Havnen

Her er en sang om en mand, der kunne hedde Larsen. Vi kender ikke hans navn, han er anonym som så mange andre, man møder på gaden hver dag. Det er ham, der ved femtiden kommer trækkende med cyklen nede langs kajen. Han er på vej fra arbejde, men skal lige forbi og se, hvad der sker. Det pæne tøj og den lyse hat tyder på, at han er funktionær.

Man tro’de jo engang, at alt var så nemt,
dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt.
Jeg ville se verden, afsted, bare ud!
Såd’n er der så meget, og så blev jeg bud.
Og så blev jeg gift, og så var det sket,
og nu må jeg nøj’s med - jeg trænger sgu te’et!

Det, han trænger til, er at indsnuse atmosfæren her på kanten mellem byen og verden. Han ved efterhånden, hvornår skibene kommer og går. Han kan lide at give en hånd med, når de skal fortøjes. Han falder i snak med søfolkene, får en cigaret uden banderole og lytter til beretninger om hajer, plantager og palmer så høje som huse. Det er foder til fantasien:

Der er ikke de lande jeg ikke er i ...
Jeg er ude på viften når da’en er forbi.

Osvald Helmuth fik et af karrierens højdepunkter med “Havnen” i Fønix Revyen 1937. Tekst af Arvid Müller og melodi af Aage Stentoft. Her optrådte han, som mange gange før og siden, som den lille, stilfærdige mand med maste drømme og begge ben på jorden. Manden ved godt, at hans faste tur langs havnen er en erstatning for det, der aldrig blev til noget, men det er også i orden.

Der ude et sted bag ved molen,
ligger verden og livet og solen.
Men hvem her i verden får alt, hva' han kan li?
Såd'n tænker jeg altid, når da'en er forbi.

Det er Müllers tekst og Helmuths levering af den, der er det store her. Melodien på klaver giver et slentrende underlag for ordene, men den er ikke så meget i sig selv, ikke noget man kan fløjte bagefter. Men som helhed er “Havnen” en rørende oplevelse. I et dagligdags sprog, lidt snublende og eftertænksomt, får man indblik i et helt liv. Blandt alle de viser, Helmuth har sunget, holdt han selv mest af “Havnen”.