dummy

Husker du - dansk rock gennem 50 år

18-08-2018
Peter Elmelund
Anmeldelse
Her er en god, gammeldags bog med billeder i, som man kan læse og bladre i, selv om man er uden for internettets rækkevidde.   Husker du - dansk rock gennem 50 år giver et godt overblik over hele perioden i Danmark - et overblik, som man tidligere selv har skullet stykke sammen af artikler, biografier af enkelte kunstnere og det uundværlige Dansk rockleksikon fra Politiken 2002. Det nærmeste, vi kommer på en samlet oversigt, er nok Peder Bundgaards "generationsrockkrønike" Lykkens pamfil fra 1999.   Bogen er inddelt i 14 kapitler, der starter kronologisk med rockens indtog i Danmark, pigtråd, Beatles' betydning og '68-tiden. Der er dog også flere tema-kapitler - Hiphop, heavy metal og grunge får eksempelvis hver deres kapitel.   I forordet nævnes også de ovennævnte kilder, som "skrives med subjektiv kritikersignatur". Vil det så sige, at Husker du er objektiv ? I forordet fortsættes "... vi [har] forsøgt at give en lettilgængelig indføring i den populærkulturelle musikscene siden rock'n roll kom til Danmark i 1956. Bogen er fyldt med interviews med musikerne selv. Tonen er holdt i den anekdotiske Husker du-stil fra tv-programserien af samme navn, som danner udgangspunktet for denne bog." Her er det nok statsinstitutionens objektivitet, der skal nævnes - for god ordens skyld. Subjektiviteten er så lagt i munden på de interviewede. Og det er da o.k., men rockens historie er altså værdiladet! Derfor er det da også fint, at afsnittet Da musikken blev politisk indledes "I 70'erne blev beat-musikkens sværmeriske tekster og psykedeliske lysshow fortrængt af knyttede næver, munkemarxistiske musikere og kampklare protestsangere." Jeg tror ikke, der var mange, der ville betegne sig selv som "munkemarxist"!   Bogen er en lettilgængelig indføring i dansk rocks historie - med gode fotos - og vil være særdeles velegnet for unges indblik i den rytmiske musikhistorie. Især de første kapitler er velkomponerede, ligesom tema-kapitlerne giver en dækkende oversigt. Når vi nærmer os vores samtid, bliver teksten lidt tyndere - for hvad skal nævnes - hvad mon huskes om ... 20 år?   Sidste kapitel Det danske sprog igen og igen og ... giver gode bud på den unikke danske tekst. Rockskribenternes grand old man Torben Bille udtaler "Sproget kører i cyklusser. Det skifter. Men lige nu er der faktisk en strømning, hvor der synges dansk. En type som Peter Sommer er en forrygende tekstforfatter."   Ellers er toneangivende redaktører (GAFFA's Peter Ramsdal, Soundvenues Nicolai Torp) enige om, at det ikke er de store folkelige navne, der er i tiden lige nu. Peter Ramsdal svinger sig endog op til, at "det ikke er hver generation, der rummer en Kim Larsen." Hvis det betyder, at ingen af dagens sange engang kommer i højskolesangbogen, klarer vi nok også det. Og det kan jo altså også være, at højskolesangbogen bevæger sig i en retning, som vi ikke kender i dag.   Jeg sidder med en sober og oplysende bog, der nok især for os mellem 30 og 60 er nærværende - det er nemlig "Vores historie".   - og jo: Jeg husker.   Bestil bogen i Bibliotek.dk