Historiske sangdage

I dagene 18.-19. marts ruller festivalen ”Historiske Dage” af stabelen for 9. gang, og som sædvanlig finder arrangementet sted i Øksnehallen i København. I løbet af weekenden kan man overvære en lang række foredrag om diverse historiske emner, fra vikingetidens kvinder til den russiske revolution, og fra Tycho Brahe til Sven Hazel.

De 150 programpunkter skulle rumme noget af interesse for alle historieinteresserede, så det er bare at sætte sig ned og læse programmet igennem. Programmet kan fås i fysisk form, bl.a. på landets biblioteker, ligesom det kan læses på nettet på hjemmesiden historiskedage.dk.

Hvis ens yndlingsemne ikke lige skulle være dækket af festivalprogrammet, eller hvis man ikke kan være til stede i København d. 18.-19. marts, er der heldigvis råd for det. Først og fremmest kan man jo låne en bog om emnet på biblioteket – men måske kan man også få opfyldt sit videbegær i form af en af de mange rocksange om historiske emner, der er skrevet i tidens løb?

Her er i hvert fald en del sangtitler at vælge imellem, og selv om man nok ikke lærer lige så meget af en rocksang som af en fagbog, kan man jo altid huske på Bruce Springsteens tekst til sangen ”No surrender” (1984) – der dog nok skal tages med et stort gran salt.
Springsteen er jo normalt ikke fortaler for anti-intellektuelle standpunkter, selv om hans sangtekst fra 1984 synes at sige det modsatte: ”Well, we busted out of class/ had to get away from those fools/ we learned more from a 3-minute record, baby/ than we ever learned in school”.

Rolig nu, Bruce, kunne man være fristet til at indskyde her. Rockmusik og viden er jo ikke hinandens modsætninger, og at opstille et falsk modsætningsforhold mellem rockmusik og skolelærdom forekommer knap så klogt.

I en anden sang, der tilsyneladende også handler om modsætningen mellem skoleviden og livets viden, ikke mindst kærligheden, viser det sig nemlig et stykke inde i sangteksten, at tekstforfatteren er udmærket klar over, at der ikke er tale om noget modsætningsforhold mellem de to størrelser. Sam Cooke´s klassiske ”Wonderful world” (1960) indledes med ordene: ”Don´t know much about history/ don´t know much biology/ don´t know much about a science book/ don´t know much about the French I took”, og senere i sangen fortsætter teksten med at fortælle om alt det, fortæller-jeg´et heller ikke ved noget om.

Det er ikke helt få fag, han åbenbart er blank i; men heldigvis får det ham ikke til at opgive at ville blive klogere, fordi: ”Now I don´t claim to be an A student, baby/ but I´m trying to be/ for maybe by being an A student, baby/ I can win your love for me”. Sådan skal det lyde, Sam; kærlighed er en god ting – men fordi man er forelsket, muligvis ulykkeligt, behøver man jo ikke også at være dum.

Historiske personer
Sam Cooke´s liv og person er et af de utallige emner, man kan lære noget om ved at lytte til en sang. I 2020 indspillede Dion sangen ”Song for Sam Cooke (Here in America)”, hvor han sammen med Paul Simon hylder den legendariske sanger: ”You sang ”You send me”, I sang ”I wonder why”/ I still wonder, you were way too young to die/ here in America”. Og nu vi er ved sange om sangere:
Don McLean´s “American pie” (1971) er nok den mest kendte sang om en berømt sangers død, nemlig Buddy Holly, som i 1959 styrtede ned med et fly, hvor også Ritchie Valens var passager. McLean´s sang handler eksplicit om ”the day the music died”, altså den dag, hvor Holly døde – men samtidig fortæller den i fantasifulde vendinger om, at selv om Buddy Holly er død, lever hans ånd og hans musikalske geni videre i en række yngre musikere: Dylan, Beatles, Stones, Byrds, Janis Joplin, osv. Samt Don McLean selv, som jo blev inspireret af Holly´s død til at skrive sin udødelige sang.

Biografiske sange er der mange af inden for rockmusikken, både sange om andre musikere og sange om politikere, helteskikkelser, skuespillere, osv. Som eksempler på denne form for ultrakort historieundervisning i sangregi kan man nævne sangtitler som ”Murder most foul” (om John F. Kennedy) af Bob Dylan, ”Abraham, Martin and John” af Dion, ”Victoria” af The Kinks, ”Ballad of Ira Hayes” af Peter la Forge, ”James Dean” af The Eagles, ”Candle in the wind” (om Marilyn Monroe) af Elton John, ”Cortez the Killer” af Neil Young, osv. osv. Ikke alle sangene er lige gode som informationskilder til de personer, de handler om; men selv om lytteren ikke bliver historieekspert af at høre sangteksten, kan det alligevel være, at han/hun bliver inspireret til at søge flere oplysninger om de pågældende personer, og det er jo næsten lige så godt.

