Hvor blev virtuosen af?

Da rocken var i sin vorden, var der ikke meget plads til improvisation. Dengang i 1950’erne faldt det ikke nogen ind at betragte rockmusik som kunst; den var et konsumprodukt. Det gjaldt om at skrive sange, der kunne danses til og synges med på, og om at få dem klemt ind på en single, som ikke skulle vare længere end 3 minutter.

Det betød selvfølgelig ikke, at der ikke var dygtige og innovative instrumentalister blandt de tidlige rock ’n’ roll-navne: Jerry Lee Lewis, Little Richard, Carl Perkins m.fl. spillede jo forrygende, men de lange solo-forløb hørte man ikke, og da slet ikke på plade.

En så skelsættende og for rocken enormt udviklende gruppe som The Beatles var ikke meget anderledes. Selv om de både var dygtige musikere (vel især Harrison og McCartney) og eksperimenterede med instrumenteringen, var der tale om uhyre kontrollerede forløb. George Harrison improviserede aldrig en solo i studiet; han komponerede den, inden han sluttede sin guitar til forstærkeren.

Guitarhelten fødes

Alt dette ændrede sig imidlertid med det britiske blues-boom i 1960’erne. Her kom en flok unge musikere på banen, for hvem improvisation og spontanitet var essentielle dele af musikoplevelsen. De havde baggrund i blues og jazz, og for dem var dét at kunne spille et instrument – og spille det godt og innovativt – det vigtigste; kompositionerne kom i anden række.

I denne periode blev guitarhelten født. Eric Clapton, Jeff Beck, Jimmy Page, Pete Townshend, Peter Green og Jimi Hendrix er blot nogle få eksempler. Men også de øvrige instrumenter fik deres superstjerner: Jack Bruce, Ginger Baker, Graham Bond, Steve Winwood m.fl. satte standarder for, hvordan bas, trommer, klaver og orgel kunne spilles.

Supergruppen Cream med Clapton, Bruce og Baker, var et udtryk for, hvor vigtig den instrumentale virtuositet var. Selve gruppens navn var en ubeskeden konstatering af, at hér var cremen af engelsk rockmusiks kunnen. Og deres indspilninger og især koncerter viste, at rockpublikummet ikke kunne få nok af lange, improviserede soloer og virtuost sammenspil.

Cream lagde sammen med åndsfællerne i Led Zeppelin grunden for heavy metal-genren samt for den såkaldte progressive rock, der kom til at præge 1970’erne. Sidstnævnte tog de lange instrumentale forløb op på et helt nyt plan, men modsat blues-rockerne brugte de progressive så komplekse musikalske strukturer, at improvisationen blev holdt på et minimum både i studiet og på scenen. Et band som Genesis brugte til gengæld improvisation som et kompositionsredskab, og i deres senere periode komponerede de udelukkende ved at jamme – altså improvisere i fællesskab.

En anden markant bølge i 1970’erne var singer/songwriterne, hvis stil var en ganske anden: Her var sangen i centrum, og arrangementerne oftest sparsomme. Men de dygtige instrumentalister var stadig i frontlinjen i form af folk som James Taylor og Paul Simon, for slet ikke at tale om Bob Dylan.

Efter punken

Punk-bølgen satte et effektivt punktum for den progressive rocks hersken. Og selv om spontanitet må siges at have været et kardinalpunkt for punkerne, var det ikke just den instrumentale virtuositet, der prægede deres musik. Men levn fra både blues-rocken, den progressive rock og singer/songwriter-bevægelsen fortsatte med at sætte deres præg på hitlisterne op til starten af 1990’erne. Eminente popsnedkere som Phil Collins, Elton John, Billy Joel og Mark Knopfler var og er alle kendt og respekteret for deres instrumentale kunnen og evne til at improvisere.

Men hvor er improvisationen henne i moderne rock? Hvor er virtuoserne? Ja, de findes selvfølgelig, som enhver, der har hørt Alicia Keys spille klaver eller John Mayer på guitar, kan attestere. Men det er, som om instrumentale færdigheder bare ikke er i høj kurs længere. John Mayer er jo ikke kendt for sit guitarspil, han er kendt for sine radiovenlige ballader.

Denne skribent glæder sig til den dag, hvor det igen bliver moderne at kunne spille et instrument, og hvor man får lov til at vise det!