgte kanonværker. På denne måde kom den nye Kulturkanon til at rumme mere end 50 sange, som ikke indgik i kanonen i kraft af deres tilhørsforhold til et af de 12 udpegede værker, hvilket nok må karakteriseres som lidt af en fortolkning i forhold til den stillede opgave. Men musik er jo også noget helt specielt.

Formålet med en højskolesangbog er et andet end formålet med en kulturkanon. Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at mange af de smukke formuleringer med begrundelser for at have en institutionaliseret guide til de skønne kunster eller til et enkelt område heraf går igen i de indledende bemærkninger til de to værker. Der er ikke langt fra Kulturkanons ambition om at spille rollen som ”en rettesnor bagud, der minder os om, at vi er formet af en bestemt historie og kultur, og på den anden side som en huskeseddel for fremtiden, som vi kan tage med os, og med jævne mellemrum diskutere og føje nye værker på” til Højskolesangbogens ord om, at sangbogen er ”forbundet med kulturarv og tradition. Men den er også kendetegnet ved, at den skal vække genklang i samtiden og indeholde relevante sange for alle generationer. (-) Sangene kaster nemlig lys på det fælles liv, vores fælles historie, perspektiverer og udfordrer os”.

Der er en ikke ringe grad af overlapning mellem de to værkers programerklæringer og selvforståelse – men naturligvis også forskelle i værkernes formålsformuleringer. Højskolesangbogen er i langt højere grad end Kulturministeriets værk en brugsbog, som især skal stå sin prøve blandt almindelige mennesker i deres hverdagsliv, hvor Kulturkanon i langt højere grad er en normativ udpegning af højdepunkter i den danske kultur.

Alligevel er overensstemmelserne mellem de to værker iøjnefaldende. Formanden for sangbogsudvalget, Jørgen Carlsen, har i et interview udtalt, at det ikke er nok, at sangene i Højskolesangbogen er tidstypiske: ”De skal være eventyrlige og forbinde vores historiske rødder, identitet og tilhørsforhold i et folkeligt fællesskab, og her spiller højskolen en rolle som kontrapunkt til tidens forjagede hamsterhjul-tilværelse ved at fastholde det dybe historiske åndedrag – og ikke altid det sidste nye”. Der er en høj grad af overensstemmelse med hensigtserklæringerne i Brian Mikkelsens Kulturkanon: ”Kulturkanonen er en fælles bagage, som vi hver især kan have forskellige meninger om, men som udgør et kvalificeret udgangspunkt, når vi skal debattere, hvad kulturarven betyder for os i dag”. De formuleringer kunne sangbogsudvalget formodentlig udmærket skrive under på som indgangsbøn til Højskolesangbogen.

Selv om der altså ligger forskellige overvejelser og hensyn bag de to kulturinstitutionelle udgivelsers indhold og udformning, er deres fælles berøringsflader alligevel så tydelige, at det giver god mening at sammenligne indholdet i værkerne. Det er indlysende, at man ikke umiddelbart kan sammenholde Kulturkanons udpegning af 12 vigtige Folkehøjskolesange og Højskolesangbogens omfattende præsentation af samme del af kulturarven; der er brug for langt flere titler inden for området i et brugsværk, der skal kunne anvendes i mange forskellige livssammenhænge, end der er i et værk, hvor de udvalgte sange kun har repræsentativ karakter. Det kan da også med det samme afsløres, at alle 12 højskolesange i Kulturkanon optræder i Højskolesangbogen – alt andet ville være højst overraskende. Desuden er de 15 partitursange i Kulturkanon godt dækket ind i Højskolesangbogen (eller omvendt), selv om sidstnævnte ifølge sagens natur rummer et noget større antal morgen- og aftensange end Kulturkanon. Men når det drejer sig om sangene inden for populærmusikken i øvrigt, er billedet slet ikke så entydigt som inden for partiturmusikken, og dette forhold kan nok give anledning til nogle kommentarer af forskellig slags.

