Grænsen

Sidst i maj 2024 udsendte Willie Nelson sit album nr. 75 (!) i en karriere, der efterhånden har varet i mere end 65 år. Nelson fyldte selv 91 år for et par måneder siden og må dermed være en af de ældste fortsat udøvende musikere i rockbranchen. Her kan Keith Richards, Mick Jagger og selv Bob Dylan ikke være med. Og Nelson er ikke bare fortsat aktiv i pladestudierne; til sommer drager han ud på en stor USA-turné, hvor han (bl.a. sammen med Bob Dylan) vil give 27 koncerter i perioden frem til september 2024.

Godt gået af en ældre herre, som åbenbart har tænkt sig at blive ved med at gøre det, han er bedst til: at spille musik. Og ikke bare countrymusik, som nok er den genre, de fleste forbinder med hans navn. I 1993 blev Willie Nelson ganske berettiget optaget i The Country Music Hall of Fame; men i 2023 blev han desuden optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Læs mere om Willie Nelson og hans meritter på hans egen hjemmeside, willienelson.com, eller i artiklen ”Country legende med hang til marihuana” (link indsættes) her på hjemmesiden.

Grænsevagten
Willie Nelsons seneste udspil har fået titlen ”The border” efter titelsangen, skrevet af countryrock-musikeren Rodney Crowell i 2019 til albummet ”Texas”. Nelsons version af sangen viser en sanger med fuld kontrol over sin efterhånden noget ru stemme, og arrangementet af Crowells gribende beretning om en amerikansk grænsevagts utaknemmelige og livsfarlige arbejde ved grænsen til Mexico, hvor han fanger smuglere og illegale immigranter, gør sangen til et lille hovedværk i Nelsons endeløse række af vægtige udspil. Det virker som et godt valg af Nelson at indlemme Rodney Crowells grænsesang i repertoiret, og mon ikke også sangen får en central placering på den kommende turné?

Ud over at ”The border” er en glimrende sang, knytter sangen via sin tematik også an til et gennemgående tema i Willie Nelsons omfattende sangkatalog, som netop indeholder flere sange om at befinde sig tæt på grænsen, the border. Titelsangen på Willie Nelsons måske mest helstøbte album nogensinde, ”Across the borderline” (1993), er skrevet af Ry Cooder og John Hiatt og handler om nogle af de illegale indvandrere, som grænsevagten i ”The border” prøver at fange, og som primært er ude efter et bedre liv end det, de kan finde i Mexico.

Men immigranternes forsøg på at krydse grænsen er bestemt ikke uden fare for både liv og lemmer: ”Here´s a lesson that you must learn/ you could lose more than you´ll ever find”. Men når man ikke har noget, har man heller ikke noget at miste, hvilket jo også er baggrunden for de mange illegale flygtninge i dagens Europa.

I Willie Nelsons repertoire møder man (mindst) én sang mere om at krydse grænser, Kris Kristoffersons ”Crossing the border” (1984). Men selv om indholdet i sangteksten også fortæller en historie om at krydse fysiske grænser, handler sangen lige så meget om at overskride grænsen mellem barn og voksen.

Et par fuldblods grænsesange i familie med Rodney Crowells ”The border” er til gengæld Bruce Springsteens ”The line” og ”Across the border” fra albummet ”The ghost of Tom Joad” (1995), hvis sange ikke mindst handler om udstødte eller marginaliserede personer.

En af disse personer er grænsevagten Carl (i ”The line”), som sammen med sin makker Bobby bevogter grænsen mellem Californien og Mexico, og som efter bedste evne forsøger at holde de illegale immigranter ude af USA. Men det er en umulig og udsigtsløs opgave: ”They risk death in the deserts and mountains/ pay all they´ve got to the smuggler´s rings/ we send ´em home and they come right back again”. Omtrent den samme triste historie som i Dan Seals´ “Bordertown” (1990): ”They won´t get through this bordertown/ he turns them back, he stands his ground/ but still they come because they know/ somewhere the streets are paved with gold”.

