I den grønne skov

Dyrehavsbakken (eller blot Bakken) nord for København åbner i forbindelse med påsken, hvilket i 2025 vil sige d. 11. april (i 2024 åbnede Bakken allerede d. 22. marts). ”Åbner” er måske så meget sagt, for der er fri adgang til Bakken hele året, fordi forlystelsesparken ligger i direkte forbindelse med Dyrehaven. Men når man taler om, at Bakken åbner, er det, fordi diverse forlystelser, restauranter, mv. åbner en bestemt dag.
Denne dag markeres bl.a. med et motorcykeloptog fra København til Klampenborg.

Bakken startede i 1583 som forlystelsespark og blev snart sammen med den nærliggende Kirsten Piils Kilde et yndet udflugtsmål for københavnerne. Hen ad vejen har Bakken mangedoblet sine tilbud med bl.a. det ikoniske Pjerrot-teater, sangerinde-pavillonen Bakkens Hvile og senest med temaafdelingen Korsbæk. Dertil kommer, at Bakken med sin beliggenhed klos op ad Dyrehaven udgør et ideelt mål for afslutningen på en skovtur.

Skovtursaspektet ved Bakkens beliggenhed kommer til udtryk i et antal kunstværker, hvori Bakken spiller en hovedrolle.

Det gælder først og fremmest Adam Oehlenschlägers gennembrudsværk ”Sanct Hansaften-Spil”, der i 1803 blev udsendt som en del af hans banebrydende værk ”Digte 1803”. Det lille læsedrama fortæller om en københavnsk families sommerudflugt til Dyrehavsbakken – præcis som det er tilfældet i Kim Larsens herlige, 192 år yngre sang ”Familien skal i skoven” fra LP´en ”Forklædt som voksen”: ”Så er det af sted, og nu ska´ de på Bakken/ ind i Hurlumhej og gi´ den en på frakken/ ungerne de glæder sig som vilde/ til Det Flyvende Tæppe”. Sikke dog en dejlig dag, som sangen afslutningsvis konstaterer.

Det er dog ingen af de to nationalskjaldes små mesterværker, der har givet anledning til denne lille artikel i anledning af Bakkens åbning, men derimod Palle Kjærulff-Schmidts formidable film fra 1968, ”I den grønne skov” – og ikke mindst filmens charmerende sange af Bent Fabricius-Bjerre og Klaus Rifbjerg.

Et bekendtskab med denne film og dens sange er ikke noget helt dårligt udgangspunkt for en udflugt til Bakken.

Filmen
Palle Kjærulff-Schmidt fortæller i sin erindringsbog ”I den grønne skov og andre udflugter” (1998), at ideen til filmen kom til verden i en samtale mellem Klaus Rifbjerg og ham selv, hvor førstnævnte spurgte: ”Hvad mener du egentlig om kærligheden?”, hvortil sidstnævnte svarede: ”Jeg tror, jeg går ind for den”.

Ud fra dette startpunkt fortæller filmen om kærlighedens veje og vildveje blandt en lille gruppe mennesker, som alle er tilknyttet Bakkens Hvile, og som har forfærdeligt svært ved at finde ud af ”kærlighedens indviklede kabale”, som Kjærulff-Schmidt udtrykker det.

På filmens rolleliste står en række af tidens hotteste navne, heriblandt Peter Steen, Morten Grunwald, Jesper Langberg og Rifbjergs yndlingsskuespillerinde Yvonne Ingdal. Peter Steen er den centrale hovedperson Mowitz (med en lille reference til digteren Carl Michael Bellmans alter ego), som gerne vil finde ud af, hvad kærligheden er, men som samtidig er blind som en muldvarp over for den kærlighed, der befinder sig lige foran hans øjne, og som desuden har særdeles svært ved at træffe beslutninger. Peter Steen personificerer i filmen den klassiske danske ubeslutsomhed, som man bl.a. møder i Johs. V. Jensens ”Kongens fald” i forbindelse med beskrivelsen af den vægelsindede kong Christian d. 2.

Palle Kjærulff-Schmidt beskriver selv sin film som en vaudevillefilm, og der er ingen tvivl om hans varme følelser for ”den af mig selv højtelskede” film, som han bl.a. karakteriserer som en ”fortvivlet romantisk komedie om kærlighedens uundværlighed”. Set udefra ser filmen ud til at være stærkt inspireret af den nye franske filmbølge, med Godard-film som ”Åndeløs” (1960) og ”Manden i Månen” (1965) som fremtrædende repræsentanter for den slentrende fortællestil, der også kendetegner ”I den grønne skov”. Filmens episodiske indhold og dens åbne slutning får den til at fremstå meget moderne ved et gensyn, i hvert fald i denne betragters øjne. Men der er delte meninger om den kunstneriske kvalitet af Kjærulff-Schmidts personlige favoritfilm, som da heller ikke har været vist i dansk TV siden 2007.

