Genrer


Helstøbt show fra patchworkprinsessen
Amerikanske Santigold leverede en formidabel fest søndag aften på Arena - et mylder af hæsblæsende club, dub, jungle-pop og urban militarisme fyldte teltet og satte gang i kroppen.
Santigold alias Santi White marcherede selvbevidst ind på scenegulvet i en regn af rosenblade og startede festen som en spraglet diva af rang med kraftnummeret Go og et væld af guldlamel. I et forrygende tempo fortsatte hun, og ikke mindst et veloplagt orkester samt to ferme dansere/korpiger, med at servere den ene kropsvridende lækkerbisken efter den anden. Hvis man frygtede at Santigold ikke var stort andet end hittet Disparate Youth, eller en blegere udgave af M.I.A, blev man heldigvis overbevist om det modsatte.
Spraglet leg med genrer
Aftenens koncert skød om sig med eklektiske genreblandinger og underholdende intermezzoer mellem numrene. Stammedans, militaristiske beats, dub, dancehall, jungletrommer, tung pop (med mere) - i én stor fantasisk pærevælling centreret omkring Santi Whites bassede stemme. Regnskoven mødte clubscenen på Arena. De samme stilbrud og nydannelser gjorde sig gældende i dans og show, der overtog scenen i passager mellem nogle af numrene - elementer fra cheerleading, 50'er swing og breakdance dukkede op og blandede sig med andre. Det var cool!
Dans dans dans!
Midt under koncerten bød Santi White en kæmpe flok publikummer til at danse med på scenen og startede en massefest til nummeret Creator. Før det blev vi mødt af en dansende hest, komplet med klaprende hove og lassoer til danserne, inden festen fortsatte i rappende dub. Den kulørte time i Santigolds selskab forsvandt som dug for solen, da festen toppede i et rytmebrus med fuld skrald på både beat og bongotrommer. Et enkelt ekstranummer med endnu mere tryk på kunne have fuldendt aftenen - ingen tvivl om, at det var en herlig time i Santigolds kulørte legestue.