dummy

Go Go Berlin leverede rock til alle generationerne

30-11-2014
Christoffer Qvirin Holst
Anmeldelse

Koncert med Go Go Berlin i Voxhall den 29. november

Voxhall var lørdag helt udsolgt da Go Go Berlin afsluttede deres lille danske efterårstour. Hvis man stod og efterspurgte en ægte rockkoncert, så gik man altså ikke forgæves.

For som en rigtig rock koncert nu en gang i mellem er, så var der ting der var overladt til tilfældighederne. Selvom lysmanden og forsangeren Christian Vium ikke var helt enige om hvordan lyset skulle stå, og at Christians stemme til tider led efter næsten 150 koncerter indtil videre i år, så skabte dette dog en charme som det brede publikum i Voxhall var glade for. Netop dette brede publikum havde Go Go Berlin ikke regnet med at se, det sagde de selv da jeg mødte dem før koncerten. Man kan godt forstå dem, da dette var en lørdags koncert og folk var meget opsatte på fest og ballade, men trods det fik Go Go Berlin hele Voxhall med ind i deres rockverden for en aften.

Ved siden af mig stod en ældre herre og klappede sig selv på lårene i takt med trommerne, mens der på min anden side stod en yngre mere berusede pige og dansede, Go Go formåede derfor at for alle til at have en god aften og ikke mindst en rigtig god koncert.

Da jeg mødte de fem aarhusianere før koncerten lagde de heller ikke skyld på, at de havde glædet sig meget til at komme hjem til Aarhus for at runde af i Danmark for i år. Selvom de har både Berlin og New York på CV’et bliver de ikke træt af at komme hjem til smilets by, og smilets by var også glade for at se dem.

Med både konfettiregn, en gåtur midt i folkemængden og flere elegante guitarsoloer, fik Go Go Berlin virkelig banket sig ind i den danske rock branche en gang for alle. De er stadig et ungt og håbefuldt band som drømmer stort, men i Danmark er de mere end godt på vej. Efter fyldt Vega, fyldt Voxhall og opvarmning til D.A.D i Ballerup Super Arena må man da sige de udleverer den danske rockdrøm.

Man kunne næsten ikke forlange mere af de unge drenge, og de kan nok snart heller ikke trække mere i strengene efter så mange koncerter i år 2014. Med dette i mente synes jeg at Go Go Berlin skal have 6 ud af 6 ugler med på den lille ferie, inden de igen drager ud i det store udland for at spille. De har meget potentiale, og jeg er sikker på at vi en dag alle skråler med på ”Castles Made Of Sand”, for der er uden tvivl viljen og lysten til mere i de her unge drenge.