Gram Parsons optaget i Rock and Roll Hall of Fame

Hvis jeg skal høre noget musik, jeg kan nyde og samtidig slappe helt af til, er et af de oplagte bud i den forbindelse Gram Parsons´ sange. Der er også andre udbydere af den type musik, som for mig tilbyder perfekt afslapning: Gene Clark, Chris Hillman, Steve Forbert, mv.; men musik med deltagelse af Gram Parsons er ganske ofte en sikker vinder i kampen om min gunst i sammenhæng med ren vellyd. Jeg kan jo også finde på at sætte Neil Young-musik på cd-afspilleren, hvis jeg er ude efter musikalsk nydelse og afkobling; men Youngs musikalske bagkatalog er så stort og så varieret, at der her skal vælges med noget større omhu end i forbindelse med Gram Parsons, hvis samlede produktion er stærkt begrænset. Det er simpelt hen svært at vælge forkert, når man (jeg) vælger et stykke musik med Gram Parsons.

Årsagen til Gram Parsons´ stærkt begrænsede udgivelseskatalog er naturligvis, at musikeren døde allerede i 1973, kun 26 år gammel. Hvis Parsons stadig havde været i live i dag, ville han d. 5. november i år have kunnet fejre sin 80 års fødselsdag – og senere samme måned, d. 14.11., ville han have kunnet opleve sin optagelse i Rock and Roll Hall of Fame (RRHoF). Denne begivenhed finder sted d. 14. november, hvor Parsons – omsider, vil hans mange fans nok sige – sammen med 17 andre musiknavne får sin velfortjente plads i den amerikanske musik-æresloge. Forud for optagelsesceremonien afholdt RRHoF en minde- og hyldestkoncert d. 11.11., hvor bl.a. Emmylou Harris, Elvis Costello og Margo Price gav deres bidrag til fejringen af en af countryrockens fædre (og hvor man i parentes bemærket ved samme lejlighed fik demonstreret forskellen på en intens sangstemme og en stribe mere gennemsnitlige sangstemmer hos de forskellige optrædende).

Det er i forbindelse med optagelsesprocessen værd at nævne, at Gram Parsons teoretisk set allerede kunne have været medlem af den amerikanske Hall of Fame i kraft af sit medlemskab af The Byrds, der allerede i 1991 blev optaget i æreslogen. Men det er den oprindelige udgave af vestkystgruppen fra 1964, der er at finde i RRHoF, og Gram Parsons blev først medlem af The Byrds i 1968. Heller ikke Parsons´ efterfølgende gruppesamarbejde i The Flying Burrito Brothers skaffede ham en optagelse i RRHoF, for den gruppe er aldrig blevet indvalgt i æreslogen – i hvert fald indtil videre.

Indflydelse
Selv om det er mere end 50 år siden, Gram Parsons døde, og selv om hans samlede antal pladeindspilninger er forsvindende lille, lever hans navn stadig i bedste velgående inden for (countryrock)musikverdenen, og hans indflydelse på dagens musik er stadig let at få øje på. Dels bliver hans sange fortsat spillet i vid udstrækning af de musikere, der udfolder sig inden for countryrock-genren, og dels dukker Parsons´ navn til stadighed op i forbindelser, hvor man hædrer fortidens betydning for nutidens musik. I 2003 blev Parsons således tildelt en stor pris af Americana Music Association, og i 2026 bliver musikeren altså optaget i RRHoF.

Der er i tidens løb afholdt forskellige ”tribute concerts” for Parsons, bl.a. i 2004, hvor musikernes datter Polly arrangerede to hyldestkoncerter, og det var også datteren, der stod bag hyldestkoncerten d. 11. november i år. I USA eksisterer der flere ”tribute bands”, hvis hovedformål det er at holde Gram Parsons´ musik levende, og i 2009 blev Parsons´ liv (og død) emnet for en musical med titlen ”Grievous angel: The legend of Gram Parsons”. Der er indspillet flere hyldest-cd´er til ære for Parsons, og i 2012 indspillede den svenske duo First Aid Kit det selvkomponerede nummer ”Emmylou”, hvis omkvæd hylder forholdet mellem de to sjælevenner Emmylou Harris og Gram Parsons: ”I´ll be your Emmylou, and I´ll be your June/ if you´ll be my Gram and my Johnny too”.

