Genrer


Historiens B-sider
Temaet for Golden Days-festivalen, som i 2018 finder sted i perioden 7. – 23. september, er ”Historiens B-sider” – hvad det begreb så ellers måtte dække over. Festivalprogrammet byder på talløse fortolkninger af overskriften, lige fra udstillinger om psykisk syge til foredrag om uglesete litteraturgenrer og mindre accepteret malekunst. Og så er der naturligvis også arrangementer med tilknytning til det område, man vel først og fremmest forbinder med ordet B-side: pladebranchen med dens opdeling af singleudgivelser i A-sider og B-sider.
Musikstedet Vega arrangerer en quiz om musikkens B-sider, Det Kgl. Bibliotek står for en koncert med udgangspunkt i dansktoppens B-sider, Stadsbiblioteket i Lyngby samt Gladsaxe Bibliotek inviterer begge til foredrag om dansktoppen som popmusikkens B-side, og beatklubben ved Gentofte Bibliotek afholder lytteaften med fokus på rockmusikkens B-sider. Københavns Biblioteker står bag flere arrangementer om musikkens B-sider, osv. osv. Kig selv videre i det omfattende Golden Days-program, som fås på de fleste biblioteker i hovedstadsområdet.
Ak ja, ”Those were the days”, kunne man passende sige til sig selv om den gyldne æra for pladeindustrien, hvor alle A-sider på en single-plade havde en B-side med et – formentlig – knap så iørefaldende eller knap så succesfuldt nummer som A-sidens nummer. Og netop sangen ”Those were the days” er anledningen til denne lille artikel om en umådeligt populær A-side med en mindre populær – men faktisk lige så berømt - B-side.
Turn! Turn! Turn!
Den omtalte A-side, ”Those were the days”, som netop i disse dage kan fejre sit 50 års jubilæum i sangerinden Mary Hopkins udgave, er der næppe grund til at komme nærmere ind på her. Historien om sangens russiske oprindelse, om Paul McCartneys ”opdagelse” af Mary Hopkin og om nummerets sejrsgang over det meste af den vestlige verden (heriblandt Danmark), er kendt eller kan læses mange steder, bl.a. på Wikipedia. Og det er en god historie, ligesom det er en god og stærkt iørefaldende sang, hvis runde fødselsdag der er al mulig grund til at fejre. Så vidt, så godt, og til lykke til den 68-årige Mary Hopkin, som formentlig har kunnet leve rimeligt godt af indtægterne fra sin hit-sang.
Nok så interessant som A-siden er imidlertid den sang, der i 1968 blev valgt som B-side til ”Those were the days”. Sangen ”Turn! Turn! Turn!” er skrevet af Pete Seeger og blev i 1965 et kæmpemæssigt hit for The Byrds i en version, der er Mary Hopkins version langt overlegen (i denne lytters ører). Sangen bygger som måske bekendt på en af teksterne i Prædikerens Bog – en samling af poetiske og ordsprogslignende visdomsord. Kapitel 3 i Prædikerens Bog indledes således netop med ordene: ”Alting har en tid / For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt / En tid til at fødes, en tid til at dø”, osv.
Efter min (og mange andres) mening var det lidt af et kup, Pete Seeger gjorde, da han i slutningen af 1950'erne næsten ordret overførte den bibelske originaltekst til sangform og satte en både iørefaldende og let sangbar melodi til teksten. Sangen blev indspillet af flere forskellige grupper og kunstnere, bl.a. af The Limelighters, som i 1962 udsendte nummeret under titlen ”To everything there is a season”. Samme år fulgte Seegers egen pladeversion af nummeret, men det var i 1965, hvor The Byrds føjede Roger McGuinns sprøde 12-strengede guitar til fremførelsen af melodien, at sangen for alvor fik sit verdensgennembrud. Og der er fortsat tale om et vidunderligt vellydende nummer.
Men hvorfor nu denne omtale af en mere eller mindre tilfældig B-side til en langt mere kendt A-side-sang? Jo, for det første for at gøre opmærksom på årets Golden Days-tema, som sikkert har bud til mange musikelskere. Og for det andet for at give udtryk for min egen positive overraskelse over, hvor klogt og gennemtænkt koblingen af A-siden og B-siden forekommer i tilfældet med ”Those were the days”. Man kan vel dårligt forestille sig et mere passende partnervalg til en sang om vemod og melankoli over livets forgængelighed end de vise ord i Prædikerens Bog: alting har sin tid, og der en tid til alle ting på jorden. De to titler passer simpelt hen perfekt til hinanden og kommenterer ligefrem hinandens budskab på en måde, men kan fundere længe over.
Indholdet i ”Turn! Turn! Turn!” er grundlæggende en ganske enkel og banal konstatering, men samtidig en vældigt klog indsigt, som man kan bruge og minde sig selv om ved diverse lejligheder. Både i Prædikerens Bog og i Pete Seegers sang er de vise ord smukt formuleret og værd at lægge ører til, og hvis 50 års jubilæet for ”Those were the days” kan fungere som anledning til at gøre reklame for sangen, er en del opnået. Men hør hellere nummeret i The Byrds' flotte udgave, hvis der er mulighed for det. Så kan du supplere med en mindst lige så fin B-side til The Byrds' singlehit i anledning af Golden Days-temaet, nemlig Gene Clarks dejlige ballade ”She don't care about time”.