Gotisk country og afdæmpet americana

En af 2002's mest hypede plader inden for genren alternativ country var Lambchops Is a woman. Og sandt at sige er stemningen også sat, når bandleder Kurt Wagner stiller sig op foran sit talrige og begejstrede publikum og som en anden demagog dæmper enhver begejstring med en kulkældersort stemning op fra underbevidsthedens kringlede gemmer. Men desværre er stemningen også alt hvad pladen har. Og hvem kan som lytter holde en sådan sort begejstring kørende igennem en hel plade? Is a woman bliver med andre ord kedelig i længden og sådan er det.

Anderledes er det med 16 Horsepowers bidrag Folklore, der kom samme år. Varemærket på deres foregående plader er for traditionelle ører i bedste fald alternativ rock ("indie") på countrypartitur, men det er nok mere nøjagtigt at tale om desperat cow-punk sat på en klezmer-lydende bund af harmonika og violin, hvor man uden større problemer kan fornemme hvordan de med deres talenter, kompositioner og instrumenter jagter og halser bison over vidtstrakte og tørre stepper i midtvesten! I 2002 leverer de så en overraskende afdæmpet plade helt uden numre af stort kaliber som f.eks. den i flugt desperate "Black soul choir" fra Sackcloth 'n' ashes eller den fuldendt smukke backwoods standard "Praying arm lane" fra Secret South. Denne plade går ikke efter et publikum, den går efter dig.

Det første nummer rammer præcis tonen på det prædikat, de har fået på sig: gotisk country! Men hvor goth har forladte borge og onde klostre som scene gør 16 Horsepower kostalden til skue for mørkets knugende greb om menneskers nød i kærlighed og død, det svære forhold mellem gud og livet: "on from here walking dreams awake / i think not i think not / the sky comes king blown in every direction / and of no country / i am straw", starter ordene til åbneren "Hutterite mile". Og musikken har her samme ørenlydsbydende stemning som på Is a woman, men straks derefter føres vi ikke bare videre i den samme repetition som hos Lambchop, men skal nu med banjo ledes over i en demonstration af et af 16 Horsepowers varemærker: analyse af desperationen i den bulgarske folkesang (med ny tekst) "Outlaw song", hvor sanger, mastermind og bandleder David Eugene Edwards bruger den samme foruroligende måde at give lyd fra sig på som Suicides Alan Vega (tænk her på nummeret "Frankie Teardrop") når han tager luft ind. Ser du nogensinde en studiemikrofon på antidepressiver (!) er det helt sikkert den samme der blev brugt til at vidne denne sang.

Efter et lidt anonymt bakspejl på en uforståelig kærlighed der var ("Blessed persistence"), får vi med en cover af Hank Williams' "Alone and forsaken" en sang, der uden problemer kunne have været inkluderet på Nick Caves mesterværk The boatman's call. Men nu skal registret skam ellers udvides yderligere! Vi får den ligefrem dansable "Single girl" - dansabel hvis altså denne Carter Family cover kastes ind over et dansegulv duvende i en ordentlig gang bondetampet square dance! Og så! Med et mørkt og simpelt klaver er vi med "Beyond the pale" tilbage til square one - som ville de med overgangen fra fest til undergang vise os en memento mori ("husk døden)? Og denne komposition er i sandhed en svine-/ genistreg over for de få og mærkelige, der nærer sig til at bruge"repeat"-funktionen på cd-spilleren: De vil aldrig kunne få den samme suveræne energiudveksling numrene imellem som os andre med denne her fantastisk disponerede plade.

Vi får nu (med "Horse head fiddle") en traditionel indianersang fra tuvan-stammen udsat for tablas! Teksten er dog ny og er en lament (klagesang) for, ja hvad egentlig: "hang my skull on the old larch tree / carve from this wood a two string fiddle / cover over with the skin of my face / string my hair down the neck in place". Man behøver vist næppe at pege på, at Edwards uden problemer tager ordene til indtægt og vidne for en veritabel urkraft af en poesi?

Og nu fik vi lige en traditionel indianersang, så hvorfor ikke en traditionel ("traditional") hvid sang? Det gør vi så med den næste, "Sinnerman", der har det største hit-potentiale på pladen - og sagde jeg lige"hit-potentiale"? Ja, jeg gjorde så! Det her er sgu en hesteflugt af en adaption! Ham/hende der kan høre denne her sang uberørt bør straks søge tid hos lægen. Og kender du så det at blive glad i andres elendighed? Ikke fordi du er skadefro, men fordi din egen lille sølle elendighed pludselig viser sig bare at være frustration over dårligt forvaltet fritid: Sådan er den (psykologiske) kunst hos 16 Horsepower! Og på en måde: Tak skal I have for det.

Det kunne ellers være nok her, men det er det ikke: "Flutter" er en ulykkelig kærlighedssang så mættet at vi uden besvær ser Edwards gå rundt i bakker af grånet græs og synge dem alle og en sin fortabelse. For bare et enkelt lille strå at klynge sig til kunne jo have gjort en forskel, ved vi jo? Endelig får vi en fransk (New Orleans?) mazurka, og dansen er igen givet op, og vi kan igen berede os på at konfronteres med livet. Og det pludselig i et helt andet lys end før.

Først bragt på Bibzoom 25.8. 2012