Grøn er vårens hæk

Hele sangens handling kan opsummeres med to linjer. Første vers, linje tre:

... jomfruer sig alt på volden sole ...

Og sangens sidste linje:

Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Studenten promenerer med det bedre borgerskab på volden en aften i april, og han har især blikket rettet mod de unge piger og deres lette silkekjoler. Men ak, de har alle kavaler på, og sent om aftenen må han gå alene hjem. Historien ender på en vemodig tone. Men helhedsindtrykket er faktisk det stik modsatte: lystighed, charme og glæde over naturen. For der er andet i sangen end lige de to linjer.

Sangen begynder som digtet “Aprilvise”, skrevet i 1819 af den 25-årige student Poul Martin Møller. En distræt og kejtet herre, men god til lyrik og så fascineret af de jævnaldrende piger, at han undertiden stjæler sig til et par kys uden at spørge om lov. Senere bliver han skibspræst på langfart til Kina og professor i filosofi i Oslo og København. Hans forfatterskab er ikke stort, men flere af ungdomsdigtene har fået melodier, som har gjort dem til folkeeje. “Farvel, min velsignede fødeby” og “Rosen blusser alt i Danas have” har melodi af Carl Nielsen, mens den mest populære, “Grøn er vårens hæk”, er sat i toner af Niels W. Gade, den altoverskyggende komponist i 1800-tallets danske musikliv.

Det er en ganske iørefaldende melodi. Egentlig skrevet for en enkelt stemme og klaver, men nu til dags ofte sunget som fællessang, og det passer den også fint til. Ikke mindst rytmen med tryk på første stavelse i de første to linjer.

De glade toner passer perfekt til teksten, der skildrer en forårsdag i guldalderen, i bedsteborgerligt selskab på Københavns grønne volde. Vi præsenteres for glimt af naturen i forårshumør: viben ligger på æg, gåsemor passer sine gæslinger, pilen har rakler, i græsset blomstrer violerne, og ude i det åbne land foran voldene spankulerer storken på bondens tag. Efterhånden flytter synsvinklen sig til de piger små og deres lette påklædning, bare de dem ikke skal forkøle, tænker den unge iagttager. Men han må altså gå ene hjem, og sangen slutter med endnu et naturbillede: fuldmånen står på himlen som en stor guldmønt.