En oplagt forskel mellem de to her omhandlede værker er deres inddeling af stoffet. Hvor Kulturkanon ud over de to ovennævnte sangkategorier (Morgen- og aftensange og Folkehøjskolesange) kun opererer med to yderligere kategorier: Kai Normann Andersen-sange og Evergreens (samt et mindre antal Svante-viser), arbejder Højskolesangbogen med en række temaer som overskrifter til sange med et fælles præg: Tro, Liv, Sprog og ånd, Frihed og fællesskab, Året, Historien, osv. Det er klart, at en tematisk inddeling kan være en fordel i en brugsbog, fordi man derved hurtigt kan finde en sang til en bestemt lejlighed. Men omvendt kan det være en (lille) ulempe, at det umiddelbart kan være svært at finde en bestemt sang, fordi mange sange handler om flere ting på én gang: liv og kærlighed, frihed og historie, osv. Så har man heldigvis det alfabetiske register forrest i bogen.

De mange sange og de mange temaer i Højskolesangbogen har betydet, at redaktionens opgave har været en del lettere, end den har været for Kulturkanon-redaktionen, som kun har haft ganske få skud i bøssen inden for nogle stærkt begrænsede rammer. Og selv om denne redaktion altså har snydt lidt på vægten ved udpegningen af sange til Kulturkanon, må man gå ud fra, at den har vejet sine forslag på en endnu finere guldvægt end den, der har været anvendt ved valget af sange til Højskolesangbogen. For i den ministerielle Kulturkanon er der ikke plads til at træde ret meget ved siden af i forhold til den stillede opgave: at opstille en oversigt over vigtige værker, der både peger bagud og fremad. Af samme grund bør man kunne forvente, at de få udvalgte sange til kanonen både er gode, vægtige og langtidsholdbare. Døgnfluer (som også er et angiveligt frasorteringskriterium i forbindelse med Højskolesangbogen) eller tilfældige landeplager har ingen adgang her – her præsenteres kun det bedste af det bedste. Men betyder det så også, at samtlige sange i Kulturkanon fra 2006 kan genfindes i Højskolesangbogen fra samme år eller i den nye udgave af sangbogen? Nej, på ingen måde.

Populærmusikkens sange
Kulturkanons kategori ”Kai Normann Andersen-sange” adskiller sig fra de øvrige kategorier i både dette værk og i Højskolesangbogen derved, at den lægger hovedvægten på komponisten i stedet for på tekstforfatteren. Det giver naturligvis en noget anden indfaldsvinkel til det udvalgte sangmateriale, end fokuseringen på tekstindholdet i en given sang gør det; men i forbindelse med en sangs optræden inden for en højskolesangbogs rammer skulle man ikke mene, at sangens sangbarhed direkte skulle være en hæmsko i forhold til at finde nåde for redaktionsudvalgets skarpe blik. Derfor undrer det også undertegnede, at kun 2 af de 12 udvalgte Kai Normann Andersen-sange i Kulturkanon kan genfindes i Højskolesangbogen, nemlig to sange med tekst af PH. De øvrige 10 Normann Andersen-sange må man kigge i vejviseren efter – og det til trods for deres mundrette tekster og iørefaldende melodier, som man næsten skulle tro gjorde dem selvskrevne til at blive optaget i Højskolesangbogen. Men nej; sangene er måske blevet vejet og fundet for lette på grund af deres tilsyneladende letbenede og overfladiske tekster, som ”kun” handler om kærlighed, liv og fællesskab – altså om tre af Højskolesangbogen overordnede temaer …

Jeg skal ikke her begynde at diskutere, om ”Glemmer du”, ”Musens sang” og ”Den allersidste dans” er bedre eller dårligere end mange af de optagne sange i Højskolesangbogen. Men jeg kan notere mig, at begrundelsen for at medtage disse og andre klassiske Normann Andersen-sange i Kulturkanon i hvert fald ikke burde diskvalificere dem fra at optræde i Højskolesangbogen: ”Sangene repræsenterer dansk slagermusik, når den er bedst, mest vital og umiddelbar. Slidstærk og tidløs. (-) Via sangbøger, pladeantologier og nye fortolkere har mange af sangenes ry og udbredelse holdt sig næsten usvækket gennem generationer”. De sangbøger, der omtales i citatet, inkluderer imidlertid ikke Højskolesangbogen. Måske er der ophavsretmæssige årsager til, at Kai Normann Andersens sange ikke har fundet plads i Højskolesangbogen?