De lovløse
På linje med sangene på Bruce Springsteens “The ghost of Tom Joad” fokuserer en række af sangene på Gene Clarks og Carla Olsons “So rebellious a lover” (1987) på gruppen af utilpassede og uønskede personer på samfundets bund, heriblandt de mange illegale indvandrere. Det gælder både ”The drifter”, ”Del Gato” og ”Gypsy rider”, og det gælder ikke mindst parrets fortolkning af Woody Guthries ”Deportee” (1961), som fortæller den tragiske historie om et flystyrt, hvor passagererne ”bare” var udviste immigranter på vej tilbage til deres hjemland. Teksten beretter om det lidet misundelsesværdige liv som illegal immigrant: ”Some of us are illegal, and some are not wanted/ our work´s contract out and we have to move on/ six hundred miles to that Mexican border/ they chase us like outlaws, like rustlers, like thieves”.

Grænsen mellem Californien og Mexico er emnet for ovennævnte sange, som alle handler om at krydse grænsen illegalt; men grænsen mellem de to lande udgør også kulissen for en række sange, som primært fortæller om Mexico som det lovløse land, hvor amerikanske forbrydere kan søge tilflugt. Det er bl.a. tilfældet i John Phillips´ ”Me and my uncle” (1964), hvor jeg-fortælleren og hans onkel er på vej til Mexico efter at have svindlet sig til en mindre formue: ”In the confusion my uncle grabbed the gold/ and we hightailed it down to Mexico”. Og det er tilfældet i Townes van Zandts ”Pancho and Lefty” (1983), som handler om et par forbrydere, hvoraf den ene møder sin skæbne i Mexico – som følge af den andens forræderi: ”Pancho needs your prayers, it´s true/ but save a few for Lefty too/ he only did what he had to do/ and now he´s growing old”.

Grænsebyen
Grænsen, her specifikt grænsen mellem USA og Mexico, spiller en vigtig rolle i mange sangtekster, og ligesom grænsen er grænsebyen et sted, som jævnligt optræder i sangteksterne. I J.D. Southers ”Border town” (1976) er grænsebyen både et farligt og et tillokkende sted, fordi byen er fuld af muligheder, men også af risici. Southers sang handler om livet i en relativt nutidig grænseby, men beskrivelserne i sangen kunne formentlig lige så godt gælde grænsebylivet for hundrede år siden: ”Life ain´t so easy in this border town/ it´s the dope and the nightlife/ and it´s no place you´d really want/ to hang around/ But I think I might”. Souther lægger dog ikke skjul på, at det er at spille højt spil med sit liv, hvis man vælger at slå sig ned i grænsebyen: ”And now they´re lonesome/ and looking for something to do/ well, they got dirty”.

Countrysangerinden Gretchen Peters synger om en lignende erfaring i sangen ”Border town” (1996), hvor grænsebyen bestemt ikke er noget rart sted at være, specielt ikke hvis man er kvinde: ”There´s always someone tryin´ to keep you down/ in a border town”. Og i The Walkabouts´ ”Bordertown” (1994) er grænsebyen et trøstesløst og koldt sted, men dog samtidig en slags usikkert fristed i en sang, der i høj grad må forstås metaforisk: ”There ain´t no seasons here/ but the freezin´ still appears/ every time I call this home/ can´t be enough alone”.

Der er mange grænsebyer i sangteksterne og også mange flere end de her nævnte. Grænsebyen er kun sjældent et behageligt sted at opholde sig i længere tid. Men tilværelsen syd for den mexicanske grænse kan dog også have sine lyse øjeblikke, som det f.eks. er tilfældet i Carrs og Kennedys gamle filmsang ”South of the border” fra 1939. Ikke mindst kvinderne på den anden side af grænsen er noget helt specielt og værd at tage en omvej for, hvilket både Gene Autry, Perry Como, Dean Martin og Frank Sinatra i tidens løb har sunget om: ”South of the border, down Mexico way/ that´s where I fell in love/ when the stars above/ came out to play”. Det lyder jo forjættende; men man(d) skal nok huske på, at i Mexico lyder valgsproget ”mañana” – og det er ikke altid, man er der til at opleve denne morgendag.