I Danmark er jeg født

I foråret 1850 rasede Treårskrigen stadig, og den danske nationalfølelse var stærk. H.C. Andersen blev grebet af stemningen og skrev digtet ”Danmark, mit fædreland”. Det blev trykt den 3. maj, og mindre end en uge efter blev digtet sunget ved en velgørenhedskoncert i København. Komponisten Henrik Rung havde til lejligheden skrevet en melodi, som nok var flot, men også ret svær at synge. Men teksten slog an. Dels ramte den plet i tidens nationalisme, dels skildrede den følelsen af at være dansk i smukke billeder, og med en inderlighed og beskedenhed, som - netop er meget dansk.

H.C. Andersen tager udgangspunkt i det danske sprog, modersmålet, de første ord, det nyfødte barn hører. Allerede her begynder det lille menneske at føle sig tryg og hjemme - at blive dansker. Andersen går videre til den friske natur med strand, bøgeskov og kløvereng. Landskabet rummer spor af Danmarks rige fortid: oldtidens kæmpehøje, guldhornene, som ploven vender op af mulden. Men så bliver det tid til besindelse:

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England - nu du kaldes svag

Nej, Danmark er ikke nogen verdensmagt i 1850. Men danskerne skal nok blive bemærket endda, takket være vores kunst: sang og mejselslag. Her hentyder Andersen uden tvivl til den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen - og sangeren, mon ikke det er ham selv? Og med hensyn til den stående krig, så får vi nok den bedste sejer, hvis Vorherre ellers vil!

En ny fædrelandssang var født. Det var dog først i 1926, den fik en melodi, alle kunne synge med på og huske. Den var skrevet af Poul Schierbeck.

Schierbecks toner blev enerådende i den fælles bevidsthed. Derfor vakte det opsigt, da Sebastian i 1995 lancerede en ny melodi i musicalen Hans Christian Andersen. Eller ny og ny, måske er det mere passende at kalde det en parafrase eller fantasi over Schierbecks melodi, for den høres tydeligt igennem musical-indpakningen. Det bliver Schierbeck, man vender tilbage til, når der står fædreland og fællessang på programmet.