Per Højholts legendariske Turbo

Højholts banebrydende digt blev lagt på vinyl i 1968 og er nu tilgængeligt som cd og download. Højholt holder!

Det excentriske franske geni Alfred Jarry (1873-1907) prøvede, ironisk nok (hvis man ellers er bekendt med mandens ukristelige liv), posthumt med en kompliceret matematisk ligning at bevise at Gud er "den korteste linje mellem nul og uendeligheden". Måske var ligningen inspiration for den danske litteraturideolog Hans-Jørgen Nielsen da han i 60'erne programsatte, at digterens opgave ikke mere var metaforens metafysik (hvilket betyder så meget som at vi med skønne ordprøver at fange følelser i digte, som for det første også er værd at læse af andre, og for det næste også er værd at læse igen i morgen), men i stedet en grammatikkens metafysik. Nemlig at skrive såkaldte metatekster, der handler om digtet selv (er "selvreferentielle" som det hedder), eller om processen og tankerne ved at skrive digtet - og så ellers intet, absolut intet, andet.

Højholt og hans disciple

Ud af den fordring kommer tekster, der eksperimenterer med pennens bevægelser over (og under, og ved siden af, og væk fra) det hvide i f.eks. denne side. Den vigtigste eksponent for denne praksis blev en af Danmarks overhovedet mest talentfulde digtere i form af bibliotekaren Per Højholt. Hans mission var kort og godt "opspring fra nul-punkter" i en tekst, hvis fortælletid er præcis den tid det tager for ledefiguren (det der i en roman eller film kaldes for "hovedpersonen"), læseren, at læse teksten. For således vil opspringet slutte alene med teksten, og tilbage står vi med facit i nul. Teksten bliver, med Hans-Jørgen Nielsens udtryk, et "eksempel på tekst", og så i øvrigt intet andet. Hvad man så iøvrigt kan bruge det til. 

Ud over Gittes monologer i 80'erne har Højholts avantgardistiske praksis (for det må man jo sige er det eneste rigtige at kalde tekster, der handler om ingenting) aldrig vundet andet publikum end kolleger. Højholt er digternes digter. Hans stjerne er dog i stadig ascendens, og i disse år har han fået sig et sandt discipelfølge af astrologer med bl.a. Lars Bukdahl, Christian Dorph, Peter Adolphsen, Hans Otto Jørgensen, Niels Henrik Svarre Nielsen og Jens Blendstrup. I denne sammenhæng har især Christian Dorph, med samlingen Popcorn (2000), lagt sig kriminelt tæt op af netop stordigtet Turbo fra 1968. Ja, jeg vil sige at opråbet "plagiat!" næppe kunne være meget højere ved en direkte afskrift, og  jo: så stort er Højholts geni, og så fattig er digterstanden p.t. i Danmark.

Turbo på tryk - og som lyd

Digtet Turbo (Schønberg, 1968) er en læresætning i hurtig fortællestil - læseblikket bliver fængslet i et dybdeperspektiv der konstant skæres i splinter af sidernes skarpe blink, når siden skal vendes. Hvert blad i samlingen er ellers skåret til i sidens perfekte form - og således ynder Højholt at drille os på den rigtig uartige måde ved bagefter at sige, at "der blev klippet megen smuk metafysik væk for at få linjerne til at passe". Men sådan var han, geniet, og for i det mindste at give os en pædagogisk håndsrækning blev digtet læst ind på plade i 1968 og her suppleret med et såkaldt "space-fiction" i form af en om ordene rammende lydcollage fra hånden af Peter Kristiansen og Clemens Johansen. Oplæsningen i sig selv er det hele (hvad det så end er) værd, men oveni bliver centrale linjer, og kommentarer imellem optagelserne, samplet (jo, vi læser skam stadig et tydeligt "1968" ud af kalenderen) til et parallelt rum- og universtema.

Stor ironi blandet med stor aktualitet (jf. den første månelanding året efter) til en genial, og legendarisk, optagelse der desværre kun blev trykt i sølle 500 samlereksemplarer af den slags f.eks. undertegnedes fattige fingre aldrig kommer i nærheden af. Indtil nu hvor pladen endelig er genoptrykt og samtidig suppleres med en fuldstændig ligegyldig "hyldestplade". Dette supplement lyder, i sammenhæng med den "rigtige" plade, mest af alt som et ækelt udskrab af lommeuld fra en fed kapitalist. Hvis ikke ekstrapladens elendige og sørgelige sammenrend af epigoner og "se mig lige mor, jeg er Per Højholt-fan" skulle være nok, så er det en mod Helvede lodret løgn at digtet "Udenfor" aldrig før er udgivet - præcis den samme optagelse fulgte nemlig med som oplæsning på vinyl ved digtsamlingen Min hånd 66 (Schønberg, 1966).

Men alt andet lige er genoptrykket af den gamle plade intet mindre end en velsignelse, som gør det helt umuligt at komme uden om denne udgivelse. Og så lige et citat fra Turbo til at gå hjem på: "meta for til himmels". Hørt!