I krigens skygge

Den 24. februar i år (2025) er det 3 år siden, Rusland indledte en uprovokeret angrebskrig mod Ukraine. Forud for denne begivenhed havde Rusland allerede i 2014 annekteret den ukrainske halvø Krim, i strid med alle folkerettens regler og kun fulgt op af misbilligelse og løftede øjenbryn fra Vesten.

Annekteringen af resten af Ukraine er ikke gået lige så let. Landets indbyggere satte sig til modværge og involverede sig i en krig, der altså nu har varet i 3 år. Krigen har kostet store ofre og mange menneskeliv på begge sider af fronten, og i skrivende stund er der ingen, der ved, hvordan konflikten ender.

Krigen er den mest omfattende angrebskrig på det europæiske kontinent siden afslutningen af 2. verdenskrig, og situationen i Ukraine har bragt krigsbegrebet tilbage på den politiske dagsorden i Europa, hvor man ellers har været mest optaget af størrelser som inflation og flygtninge. Alle kan blive enige om, at krigen i Ukraine skal stoppes hurtigst muligt; men der er langt fra enighed om på hvilke præmisser.

Noget tilsvarende gør sig gældende i de mange sange, der handler om krig og krigsførelse. De fleste sangtekster er enige om at fordømme krigen; men der er mere usikkerhed om, hvordan man skal blive fri for den.

En smule fred
I 1982 var der ingen direkte krigshandlinger i Europa, men den kolde krig gjorde det til en usikker affære at vokse op i Vesten, og den usikkerhed satte sig spor i sangen ”Ein bisschen Frieden”, som var Tysklands bidrag til årets internationale Melodi Grand Prix. Sangen med tekst af Ralph Siegel og Bernd Meinunger blev sunget af den 17-årige Nicole Hohloch, som med sødme og en fin sangstemme sørgede for Tysklands første sejr i konkurrencen nogensinde.

De europæiske juryer var tilsyneladende vilde med det velmenende budskab om håb og fred i en urolig verden, og sangen vandt en jordskredssejr over de andre bidrag til årets Melodi Grand Prix. Efter konkurrencen blev den oversat til og udsendt på en lang række andre sprog end tysk.

Det er svært at sige noget negativt om den søde Nicoles ønske om en smule sol, glæde, varme og håb – samt naturligvis, ikke at forglemme, en smule fred: ”Singt mit mir ein kleines Lied/ dass die Welt in Frieden lebt”.

Om sangen gjorde nogen forskel i forhold til verdenssituationen er svært at vide; men ”Ein bisschen Frieden” repræsenterer en omfattende gruppe af sange, der plæderer for fred i verden – uden at komme nærmere ind på, hvordan det skal ske. Det kan man heller ikke forlange; sangere og sangskrivere er ikke politikere, men kunstnere.

Nicoles budskab er i familie med et andet lige så kendt ønske om fred fra sangens verden: John Lennons ”Give peace a chance” (1969). I denne sang synger Lennon og Yoko Ono (og en masse andre mennesker) om og om igen: ”All we are saying/ is give peace a chance”. Meget positivt, men ikke særlig konkret.

Det samme kan til en vis grad siges om en anden kendt Lennon-sang, der vender sig mod krig og ufred: ”Happy X-mas (war is over)” (1971). Her synges der om, at vi skal holde op med at slås med hinanden, og i det mange gange gentagne omkvæd proklamerer sangskriveren, at vi i virkeligheden selv er ansvarlige for krigen: ”War is over/ if you want it/ war is over now”.

God sang og godt sagt – men desværre er der ikke noget, der tyder på, at Lennons sang har haft den ønskede effekt.

Heller ikke Eddie Skollers ”En enkel sang om frihed” (1970; en oversættelse af Bobby Darins ”Simple song of freedom” fra 1969) formåede at skaffe fred i verden, selv om meningen med teksten var god nok: ”vi må ha´ fred, hvis verden skal bestå!” Men Skollers og Darins sang gav dog et tilløb til et bud på, hvordan der skal bliv fred: ”I gør hvad der bliver sagt/ marcherer frem i takt/ og dræber uden nytte fler´ og fler´”.

