Genrer
Haydn: Symfoni nr. 31, 70 og 101
Haydn i rette hænder
Tre symfonier ud af 104. Rækkefølgen danner et fint matematisk mønster – 31, 70, 101 – og alle tre er i D-dur. Det ligner stikprøver ned i Haydns enorme symfoniproduktion, men den musikalske oplevelse viser sig at være meget perspektivrig.
Fra første sekund er man indfanget af energien, klarheden og opfindsomheden, og ved slutningen har man været tæt på Haydn i tre livsfaser.
Symfoni nr. 31 kaldes af og til "Hornsignalsymfonien", fordi Haydn bruger hele fire horn i orkestret. Hornspillerne havde dengang status som leadguitaristerne i en rockgruppe, og der er noget læderklædt macho over både Haydns hornstemmer og hornisterne i Scottish Chamber Orchestra, der spiller på naturhorn med ægte punch. Stor kontrast følger i andensatsens delikate kammermusik med violinsolo. I sidste sats går soloerne på tur, såmænd også til en kontrabas, inden den overraskende slutter i hurtigt tempo og med en repetition af hornsignalerne fra begyndelsen.
Symfoni nr. 70 blev skrevet som genindvielsesmusik efter en ødelæggende brand på Esterhazy-slottet. Det forklarer måske den triumferende indledning i 1. sats og den bizarre begyndelse på finalen, der minder uhyggeligt om gnister. Men ingen forklaring på menuettens enstemmige triodel og den komprimerede, kontrapunktiske sidesats. Halvt så mange idéen havde stadig givet en overvældende fantasirig symfoni!
Nr. 101 er en af de sene London-symfonier og har tilnavnet "Uret" på grund af den komiske andensats med tik-tak-lyde i fagotterne. Haydn er nu den gamle mester og skriver i en altseende og bred stil. Scottish Chamber Orchestra virker for første gang på albummet lidt for lille, og optagelsen eksponerer den nøgne, vibratoløse lyd i strygerne. Det er tydeligt, at violinerne er på en vanskelig opgave med de store krav til artikulationen. Men der er ingen problemer, hvad angår forståelsen mellem musikerne, dirigenten og Haydn. De gør musikken sprød, nærværende og vittig. Præcis som Haydn skal spilles.