dummy

Hayseed Dixie

27-05-2011
Martin Lind
Anmeldelse

Egentlig skulle det have været en stille og rolig torsdag aften, jeg skulle tidligt op og på arbejde dagen efter, den aften i februar i 2005. Dagen før havde jeg været vidne til en fremragende koncert med Judas Priest i Valby Hallen, hvor selveste In Flames havde stået for opvarmningen. Men denne aften tog jeg med nogle kammerater på Loppen på Christiania. På programmet var der anført to navne; Powersolo som opvarmning, og hovednavnet var nogle der kaldte sig Hayseed Dixie.

Jeg havde aldrig hørt noget de havde lavet, men folk sagde at de spillede bluegrass & country ...(!)

Det var ikke lige min stil, så jeg havde mine forbehold, men Powersolo varmede godt op under publikum, der var klar.

Da de fire bandmedlemmer træder på scenen viser det sig, at Hayseed Dixie er amerikanere og fra Tennessee. Besætningen er: Barley Scotch på akustisk guitar, violin og sang, Reverend Don Wayne Reno på banjo, Deacon Dale Reno på mandolin og guitar, og Jake "Bakesnake" Byers på akustisk bas. 

Åbningsnummeret var intet ringere end "Dirty deeds done dirt cheap" skrevet af AC/DC (!) Så var stilen langt, og i de næste ca. 2,5 time fyrede de den af! Hayseed Dixie spiller cover-numre fortrinsvis af hardrock og heavy metal bands, bare i bluegrass & country-stil. Og de gør det godt!
Vi kom godt rundt om rigtig, rigtig mange rock klassikere den aften, lige fra "Ace of spades" til "You shook me all night long", og vi fik naturligvis også en omgang "Duelling banjos".

Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og stod enten måbende eller hujende så længe det varede. Det var så absolut en god "A-ha" oplevelse. Jeg havde fornøjelsen af dem endnu engang, i april 2008, og de var stadig lige så gode som første gang de var i Danmark. Nu her i maj 2011 har de atter ramt landet med koncerter i København, Odense og Randers, og denne gang var det for at promovere deres nye udspil Sjt Munchs Drikkeklubb Band. Den første plade, hvor et amerikansk band synger på norsk!

Gå ikke glip af det, hvis de dukker op en anden gang - og husk at købe billet i god tid, for der er heldigvis altid fyldt op når de spiller. God fornøjelse.

Hjemmeside

Se video med deres version af Ace of spades