Genrer
The harder they come
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 119
Filmen The harder they come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til det er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, spilles af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser reggae på soundtracket. Man får fire af Cliffs egne numre samt seks andre på pladen. En af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de rigtige tidspunkter. Sange som "Many rivers to cross" og "Sitting in limbo" bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtracket får man derfor klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var "The harder they come" af Jimmy Cliff.
Den reggae, der er på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun svag accent, og teksterne er brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen er. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom "Johnny too bad" af The Slickers og "Shanty town" af Desmond Dekker. De skjuler begge en mørk tekst bag en simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade har sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme plade, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på "Johnny too b"ad, og det bliver i længden tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.
Pladen slutter af med marginalt anderledes udgaver af to sange, der optræder tidligere på pladen. "You can get it if you really want" og "The harder they come", begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, at vi ikke fik dem igen. "Sitting in limbo", der ellers ville have afsluttet pladen, havde også været et glimrende afslutningsnummer. Jeg forstår, at skaberne af pladen ønskede mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg have foretrukket, at de havde givet os nogle Cliff-numre, der ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.