Hist, hvor vejen slår en bugt

En sommerdag i 1829 travede den unge H.C. Andersen ned ad Ejlstrupvej lidt uden for Odense. Han skulle hente æg hos sin moster. Ved nummer 60 slog vejen et sving, og da han fik øje på det sort-hvide bindingsværkshus, blev han inspireret til et digt. I august stod digtet trykt i en københavnsk avis med titlen “Moderen med barnet”. Nu til dags kender vi det som “Hist, hvor vejen slår en bugt”.

Knap tyve år senere fik teksten en melodi af J.C. Gebauer, organist og musikpædagog, og hermed var en klassisk børnesang født. Gebauer skrev musik til andre sange, som stadig synges, bl.a. “Ride, ride ranke” og “En lille nisse rejste”. Det er for alles vedkommende lyse, glade og iørefaldende melodier, lette at huske.

I dag regnes “Hist, hvor vejen slår en bugt” for en børnesang; men sådan har den næppe været tænkt fra starten. Digtet var beregnet på voksne læsere. Det er en guldrandet Biedermeier-idyl, hvor alt er smukt og sødt. Det er gået rent ind hos en offentlighed, som efter napoleonskrige og statsbankerot ikke drømte om andet end hjemlig hygge.

Det første af tekstens tre vers begynder udenfor, hvor huset ved vejen kommer til syne. Huset er i dårlig forfatning: skæve mure og en dør, der hænger. Men der er svaler under stråtaget, og i aftensolens skær tager alt sig kønt ud. Dette indtryk forstærkes, når vi i andet vers træder indenfor. Her sidder mor på sin stol med barnet på skødet. Hun leger med den lille. Begge har røde kinder og ser sunde ud. Den eneste uro i idyllen opstår i tredje vers, hvor katten bliver generet af en myg. Et drama, som afsluttes med et dask med poten, hvorefter freden atter sænker sig over det lille hjem. Barnet sover i sin vugge og drømmer om Guds engle. Alt i alt et billede, som efter temperament kan give kvalme eller en tåre i øjenkrogen. Men glem ikke, at dette er skrevet af en mester, som ofte krydrer sine fortællinger med noget underfundigt eller humoristisk. Og det mangler heller ikke her. Sidste linje i første vers:

... solen synker - og så vid’re.

Dette og så vid’re giver en mundfuld frisk luft til helheden. Her kniber digteren øjet i og siger: kære læser, De kender historien, hyggen vil ingen ende tage, fortsæt selv efter behag. De tre ords humor bryder med genren og lyser hele digtet op. Man skal grave længe for at finde noget tilsvarende i dansk sang, og måske ender man helt oppe i vor tid. Shu-bi-dua kunne have fundet på noget lignende.