Genrer


Højt fra træets grønne top
Det første danske juletræ blev tændt i 1808 på en sydsjællandsk herregård. Fyrre år senere var traditionen udbredt i hele landet og fik sin klassiske vise: “Højt fra træets grønne top”.
Sangen blev trykt i 1848, og forfatteren var den københavnske ingeniør Peter Faber. Han var inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt og blev nogle år senere udnævnt til direktør for Telegrafen. På billeder af den trivelige mand med de store, buskede bakkenbarter aner man den munterhed, der var et grundlæggende træk i hans personlighed. I fritiden var han digter i den lette genre og skrev bl.a. lystspil, drikkeviser og lejlighedssange. Tre gange skrev han sig ind i kernen af al danskhed. Ud over "Højt fra træets grønne top" har han lavet en anden af vores elskede julesange, "Sikken voldsom trængsel og alarm", samt den krigeriske og nationalistiske "Dengang jeg drog af sted".
"Højt fra træets grønne top" blev skrevet til familien Fabers juleaften i 1847. Ved denne premiere var den ikke forsynet med en melodi, men Faber havde sørget for, at versefødderne passede til flere melodier, som alle i selskabet kendte. Det følgende år, da sangen blev trykt, havde den fået den friske melodi, vi synger i dag. Den var skrevet af Emil Horneman, der både var komponist, musikforlægger og klaverlærer. I dag husker vi ham udelukkende for samarbejdet med Faber. Det var også ham, der leverede melodien til "Dengang jeg drog af sted".
Sangen er skrevet til den jul, som familien Faber plejede at fejre i barndomshjemmet på Gråbrødretorv 21. Her mødtes tre generationer, et væld af mennesker lige fra den 83-årige bedstefar til det yngste skud på stammen, William på 11 måneder. Tjenestepigerne og Williams amme var også med. Alle de personer, der nævnes i sangen, har virkelig været til stede den aften i 1847. Mens de vandrer om grantræet, der er pyntet med glaskugler, levende lys og kræmmerhuse med konfekt og tørret frugt, tegner Peter Faber med få ord et lunt billede af hver enkelt. Det er ren biedermeier-idyl – men forunderligt levende den dag i dag.
Vi tager hinanden i hånden og går rundt om træet. Og vi synger den bedst kendte af alle danske julesange.
Foto: Wikimedia