Genrer
I Kim Larsens ånd
Søren E. Jensen og Klaus Lynggaard: Værsgo - Den ultimative guide til Kim Larsens plader. People’s Press, 2019
Strømmen af bøger om Kim Larsen fortsætter. I efteråret kom Erik Jensens Kim Larsen – et livs sange, der i Larsens ånd handler om sangene fremfor manden. Derefter udkom denne bog – Værsgo - , som også drejer sig om mesterens sange på de mere end 33 plader, det blev til.
I forordet skriver de to forfattere Søren E. Jensen og Klaus Lynggaard, at ”Vi vil forsøge at redde hele Larsens værk i al dets magt og vælde og samtidig advare om, hvilke sange man bør holde sig langt fra.” Det er da noget af en programerklæring, som de i øvrigt også mener er helt i Kim Larsens ånd; manden var altid klar til kamp. I samme bramfri stil er bogens undertitel: Den ultimative guide til Kim Larsens plader.
I mine øjne er den næsten-ultimativ: Det er jo altså ikke en komplet gennemgang af pladerne, men sandelig et vægtigt arbejde på 363 sider.
Det mest interessante er de numre, som i forfatternes ører er perler, der har stået i skyggen af de største hits. Og dem er der en del af – det er jeg helt enig i, når jeg genhører de mange plader.
Forskellige favoritter
Forfatterne har valgt at dele pladerne nogenlunde lige imellem sig – og ikke vise hinanden skriverierne før udgivelsen. Selvom der er rigtig megen enighed, er der naturligvis også divergenser. Det skrevne sprog er også forskelligt for de to herrer.
Søren E. Jensen skriver en anelse tørt, selvom der forsøges at peppe op med en del (for mig unødvendige) eder. Hvor Larsen i sine tekster kommer ind på større og eksistentielle spørgsmål, træder Jensens teologiske baggrund frem.
Omtalen af det særprægede nummer ”Legenden om Josha og Ming” fra Gasolinpladen Stakkels Jim indledes med ordene: ”Det er tid til andagt, for ”Legenden om Josha og Ming” er et hovedværk i Gasolins katalog, ja, i grunden i hele Kim Larsens samlede produktion.” I det hele taget er pladen Stakkels Jim den vigtigste for Jensen.
Og hvorfor? Det var simpelthen forfatterens første lp.
Det er lige præcis dét, der gør musikbeskrivelser så spændende og nuancerede: Vi hører så forskelligt, alt efter hvornår vi hører musikken første gang, og såmænd også hvor.
Derfor har den ni år ældre Klaus Lynggaard også en vinkel, der er drejet nogle grader, på musikken. Lynggaard var musikredaktør på dagbladet Information i 25 år, og han har opnået en personlig skrivestil, som jeg vil betegne som en grundig gammelmandsstil i nutidigt sprog. For Lynggaard er pladen Gasolin’ 2 det største – ”Den holder herfra til evigheden”.
Både lort og lagkage
Jensen og Lynggaard er med små variationer enige om, at Gasolintiden var stor, de engelsksprogede plader var noget lort – og efter revitaliseringen med dannelsen af orkestret Kjukken er Kim Larsen blevet en bedre og bedre sangskriver.
Alligevel finder forfatterne på alle plader sange, som bør have mere opmærksomhed. For Kim Larsen havde det luksusproblem, at han skrev så mange åbenlyse perler, at de næsten-perlende numre let bliver forbigået.
Derfor har bogen Værsgo betydet, at jeg da har genopdaget Larsen-numre, som faktisk er rigtigt gode, men som jeg skøjtede let henover, da jeg hørte pladerne første gang. Eksempelvis fremhæver Jensen sangen ”Stille i verden” fra pladen Gammel hankat. Et smukt, smukt nummer, som måske skulle foreslås til begravelser i stedet for den ofte benyttede ”Om lidt”.
Provokerende postulater
Til gengæld bliver der ikke lagt fingre imellem, når duoen præsenterer, hvad de kalder ”klovnenumrene”. Elendige numre, som findes på hver plade. Lynggaard har stor aversion mod ”Køb bananer”, og den største kommercielle succes – Midt om natten – har han aldrig kunnet fordrage. Filmen er decideret dårlig, der er trist rytmeboks, og numrene er produceret fuldstændigt livløse. ”Bevares, der er et par fine sange derpå.” Lynggaard medgiver, at ”Papirsklip” har en smuk melodi, når bare han må undvære det latinske stykke ”Domine et sanctus”; ”det er træls at høre på”. Ja ja, en rigtig 80'erlyd, men alligevel den mest solgte plade i Danmark – måske har de 650.000 købere taget fejl?
Det er en fornøjelse at læse om de sidste 20 års plader, hvor Kjukken kom med. For her blev undertegnede igen opmærksom på de umålelige Larsenkvaliteter efter de (for mig) uvedkommende plader efter Gasolin’.
De tre plader om sange fra Glemmebogen er mesterlige fortolkninger fra den danske sangskat. Nuvel, jeg mener, sangene mere er fra Gemmebogen. På julepladen finder vi de sange, vi synger jul efter jul. Her kommer Jensen i øvrigt med en lang og fin beskrivelse af lyd-ordet halleluja i ”Et barn er født i Betlehem”. Kim Larsen jublende versionering af halleluja er hele pladen værd.
Søren E. Jensen og Klaus Lynggaard har gjort et kæmpeforarbejde til denne bog. Grundige gennemlytninger og velreflekterede betragtninger. Som man så heldigvis kan være enige eller uenige om.
Larsen var ikke bleg for at ændre i tekster og melodier. Men det er dog decideret forkert, når Lynggaard beskriver, at Larsen ændrede ”Det var en lørdag aften” fra valsens 3/4 til den ligefremme 4/4. Til gengæld er ”Den allersidste dans” ganske frækt ændret fra den oplagte valsetakt til 4/4.
Værsgo er en herlig frisk tilgang til Larsens sangskat. Og når præmisserne mht. fordelingen af pladerne mellem de to forfattere er så klare, må bogen blive ujævn. Ujævn på den interessante måde.
Om 100 år
I det afsluttende kapitel spørger Jensen, om vi synger Kim Larsen om hundrede år? Måske, måske ikke. Grundtvigs og Brorsons tekster synges stadig, men de er jo også vores allesammens. Kim Larsens tekster er tæt forbundet med Larsens egne fortolkninger – mon de huskes?
Jensen og Lynggaard opstiller hver deres top-10-lister, som fint afspejler deres vurderinger bogen igennem. Én ting er de enige om: Kim Larsen skrev bedre og bedre melodier, skrev bedre og bedre tekster og blev bedre og bedre til at synge dem.
Værsgo – den ultimative guide til Kim Larsens plader har sandelig fået mig til at genlytte pladerne, og minsandten, om der ikke er dukket gemte perler op. Tak for det – og gå så ud i verden og syng Kim Larsen!