Det er sigende, at pladeselskabet Bear Records´ række af udgivelser med eksempler på countryrock fra årene 1966 til 1975 alle prydes af billeder af Gram Parsons, ligesom det er lidt af et udsagn, at udgivelsesrækken bærer titlen ”Truckers, kickers and cowboy angels”, med et citat fra Parsons-sangen ”Return of the grievous angel”. Arven fra Parsons lever fortsat, og ikke bare arven, men faktisk også sangerens egne udfoldelser. 

I 2022 fandt ejeren af et lille uafhængigt pladeselskab, Dave Prinz, således frem til nogle hidtil uudgivne optagelser fra 1973 med Gram Parsons, Emmylou Harris og backinggruppen The Fallen Angels, og disse optagelser blev året efter udgivet på plade under titlen ”The last roundup: Live from The Bijou Café in Philadelphia 03-16-73”.

For at det ikke skal være løgn, er der sågar rygter om, at der bliver arbejdet på at restaurere og klargøre et ”lost album” fra Parsons´ hånd til udgivelse på et ikke nærmere angivet tidspunkt en gang i fremtiden. Den, der lever, vil få det at høre.

Den sørgmodige engel
Og hvad er det så ved Parsons´ musik, der er så godt, at den har overlevet ophavsmanden med så mange årtier? Musikkens specielle blanding af country, folk, rock og blues er en del af forklaringen, og Parsons´ karakteristiske, udtryksfulde og melankolsk-desperate sangstemme er også med til at adskille hans musik fra tusindvis af sange fra andre musikudøvere. Man kan næsten altid høre, når der er tale om et Gram Parsons-nummer, ikke mindst når det er sangskriveren selv, der står for udførelsen af nummeret, og en række af hans sange (ofte skrevet sammen med Chris Hillman) har fået status af nyklassikere: ”Wheels”, ”Brass buttons”, ”In my hour of darkness”, osv.

Den sang, der måske mere end nogen anden, anses som Gram Parsons´ signatursang – og den sang, undertegnede holder allermest af blandt alle sangene – er titelsangen til musikerens posthumt udgivne 1974-album ”Grievous angel” (eller ”Return of the grievous angel”, som sangen rettelig hedder). Sangen rummer alle de kvaliteter, man forbinder med Parsons´ navn, og det er en sang, man (jeg) kan høre på repeat i lang tid. 

Sangen var en af de sidste, Parsons nåede at indspille inden sin dramatiske død i 1973, og den indeholder alle de elementer, Parsons´ mange fans elsker deres idol for: Emmylou Harris´ guddommelige harmonistemme, Al Perkins´ ekspressive steelguitar-spil, Byron Berlines levende violinspil – samt naturligvis ikke mindst Parsons´ karakterfulde stemme i forgrunden. Lige fra de indledende takter til afslutningen er der tale om et orgie af vellyd, som smyger sig rundt i øregangene og finder vej direkte til lytterens hjerte.

Teksten til den flotte melodi er blevet til ved et samarbejde mellem Gram Parsons og digteren Tom S. Brown, der gav sangeren en tekst, som Parsons derefter bearbejdede og fik til at passe til sin melodi. Sangtitlen skulle angiveligt (ifølge Wikipedia) være navnet på et tog, som transporterer sangens jeg-person gennem USA; men den ”forklaring” på sangtitlen og sangens indhold fortæller ikke noget om tekstens indhold, og den fremgår heller ikke af tekstsammenhængen. I stedet er det nok mere oplagt at se den sørgmodige engel som jeg-personen selv, der efter at have gennemrejst USA på kryds og tværs indser, at alt hans rejseri kun leder ham hen til ét sted: hjem til hans elskede.

Sangen kan ses som en slags udvidet udgave af den klassiske on-the-road-sang, ”Six days on the road”, med den samme pointe som denne sang, men udtrykt i et anderledes og overraskende poetisk sprog (som formentlig i høj grad skyldes Tom S. Brown). Alene de mange fine formuleringer er grund nok til at lægge ører til sangen om den sørgmodige engel: ”And I thought about a calico bonnet from Cheyenne to Tennessee”. Men de ord, der bliver hængende længst i lytterens erindring er trods alt nok de slagkraftige linjer, som for mange er blevet synonyme med countryrockens iboende romantik og med sange om livet på landevejene: ”Out with the truckers and the kickers and the cowboy angels/ and a good saloon in every single town”.

Læs mere om Gram Parsons i flere artikler her på hjemmesiden.

Hvil i fred i countryhimlen, Gram, og tak for alle sangene. Og tillykke med de 80 år samt med optagelsen i Rock and Roll Hall of Fame.