Genrer
Herfra hvor vi står - 40 år efter
Når Skousen & Ingemann med band d. 14. maj inviterer til 40 års jubilæumskoncert i Store Vega, er det ikke som kanoniserede musikere, de spiller op til dans. Jubilæumskoncerten har ganske vist både fået navn efter og markerer 40-året for en af de mest betydningsfulde plader inden for den danske rockmusik: Herfra hvor vi står fra 1971; men hverken denne eller andre af musikernes værker er fundet værdige til optagelse på nogle af de (mere eller mindre autoriserede) kanonlister, der foreligger. Den følgende gennemgang kigger nærmere på dette tilsyneladende misforhold.
Kulturministeriets kanon
I 2004 besluttede den daværende kulturminister Brian Mikkelsen, at der skulle udarbejdes en omfattende Kulturkanon med udvalgte værker fra en lang række kulturområder. Et af områderne var musikken, og i 2006 forelå så musikudvalgets kanon for dansk musik – af praktiske grunde opdelt i en liste over partiturmusik og en over populærmusik. Blandt de udvalgte værker skyldtes indtil flere titler Gasolin' (-medlemmer), men af uransagelige grunde var der ikke blevet plads til et par af milepælene i den danske rockhistorie, nemlig Steppeulvenes Hip (1967) og Skousen & Ingemanns Herfra hvor vi står (1971).
Pudsigt nok fremgik det tydeligt af kanonudvalgets ledsagende kommentarer, at man godt var klar over, at der var noget galt med prioriteringerne: ”Det skal ikke tages som udtryk for, at disse navne (altså bl.a. Steppeulvene og Skousen & Ingemann) ikke har værdi og i mange tilfælde varighed, om end enkelte af disse navne fylder så meget som lydspor til deres tid og miljøer, at det har været fristende at kategorisere nogle af dem som tidløse. Vi har altså modstået fristelsen, fordi enhver kanon, også denne, spejler nutiden”.
Hvordan udelukkelsen af værker på grund af deres ”tidløshed” harmonerer med kanonudvalgets kommissorium om at finde frem til værker, som ”i særlig grad har kunnet give kunstneriske oplevelser til stadig nye generationer”, får stå hen i det uvisse. Måske har de ikke-medtagne – men i øvrigt oplagte – værker simpelt hen været for gode til kanonlisten(?) Eller mere sandsynligt: måske har de ikke ramt kanonmedlemmernes personlige smag.
Gaffas kanon
I 2007 udsendte musiktidsskriftet Gaffa sin egen kanonliste, til dels som svar på Kulturministeriets officielle kanon for dansk populærmusik. Gaffas kulturkanon over dansk rockmusik så noget anderledes ud end Kulturministeriets kanon. Bl.a. var der nu rådet bod på ministeriets undladelsessynd i forhold til Steppeulvenes Hip, så den hæderkronede plade nu optrådte sammen med 11 andre af de bedste danske rockplader gennem tiderne i Gaffas kanonsammenhæng. Men Skousen & Ingemanns debutplade var der fortsat ikke noget spor af - og selv i de indledende kommentarer til kanonlistens udvalg af titler glimrede Herfra hvor vi står ved sit totale fravær! Og det til trods for, at Gaffas kriterier for optagelse på den eksklusive liste ellers tilsyneladende burde gøre det umuligt at komme uden om Skousen & Ingemanns værk. Hør blot Gaffas 5 kriterier:
1) ”album med danske tekster, som har medvirket til at præge og udvikle det danske sprog” – en meget præcis beskrivelse af Niels Skousens eksistentielt ladede sangtekster med en helt personlig og meget moderne brug af hverdagssproget.
2) ”album med en form for folkelig gennemslagskraft som har sat sit præg på musiklivet og det offentlige rum i øvrigt” – med 15.000 solgte albums (et ekstremt højt tal i 1971!), med et langt efterliv for adskillige af formuleringerne i teksterne og med en række arvtagere og epigoner inden for den dansksprogede rockmusik lever Herfra hvor vi står indiskutabelt op til udvælgelseskriteriet.
3) ”album præget af originalitet og egenart, som ikke er danske udgaver af for tydelige udenlandske forbilleder” – pladens for dansk rockmusik indtil da helt ukendte folkevisetone er som skabt til at opfylde udvælgelseskriteriet.
4) ”album som repræsenterer karrierer” – Niels Skousens senere musikalske karriere samt 40 års jubilæumskoncerten taler vist for sig selv i denne sammenhæng.
5) ”de bedste repræsentanter inden for deres pågældende genrer” – et gummi-kriterium, som trods det intetsigende og helt uhåndgribelige indhold på ingen måde kan diskvalificere Skousen & Ingemanns album fra at indtage sin naturlige plads på Gaffas kanonliste. Men nej; på en liste, hvor Kim Larsen & Co. igen har sat sig på to af kulturkanon-pladserne, er der endnu en gang ikke blevet plads til Skousen & Ingemanns milepæl inden for den danske rockmusik. (Uden dermed at sige noget negativt om Larsen & Co.).
De 100 bedste danske rockplader
Hvorfor der ikke er blevet plads til Skousen & Ingemann på de to kanonlister med hver 12 titler, får man måske en slags svar på, når man læser Finn Brødsgaard Kristensens De 100 bedste danske rockplader 1965-2005 (2009). For i dette værk møder man først Herfra hvor vi står på plads nr. 34 – og med den rangering kan der naturligvis ikke blive tale om nogen Top 12-placering på en udsøgt kanonliste! Nå, Finn Brødsgaard Kristensens oversigt gør heldigvis ikke krav på at besidde nogen form for autoritet, som en liste fra Kulturministeriet nødvendigvis må gøre det. Men måske er Skousen & Ingemanns plade rent faktisk kun berettiget til en plads som nr. 34 blandt alle tiders bedste danske rockplader? Kan man helt udelukke det? Jeg er næppe kvalificeret til at svare på spørgsmålet selv, for jeg er sikkert for forudindtaget
Da jeg gik på universitetet for mange herrens år siden, valgte jeg Niels Skousens tekster på debutpladen som emne for en fortolkningsopgave, og det husker jeg som en absolut interessant udfordring. Når jeg nu i anledning af denne lille artikel genlæser og genhører teksterne, er jeg da heller ikke i tvivl om, at det var et godt valg dengang. Skousen var og er mere end nogen anden dansk rocklyriker – inklusive den Dansk Sprognævn-prisbelønnede Steffen Brandt – i besiddelse af et uhyre fintmærkende sprogøre, som han bl.a. brugte til at formulere de søgende og vibrerende tekster med politiske undertoner, som han og Ingemann indspillede på Herfra hvor vi står.
”Der hvor mørket er tættest dukker lyset frem / det var det sted jeg gik hen imod”, som det bl.a. hed i albummets indledningssang ”Isabel”. Tak for denne og de mange andre sange, Niels Skousen, og til lykke med jubilæet (som i øvrigt og naturligvis også er et 40 års jubilæum for Peter Ingemanns smukt svævende guitarspil på pladen).