dummy

Hit og Janelle

4-07-2011
Ingrid Andersen
Anmeldelse

Iført højt hår og hvide dansesko lukkede Janelle Monáe Roskildes dansescene Cosmopol så hver en mudret gummistøvle næppe var tør.   

Roskilde 2011: Janelle Monáe. COSMOPOL 3. juli.

Janelle Monáe er en af tidens mest hypede sangerinde og svær at sætte i musikalsk bås. Hun veksler bestandigt mellem at være klassisk motownsoul og r&b til næsten sleezy easy listening tilsat lidt heftig 60’er guitarfræs. Til koncerten på Roskilde havde hun medbragt et mindre yderst velspillende og energisk big band, som var forrygende backing til sangerinden, der forlystede et feststemt publikum med sange primært fra hendes futuristiske debutalbum The ArchAndroid.

Cosmopol var hurtigt hotter than july og man forventede således hvert øjeblik, at Stevie Wonder ville kigge forbi. Og bedst som man gravede dybt i hjernekisten efter andre oplagte musikalske referencer såsom beatet fra ”Tainted Love” og guitarriffet fra ”Purple Haze” spillede Janelle Monáe en version af Jackson 5's ”I Want You Back”, som gav originalen kamp til stregen.   

Kom tilbage nu

Første del af koncerten kulminerede med de to hits ”Tightrope” og ”Cold War” fra ” The ArchAndroid” inden Janelle Monáe med band vendte tilbage og gav tre ekstra numre inkl. sing a long med publikum, der bl.a. også blev bedt om at sætte sig ned - og gjorde det! Også skete det magiske som Roskilde Festivalen kan; Janelle Monáe blev fuldstændig overvældet af publikums begejstring, ville ikke forlade scenen og sagde det var hendes bedste koncert nogensinde. Svenske Robyn oplevede det på samme scene i 2008 og kom (noget mere tjekket) tilbage i 2010 med endnu et brag af en koncert. Så kære Janelle Monáe - We Want You Back!