Genrer
Goldbergvariationerne: Instrument og indspilninger
Det rette instrument
Hvad skal solisten så spille på? Her er endnu en diskussion, hvor historikere og musikelskere har skudt med skarpt i årevis og aldrig er blevet enige. De fleste indspilninger på markedet er på cembalo eller klaver, måske med en overvægt på klaver. Der kan siges godt om begge dele, men skal det lyde som Bach havde tænkt sig, må vi til cembaloet. Værkets titel siger udtrykkeligt "for cembalo med to manualer". Bach kendte godt til fortepianoet, som netop på den tid var begyndt at komme frem (han havde bl.a. lejlighed til at prøve flere forskellige under sit besøg hos kong Frederik 2.), men når han sad og komponerede hjemme hos sig selv, var det ved et cembalo.
Nogle lytteforslag
Goldbergvariationerne hører til de mest indspillede klassiske værker overhovedet. Det kan være svært at finde sine egne favorit-udgaver; man må prøve sig frem. Her er en håndfuld forslag.
Starter vi med cembaloet, er det værd at nævne Wanda Landowska, som var den første til at spille Goldbergvariationerne i deres fulde længde for et europæisk publikum. Det var i 1933, og ikke længe efter lavede hun sin første indspilning. Senere indspillede hun værket igen - det er ret almindeligt, når det gælder Goldbergvariationerne. Kunstneren skal lige se, om det bliver bedre anden eller tredje gang. En alvorlig, klar og præcis fremstilling finder vi hos Kenneth Gilbert. Og meget tæt på toppen ligger Pierre Hantaï. Hans første indspilning fra 1993 blev overøst med priser; den er glad og livlig, og ifølge Classics Today spiller manden "med en hjerne i hver finger". Heldigvis er Hantaï ikke gået til af hjernerystelse. Hans version fra 2003 har mange af de kvaliteter, der siges at komme med alderen. Den viser en mørkere og mere følelsesfuld side af værket, og virker samtidig mere fri og spontan.
Videre til klaveret. Det var Glenn Gould, der gjorde Goldbergvariationerne til kult, og det var Goldbergvariationerne, der gjorde Gould til kult. Værket fulgte den canadiske pianist livet igennem, og nu kan man få en tredobbelt cd med de berømte fortolkninger fra 1955 og 1981, og hans sidste interview oven i købet. Gould, der lagde en ekstra dimension til begrebet "excentrisk", er en af de kunstnere man enten elsker eller hader. Hans spil er lynende intelligent og hurtigt, dog noget mere meditativt på den sene indspilning (som hos Hantaï). Mange har dog svært ved at klare hans hensynsløse nynnen og mumlen, som ledsager tonerne. Det er Goulds 1981-indspilning, man hører i Ondskabens øjne og Hannibal, mens den sidste film om dr. Lecter, Hannibal rising, benytter 1955-indspilningen.
Af andre pianister i forreste række kan nævnes Angela Hewitt, András Schiff, Wilhelm Kempff og ikke mindst Murray Perahia, hvis indspilning fra 2000 ofte nævnes som den fineste i nyere tid.
Bachs hovedinstrument var orglet, og det er nærliggende at prøve Goldbergvariationerne på orgel, da de nu er skrevet "for to manualer". Den danske organist Mads Damlund har gjort forsøget og er sluppet godt fra det. Man skal blot lige vænne sig til at høre de intime stykker blæst op til stor lyd.
Goldbergvariationerne er blevet fremført på mange slags instrumenter. Man kan høre dem arrangeret for strygetrio, jazztrio med klaver, bas og trommer, eller hvad med Den Danske Saxofonkvartet, optaget live en sommerdag i en lille italiensk bjergby?
Alt sammen fornøjeligt og med musikalske kvaliteter. Alligevel vender tankerne sig mod Bach-kenderen Jens Kjeldsens ord om, at "nutidige rytmiseringer af Bach ikke kan blive andet end kuriositeter - undertiden inciterende, underholdende og måske medrivende fortolkninger - men dog principielt kuriositeter".
Er det for skrapt? Find selv ud af det. På musikbiblioteket koster det ikke noget at eksperimentere.