Gyselige klange

Hvad slags musik er uhyggelig? Det er en udbredt misforståelse at kalde et stykke musik uhyggeligt, hvis man ikke bryder sig om det eller finder det uforståeligt. For eksempel synes jeg, at Elvis Presley og avantgardejazz er gyseligt, mens andre vil nævne country, dødsmetal eller "al slags klassisk" som uhyggelig musik. Men den går ikke! Rigtig uhyggelig musik må være musik, som i sig selv, og hos mange mennesker, fremkalder en gysende stemning - utryghed, bekymring, rædsel, chok, knugen - og helst flere af disse ting på skift, ganske som når man ser en god gyserfilm.

Filmmediet kommer ofte i vejen, når man taler om uhyggelig musik. Hvis man spørger efter "et kunstnerisk udtryk, som gør én utryg eller bange", vil ti ud af ti nævne gyserfilm som det første. Og det er velkendt, at underlægningsmusikken spiller en vigtig rolle i denne slags film. Men her er pointen, at billeder og lyd i fællesskab frembringer en oplevelse. Det er et spørgsmål, hvor meget filmmusik der kan stå alene og stadig skabe en uhyggelig fornemmelse. Jerry Goldsmiths lydspor til Alien kan sikkert få det til at krybe i én - men ville det fungere på samme måde, hvis ikke man i forvejen havde set filmen? Gælder det ikke det meste musik fra gyserfilm - at den kun virker i kraft af de billeder, man har fået den ind med?

Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om to stykker filmmusik, som skaber uhygge på egen hånd. Nemlig Herrmanns skrigende violiner i den berømte brusebadsscene i Psycho (rædsel) og Williams' tema fra Dødens gab (utryghed).

Når man graver i den klassiske musik, kommer der ikke meget uhyggelig musik frem. Jeg har lige lyttet til Mussorgskijs "En nat på Bloksbjerg", som skildrer en heksesabbat, og det var jo rent ud lystig musik. Ligesådan med Liszts "Totentanz" - der var ikke et hår, der rejste sig. De fire toner, som indleder Beethovens "Skæbnesymfoni", er bestemt skræmmende, men de dementeres af hele resten af symfonien, som er en heroisk kamp op mod lyset.

Og musik fra vore dage? Hvor er de toner, der virkelig kalder på gyset? Måske "The end" fra Doors' selvbetitlede første plade. Men her spiller filmminderne sikkert også ind. Hvor uhyggeligt ville dette nummer være, hvis ikke man havde oplevet de orientalske klange og Morrisons trætte stemme som den perfekte ledsager til starten af Dommedag nu? Havde det så været andet end en gang selvglad ødipus-pjat?

Jeg ville selv pege på Joy Division som noget af det mest skræmmende moderne musik - stemmer og klange direkte fra helvede. Fortvivlelse, raseri, håbløshed. Måske allermest i "I remember nothing" fra deres første plade, hvor Ian Curtis' stemme pludselig splitter sig op og synger i munden på sig selv - en isnende, skizofren oplevelse. Og så slutter nummeret med, at møbler og glas bliver knust.

Tre personlige bud på uhyggelig musik

Nej, gedigen, skræmmende musik … her kommer tre personlige bud, alle hentet fra den klassiske avantgarde. Måske er Bela Bartók lidt for gammel til at blive kaldt avantgarde, men da han skrev, var hans musik i hvert fald kontroversiel og nyskabende. Og hans Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste fra 1937 er ikke blot et klassisk hovedværk i sig selv, men også et af de fineste eksempler på mystisk, snigende musik, der får én til at vente det værste. Især tredje sats, som er et tæppe af nattens knirkende lyde fra insekter og gnavere. Stanley Kubrick hørte helt rigtigt, da han brugte dele af dette værk i Ondskabens hotel.

Fra snigende uhygge til skinbarlig rædsel. Krzysztof Pendereckis Klagesang for Hiroshimas ofre er ti minutters hårdtpumpet gru. Et stykke musik, der ikke bare er uhyggeligt, men nærmest uudholdeligt. Der er 52 strygere, der rusker og river i nerverne - undertiden en dyb, bølgende jamren, der både minder om østlig musik og sirener - undertiden et skingrende inferno af violiner i det højeste toneleje, forbløffende tæt på brusebads-musikken i Psycho (der er fra samme år, 1960).

1960 var virkelig et godt år for skræk og rædsel. Da var der også premiere på György Ligetis Apparitions (spøgelser), som måske er det bedste eksempel på musik, der kan gøre folk bange på tværs af smag og landegrænser. Det lille stykke (knap ti minutter) er det perfekte lydspor til en drøm, hvor man bevæger sig rundt i et stort, fremmed hus midt om natten. Man famler sig frem - er man alene, eller hvad? - og pludselig falder noget tungt på gulvet, lige ved siden af én. Apparitions rummer både ængstelse og chokeffekter, og stykket skal selvfølgelig nydes med lukkede øjne.

Faktisk har forskere ved universiteter i Canada og Israel for nylig udført eksperimenter, som viser, at effekten af uhyggelig musik forstærkes, når man lytter med øjnene lukket.

Hvor heldigt, at bibliotekerne tilbyder nogle af de bedste indspilninger af de tre gyselige stykker musik. Man kan lytte til Bartóks Musik for strengeinstrumenter med Oslofilharmonikerne dirigeret af Mariss Jansons, og Ligetis Apparitions i en førsteklasses udgave med Berlinerfilharmonikerne. Og så er der Pendereckis Klagesang med det polske radiosymfoniorkester under ledelse af komponisten selv.

For at det nu ikke skal ende alt for dystert, har jeg gemt en lille rosin til pølseenden. Nemlig The monster mash med det vidunderlige Bonzo Dog Band, bindeledet mellem Beatles og Monty Python. Her hører vi Dracula, Boris, Ulvemanden med flere i en vild jive, samt en af historiens skæveste saxsoloer. Det er et af de numre, der kun er sjovt første gang ... men alligevel ... hvor uhyggeligt, hvis man aldrig havde hørt det.