Hvad angår den anden populærmusikalske hovedkategori i Kulturkanon, Evergreens, ser situationen ikke meget bedre ud end for Kai Normann Andersen-sangene. Trods kanonens ord om, at de udvalgte sange er ”meget stærke og uopslidelige evergreens, som har præget danskernes hverdag gennem årtier. Moderne, folkelig musikkultur, når den er mest vellykket”, er det kun 3 af de 12 sange, der har fundet vej til Højskolesangbogens sider: ”Dansevise”, ”Duerne flyver” og ”Smuk og dejlig”. Det er 3 aldeles udmærkede sange – men hvad med de 9 øvrige evergreens, som ifølge kanonreaktionens vurdering har det til fælles, at de ”har kunnet samle danskerne trods alle indbyrdes forskelligheder og derfor har fungeret som en slags fælles referencepunkter, samtidig med at de alle er holdbare og kvalitetsbetonede sange”? Hvorfor skal Højskolesangbogens brugere ikke kunne synge med på disse officielt blåstemplede sange fra perioden 1953 til 1990?

Svaret blæser i vinden, som en kendt sangskriver engang har udtrykt det, og der er nok ikke noget egentligt svar på, hvorfor denne eller hin sang er optaget i Højskolesangbogen, mens denne eller hin sang ikke er det. Måske man kan argumentere, at Elga Olgas ”Solitudevej” og Raquel Rastennis ”Heksedans” er så bundet til de pågældende sangeres fremførelse af sangene, at det kan være svært at tænke sig dem uden for den oprindelige sammenhæng. Men hvorfor skulle sangbogsbrugerne ikke via deres fællessang kunne holde liv i klassikere som ”Er du dus med himlens fugle” og ”To lys på et bord” eller nyere hits som ”Så længe jeg lever” og ”Kald det kærlighed”? Eller for nu at bore lidt i et af de spørgsmål, sangbogsudvalget har hørt flest gange i mediedebatten om udvalget af sange til Højskolesangbogen: hvorfor er Shu-bi-duas danmarkssang røget ud af den nye udgave af sangbogen efter at have været med i de to foregående udgaver? Og efter at være fundet lødig nok til at indgå i den statsautoriserede Kulturkanon, kunne man tilføje med en stille undren. The answer my friend …
Tilbage står vist kun at tage et sammenlignende kig på Højskolesangbogens og Kulturkanons forhold til Benny Andersens bidrag til nationens sangskat i form af viserne i værket ”Svantes viser”. Kulturkanon har her den fordel, at den ”bare” kan pege på hele bogen/pladen som en vigtig del af vores kulturarv, mens Højskolesangbogens redaktion kun kan optage enkelttitler i sangbogen. Det har dog ikke været det store problem for sangbogsudvalget, som til den 19. udgave af sangbogen har peget på 5 af de oprindelige 13 viser om Svante (én mere end de 4 viser i 18.-udgaven) – og mon ikke de fleste vil være enige om, at det også er de 5 bedste af Svante-viserne, man nu kan synge med på ud fra Højskolesangbogen?

Hvis man som ovenfor nævnt forestiller sig, at nogle af de øvrige evergreens i Kulturkanon er blevet sorteret fra til Højskolesangbogen på grund af deres tætte forbundethed med den oprindelige sangfortolkers person, burde optagelsen af Svantes viser i sangbogen med al ønskelig tydelighed dementere denne antagelse. Der er næppe nogen mennesker i kongeriget, der kan synge viserne på samme måde, som Poul Dissing i sin tid (1973) gjorde det; men alligevel har Svantes viser vokset sig store og stærke uden for Dissing-sammenhængen og har fundet et stort og lydhørt publikum blandt de sangglade danskere. Så måske der stadig er håb for ”Heksedans” og de andre kanoniserede evergreens i forhold til at finde en plads i Højskolesangbogen?