Genrer
Homage til stærke kvinder
Der er en umiddelbar musikalsk genkendelse i Janelle Monáes album The electric lady. Det er som at blive taget i hånden (af en godt nok rimelig funky dame) og vist rundt blandt halvfemsernes musikalske koryfæer.
Det lyder vanvittigt glat og velproduceret og lækkert. Produktionen er så ren og upåklagelig som nylagt musikalsk teflon, man kan ikke rigtig sætte finger på noget – og så dog. Sangene lyder alle over én kant som noget jeg har hørt før. Netop som jeg skal til at åbne munden og skråle med, viser det sig igen at være en anden sang.
The electric lady er ment som en homage til stærke kvinder – og det er da også rart at få et holler eller shout out i ny og næ, problemet er bare, at man næsten nummer for nummer kan sige; - det lyder som En Vogue, det lyder som Erykah Badu, Mariah Carey, TLC og tydeligst Lauryn Hill, der især skinner igennem på taleintermezzoerne, der kværner mellem numrene og giver en reminiscens af The miseducation of Lauryn Hill.
Nu lyder det som om jeg er umiddelbart mavesur over Janelle Monáes udspil, men det er jeg egentlig ikke, ikke grundsur i hvert fald. Der er som bekendt en milevid afstand mellem ”homage” og ”plagiat”. Det er ikke plagiat. Det er Janelle Monáe. Selvom Monáe lyder som alle de ovenstående kunstnere, lyder hun i lige så høj grad, og ret lækkert, som sig selv. Som på The archandroid åbnes med en ouverture og numrene bærer præg af stor genremæssig omskiftelighed og nogle numre overrasker positivt.
Når alt kommer til alt, er musikalsk, smudsafvisende teflon dog måske den bedste måde, jeg kan beskrive albummet på. Der er ingenting at sætte på det, men på den anden side er der heller ikke rigtig noget, der sætter sig for alvor fast hos mig.