Al Stewart
Ud over sange om historiske personer indeholder rockmusikken et utal af sange om historiske steder og historiske begivenheder, bl.a. om krige og slag, om raceoptøjer, om vulkanudbrud, om ”skibskatastrofer, hærværk og pludselig død”, som Tom Kristensen udtrykte det – samt om mange andre emner og fænomener af historisk karakter. En af de sangskrivere, der mest udtalt har beskæftiget sig med historien i sine sange, er skotske Al Stewart, der har så mange historiske referencer i sangteksterne, at hans musik ofte omtales som ”history genre music”. Al Stewart er nok ikke noget helt dårligt sted at starte, hvis man er ude efter historieundervisning i rockregi. Og så er hans musik tilmed altid uhyre behagelig at lytte til, med meget få kiksere i det samlede sangkatalog.

Et nærliggende sted at starte historieundervisningen med Al Stewart som guide kunne – i betragtning af det aktuelle fokus på Rusland – være i hans sange om Rusland og Sovejetunionen. En af Stewarts pladeudgivelser hedder netop ”Russians & Americans” (1984), og titelnummeret på denne plade tager udgangspunkt i det spændte forhold mellem de to supermagter i starten af 1980´erne: ”Two runners caught in the thrill of the race/ the finishing line is as far as the stars that the satellites chase/ Why quicken the pace?/ Why does it seem that you choose to lose reason before losing face?”.

Disse formuleringer er jo ganske generelle og indeholder ikke mange konkrete informationer. Men i Stewarts ”Roads to Moscow” (1973) kommer der mere kød på sangteksten; sangen om den tyske invasion af Sovjetunionen under den anden verdenskrig fortæller ret detaljeret om felttoget og om dets menneskelige og materielle omkostninger, dengang hvor Ukraine var en del af det sovjetiske rige: ”All summer they drove us back through the Ukraine/ Smolensk and Viasma soon fell/ by autumn we stood with our backs to the town of Orel/ closer and closer to Moscow they came”.

Ruslandshistorieundervisningen fortsætter i sangen ”In Red Square” (1996), hvori Stewart ganske kort karakteriserer tre af Sovjetunionens berømte/berygtede ledere: Lenin, Stalin og Krushchev. Om sidstnævnte hedder det bl.a.: ”He used to know how to stir things up back then/ banging his shoe on the table at the UN/ he said he´d bury the West again and again/ but now he´s never gonna get his statue up in Red Square”. Og nu, vi er ved Stalin: sangen “Joe the Georgian” (1995) fortæller om, hvordan de sovjetiske officerer venter i helvede på, at Stalin skal dukke op: ”We´re sharpening our pitchforks/ and we´re heating up the ends”. Welcome to Hell, Stalin!

Sidstnævnte sang stammer fra konceptalbummet ”Between the wars” (1995), som i 13 sange præsenterer en række punktnedslag på mellemkrigstidens politiske begivenheder og vigtige personligheder. Her møder man bl.a. deltagerne i fredskonferencen i Versailles i 1919 i sangen ”A league of nations”; man møder mellemkrigstidens tre britiske premierministre, som ikke var gode til at forudse Hitlers magtovertagelse i Tyskland, i sangen ”Three mules”; man præsenteres for Dolores Ibarruri, ”La Pasionara” fra den spanske borgerkrig, i sangen ”Always the cause”; Charles Lindbergh dukker op i sangen ”Lindy comes to town” – og en lang række andre kendte skikkelser optræder i Al Stewarts sange på et album, der blev godt modtaget af kritikerne i 1995, men som blev en kommerciel fiasko.

Man bliver som nævnt næppe historieekspert af at lægger ører til Al Stewarts ”history genre music”; men man bliver godt underholdt undervejs og får vel også lyst til at slå en og anden historisk begivenhed op på nettet eller i en fagbog på baggrund af sangteksternes informationer. Og mon ikke også et par af historiesangene får lytteren til at nynne med på omkvædet eller til at vippe med foden i takt til musikken?

Stewart har i hvert fald gjort, hvad han kunne for at slå et slag for nogle mere indholdsrige tekster i rocklyrikken, og han har på sine plader vist, hvordan det kan gøres.

Stewarts tekstunivers er vist ikke et af programpunkterne på årets Historiske Dage-festival; men det kunne det faktisk sagtens have været.