Goldbergvariationerne: Myte og mønster

Alle kalder dem Goldbergvariationerne, men det hedder de egentlig ikke. Da Bach lod værket trykke i 1742, var det med titlen Klaverøvelse, bestående af en arie med forskellige variationer, for cembalo med to manualer.

Den søvnløse greve

Den populære titel stammer fra den første biografi om Bach, skrevet af musikhistorikeren J.N. Forkel. Her står, at værket blev bestilt af den russiske gesandt ved hoffet i Dresden, grev Hermann von Keyserlingk. Greven led af søvnløshed og ville gerne have noget behagelig musik, som hans cembalist Johann Gottlieb Goldberg kunne spille for ham i de lange nætter. Bach leverede sine variationer, og greven blev begejstret og ville høre stykkerne om og om igen. Det manglede også bare. Der er tale om et hovedværk, ikke blot i Bachs produktion, men i musikhistorien i det hele taget.

Men måske har greven og Goldberg slet ikke noget med sagen at gøre. I dag mener eksperterne, at historien sandsynligvis er opdigtet. Den er ikke omtalt noget andet sted end i Forkels biografi, som blev udgivet mere end halvtreds år efter Bachs død. Og da variationerne blev skrevet, var Goldberg en dreng på fjorten, som næppe kunne have tumlet det lange og vanskelige værk. Endvidere: når en komponist dengang afleverede et bestillingsarbejde til en højtstående person, plejede der at være trykt en tilegnelse på titelsiden - men det er der ikke på Bachs Klaverøvelse. Og endelig, hvis vi skal helt ned på jorden: musikken kan bestemt ikke siges at være søvndyssende.

Tilhængere af Goldberg-historien anfører, at Forkels bog bygger på lange samtaler med Bachs søn Carl Philipp Emanuel og derfor har en høj grad af troværdighed. De påpeger også, at Goldberg var en virtuos, der som barn blev undervist på cembalo og orgel af ingen andre end Bach selv - og mesteren betegnede Goldberg som en af sine bedste elever. Så drengen kunne måske alligevel have tacklet de svære variationer.

De lærde strides, og sandheden kommer nok aldrig for dagen. Titlen Goldbergvariationerne har nu været i brug så længe, at den vil blive stående uanset hvad der sker. Det er da også lige meget, hvad man kalder musikken. Bare man hører den. Goldbergvariationerne skal høres mindst én gang i livet. Enten i mindre bidder - eller ud i et, oplevet som den store sammenhæng, de er.

Grundrids af et mønster

At værket gør et mægtigt indtryk skyldes ikke kun dets længde, men også den umådelige rigdom af stemninger, det byder på. Kompositionsteknisk er Goldbergvariationerne et stykke håndværk, der både er overlegent og gådefuldt. Man aner en grundplan, opdager en symmetri, der pludselig brydes for at føre ud i nye symmetrier og sammenhænge. Som en fraktal eller et billede af Escher. Her skal vi kun se på det helt overordnede.

Goldbergvariationerne består af 32 stykker. Først kommer arien, dernæst 30 variationer, og til slut gentages arien.

Arien har en smuk, eftertænksom og tøvende melodi, som man altid genkender, blot man har hørt den en enkelt gang.

Men allerede ved den første variation begynder det at blive abstrakt, for melodien hører man ikke mere til. De efterfølgende 30 stykker er ikke variationer over ariens melodi, men derimod over dens basgang - otte toner, som bliver vendt og drejet og forvandlet.

Variationerne kan deles op i 10 sæt á tre stykker, hvor hver tredje variation er en kanon. Mønsteret holder dog ikke helt, for det sidste sæt (28-30) slutter ikke med en kanon. Bortset fra det kan man sige, at kanon'erne udgør værkets rygrad. De udvikler sig systematisk, således at første kanon besvares unisont, anden kanon besvares en sekund over, tredje en terts over og så videre indtil variation 27, den niende og sidste kanon, som besvares en none over.

Hvor den tiende kanon egentlig burde have været, i variation 30, har Bach i stedet sat en såkaldt quodlibet, som fletter ariens basgang sammen med to af tidens lystige melodier. Den slags spøgefuldheder var Bach dreven i, for ved sammenkomster i hans musikalske familie morede man sig ofte med at synge populære sange, undertiden sjofle, oven i hinanden på en gang, improviseret her og nu.

Omkring værkets midte ligger en indre cyklus, som indledes af fugaen i variation 10 og afsluttes af fugaen i variation 22, og hvor variation 16 med den franske ouverture står som midtpunktet. Uden om denne cyklus ligger en større, nemlig hele værket, der slutter hvor det begyndte - med arien. Måske har Bach tænkt sig at vise et kredsløb, et uendelighedsperspektiv. I sit eget eksemplar af Goldbergvariationerne har Bach på den sidste side tilføjet endnu 14 kanon'er over basgangen, og nederst på siden står det ene ord: "Etc." Måske for at antyde, at serien kunne fortsætte i al evighed.

Så er der det med takterne. Goldbergvariationerne består af 32 stykker, og det er også netop antallet af takter i alle stykkerne. På nær fem. I variation 3, 9, 21 og 30 er der 16 takter. Og i variation 16 er der 48 takter - tre gange 16. Det er tydeligt, at Bach har moret sig med at jonglere med tal, samtidig med at han har formet passager af stor skønhed.

Men vi har kun kradset i værkets overflade. Eksperter og fantaster har gravet dybere på jagt efter den "endelige sandhed" om Goldbergvariationerne og analyseret værket ud fra numerologi, astrologi og endog retorik. Der er skrevet adskillige bøger om dette ene værk.

Man behøver ikke være intellektuel for at nyde Goldbergvariationerne. Det er nok at lægge en cd i afspilleren, læne sig tilbage og lade Bach - og solisten - om resten.