Hovedpine eller hæsblæsende jazzfest

Hovedpine eller hæsblæsende jazzfest. Det kræver sit at sidde stille og høre hele den nye plade fra Ibrahim Electric. Og det er meningen fra de iderige improvisatorer.

Lyden er den samme som fra debutpladen fra 2004. Den forvrængede funklyd drøner ud i wah-wah lyn fra guitarforstærkeren. Orgelet drøner i bløde bølger fra lesley-toppen. Og trommerne er slet ikke til at styre i synkoperinger. Tempoet og musikaliteten er i top.

Uendeligt soloridt

Isle Of Men er et glimrende soundtrack til en danseglad forsamling bedugget på døgnets små timer, men det er ikke et album man kan lytte intenst til fra ende til anden. Der til er det simpelthen for svært at få styr på alle de syrede temaer.

Selvom afvekslingen er stor, forsvinder nuancerne lidt, fordi de dygtige musikere vil så meget på så kort tid. Trommesoloer, fills, chases, temasolo, guitarfigurer og orgelakkorder bliver kastet så meget sammen, at det er svært ikke at blive svimmel. Og selv når tempoet sættes lidt ned, er der så meget lir, at roen fordrives. Eksempelvis med det mystiske stemmeindslag på ”Superman”.

Pladen er et overflødighedshorn af musikalsk ekvilibrisme, men underholdningsværdien er større end lytteværdigheden. Det kræver simpelthen mere energi at lytte, end det giver tilbage.