Ikke mindst den fremtrædende filmanmelder Morten Piil har et horn i siden på ”I den grønne skov”, som han bl.a. beskriver som ”en lyrisk skitse til en filmvaudeville, befolket af drøvtyggende søvngængere i de mandlige hovedroller. Filmen opleves som ét langt anfald af lammet melankoli i Dyrehavens udsøgte sommerbelysning”. Osv. Tak skæbne, det var ellers noget af et møgfald. Lad mig i stedet give min egen uforbeholdne anbefaling af en forbløffende nutidig folkekomedie i ordets bedste forstand.

Filmen kan lånes via de danske folkebiblioteker, så der er ingen undskyldning for at snyde sig selv for dette lille mesterværk, hvor mosekonebryggen blander sig med sommernattens kogleri, og hvor Klaus Rifbjerg og Bent Fabricius-Bjerre har arbejdet sammen om at skabe en stribe mindeværdige og dejligt suggestive sange.

Sangene
”I den grønne skov” indeholder en række sange, eller sangfragmenter, som giver filmen et anstrøg af vaudeville, uden at sangene dog på nogen måde kommer til at dominere helheden.

Til gengæld er de 7 små originalsange i filmen, der også rummer et antal bakkesangerinde-sange, ret så markante og medvirker i høj grad til, at filmens diskussion af kærlighedens væsen fæstner sig i betragterens hukommelse. Der er ingen hitsange blandt de 7 filmsange, som det var tilfældet med Rifbjergs og Fabricius-Bjerres tidligere samarbejde om sange til Balling-filmen ”Jeg er sgu min egen” (1967). Herfra husker man især numre som ”Jeg sæter min hat som jeg vil” og ”Duerne flyver” i Daimis og Cæsars udførelse; men det betyder ikke, at sangene til ”I den grønne skov” mangler kvalitet.

Filmen indledes af den atmosfærefyldte ballade ”Der bor folk i skovene”, som sætter stemningen for de efterfølgende begivenheder: ”Livet i skovene er ikke helt som dit og mit/ livet i skovene er mere hemmeligt og svært”. Et lille højdepunkt blandt sangene møder man i ”Skak”, hvor Peter Steen spiller skak med sig selv, mens han synger en pudsig lille sang om foretagendet: ”Man spiller bedst når man vil noget/ man spiller bedst når man spiller/ jeg spiller bedst med mig selv”. Sangteksten rummer i få linjer en glimrende karakteristik af Steens filmkarakter, den ubeslutsomme Mowitz, og sangen slutter med en fin pointe – som Mowitz dog har mere end svært ved selv at leve op til: ”Det er sjovt at spille med mig selv/ men ikke ret længe ad gangen!”.

Den smukke ballade om Lilian, i filmen spillet af Ellen Winther, indeholder ligeledes i ultrakort form en karakteristik af sangens titelperson. Palle Kjærulff-Schmidt har fortalt, at han er meget glad for sangen, som Klaus Rifbjerg skrev teksten til næsten ud af den blå luft: ”Når jeg en dag vælger mand/ så tager jeg ham/ der rimer mest på/ Lilian”. Også figuren Bertram (Morten Grunwald) har sin egen sang i filmen.

Det allerbedste musikalske indslag i ”I den grønne skov” er dog efter min mening det vidunderlige intermezzo, hvor Peter Steen og Jesper Langberg efter en svømmetur ved Bellevue tager en tur over plænen ved badestranden, mens de synger en slags duet: ”Kan du male, kan du danse eller synge?/ Næh/ Kan du skrive, kan du sjippe eller gynge?/ Næh/ Har du nogensinde prøvet?/ Jeg vil mægtig gerne danse!/ Jamen, så prøv”. Hvorefter de to ungersvende danser hen over plænen, mens de synger: ”Hvis man aldrig prøver noget, sker der ingenting!”. Jeg har selv forsøgt at gøre sangens morale til min egen, men det er ikke helt let – som Peter Steen i filmen også vil kunne skrive under på.

Sangene fra ”I den grønne skov” er ikke udgivet på plade; men man har mulighed for at høre Daimi synge nogle af filmsangene på LP´en ”Daimi synger Rifbjerg” (1968), der også indeholder et par yderligere sange med tekst af Rifbjerg og musik af Fabricius-Bjerre. Men sangen om Bertram må man altså se filmen for at få lov til at høre: ”Åh, det var en skam/ hvis de sku´ få ram/ på Bertram”. Og hvis man ser filmen, får man desuden lejlighed til at nyde de mange sjove og fint hørte replikker: ”Er det kærlighed? Jeg synes, det er noget rod!”. Eller: ”Har du taget Mowitz?” - ”Ja, du smed ham jo ud” – ”Jamen, jeg ville jo have ham igen!”. Osv.

God fornøjelse med filmen – og god tur til Bakken.