Hvis Dolly Parton var jazzpianist

Koncert anmeldelse: Marc Johnson/Eliane Elias, Jazzhouse 16. februar 2013.

Den mest prominente koncert på Vinterjazz-programmet blev en skuffelse. Lyden gav problemer, og balancen forsvandt mellem skandinavisk ydmyghed og sambasjælens store armbevægelser.

Det amerikansk-brasilianske makkerpar Marc Johnson og Eliane Elias har holdt sammen i flere årtier. Både på scenen og i privatlivet, men noget af sammenhængskraften var forsvundet under deres besøg i København. Elias boblede af sambaglæde, og hun kunne slet ikke sidde stille. Selv i de passager, hvor hun burde lytte efter ægtemandens solostykker, holdt hun sin egen danse fest på klaverstolen.

Anderledes afslappet var Johnson bag kontrabassen. Han var nærmest ikke-eksisterende introvert. Han undgik øjenkontakten med både hustru, trommeslager og publikum og stirrede intenst ned i noderne på stativet foran ham. Han spiller blændende, og i flere lange soloer beviste han, hvorfor hans navn står højt på jazzhimlen. Han havde bare alt for svært ved at få plads.

På scenen stjal kvinden i hans liv rampelyset, og i lydbilledet tog det alt for lang tid for lydmanden at skabe en tilpas balance. Det generede tydeligvis Eliane Elias, at mandens undertoner manglede i monitoren, og flere gange var hun tvunget til at give dessiner med håndtegn, fagter og ved simpelthen at afbryde sine soloer og sangstykker for at komme i kontakt med manden bag lydpulten. Det stjal koncentrationen i perioder fra det propfyldte jazzhus.

Hvis Elias var overgearet og Johnson undergearet, var balancen bedre hos trommeslager Joe LaBarbera. Hans attitude og hans coolness ramte fint stilen i både numrene fra ”Swept Away” og fine fortolkninger af Bill Evans.

Musikalsk toppede koncerten med fine ballader som ”B is for Butterfly” og senere en solointermezzo, hvor Marc Johnson gav alt, hvad hans 59-årige basfingre kan holde til. Men glæden over et musikalsk niveau i verdensklasse var kort. Et pinligt lavpunkt, hvor hverken sang, lyd eller koncentrationsniveau var på plads, kom kort efter med en fortolkning af et stykke brasiliansk populærmusik med en tumpedum tekst om banantræer.

På ret køl kom trioen faktisk først i løbet af de to ekstranumre. Her virkede de tre veletablerede musikere til at have fundet et fælles stemningsleje og det kom der meget bedre samspil ud af. De, der havde håbet, at Vinterjazz ville slutte med en musikalsk mesterværk, gik skuffede hjem. Men der var bestemt højdepunkter af melodisk og teknisk overskud, der sjældent gæster Danmark.