Soldaterne skal altså holde op med at føre krig, og som det siges i Bobby Darins tekst, kan de passende lade deres ledere selv stå for krigshandlingerne: ”No doubt some folks enjoy doing battle/ like presidents, prime ministers and kings/ so let´s all build them shelves/ so they can fight among themselves”. Lettere sagt end gjort, men dog lidt mere aktivt end blot at håbe på fred. Men næppe til megen trøst for de stridende parter i dagens Ukraine.

Protestsange
I 1960´erne og 1970´erne opstod – eller genopstod – en speciel sanggenre, som blev benævnt protestsange, og som ofte var vendt mod krigen som fænomen – og som i USA ikke helt sjældent var vendt mod Vietnamkrigen. Bob Dylan var i begyndelsen af sin karriere en af de kendteste eksponenter for sådanne protestsange, og hans antikrigssange havde titler som ”With God on our side” og ”Masters of war”.

Men der var mange om buddet, og alle sangene tog skarpt afstand fra de krigshandlinger, de beskrev – med undtagelse af Barry Sadlers ”Ballad of the Green Berets” (1966), som højst overraskende hyldede USA's heltemodige soldater, og som oven i købet blev et stort hit med det budskab. Men udgivelsen var en enlig svale og kan bestemt ikke siges at være typisk for det store flertal af sange om krig i 60´erne og 70´erne.

Neil Young var tidligt i karrieren ude med musikalske bandbuller mod krig, og han er ikke blevet mildere stemt med årene. Young er nok en af de rockmusikere, der oftest har brugt ordet ”war” i sine sangtitler: ”War of man” (1992), ”Living with war” (2006) og ”Love and war” (2010) er tre af disse titler, som alle vender sig kraftigt mod menneskenes ulyksalige trang til at føre krig mod hinanden: ”No one wins/ it´s a war of man”.

Også Neil Youngs musikalske kollega Graham Nash har med sangen ”Military madness” (1971) givet et meget markant bidrag til protestsangsgenren: ”Military madness is killing our country/ so much sadness between you and me/ war, war, war, war, war, war”.

Hverken Dylan, Young eller Nash har – naturligvis – kunne sætte en stopper for nogen krigshandlinger med deres sange. Hvilket ikke betyder, at de af den grund skulle have ladet være med at give deres bidrag til sagen. I et så vigtigt anliggende er der brug for alle gode kræfter, som vil være med til at italesætte og protestere mod krigens umenneskelige ansigt. Og især er der brug for indlæg, som kan gøre lytteren klogere eller kan anspore til handling. (En omfattende liste over anti-krigssange kan bl.a. ses på Wikipedia i artiklen ”List of anti-war songs”).
En sangskriver, som i 1964 gav et ret originalt bidrag til protestsangsgenren, var Buffy Sainte-Marie, hvis sang ”Universal soldier” blev et stort hit i samtiden og senere blev indspillet af et utal af kunstnere. Gennemgangen af alle de former og størrelser, den universelle soldat findes i, er måske ikke specielt original, ligesom det ikke forekommer særlig rimeligt at rette sin kritik af krigen mod soldaterne.

Det specielle ved Buffy Sainte-Maries sang finder man derimod i dens sidste vers, hvoraf det fremgår, at vi alle er medskyldige i uhyrlighederne – og ikke blot statslederne eller soldaterne: ”His orders come from far away no more/ they come from here and there and you and me”. Ups, den var ikke så god; men hvis vi alle er medskyldige i soldaternes (u)gerninger, hvad skal vi så gøre for at afskaffe krigens vanvid?

Buffy Sainte-Marie har selv udtalt, at hun skrev sin sang for at påpege, at vi alle – i hvert fald i demokratier – selv har et ansvar for at vælge de politikere, der siden bestemmer over os. Det er jo så sandt, som det er sagt (og måske var det også det, John Lennon senere ønskede at udtrykke med sin ”War is over/ if you want it”).

Men hvis det allerede er gået galt, og de folkevalgte ledere har ført deres land ud i krig, hvad skal man så stille op? En nærliggende løsning er at sige nej til at deltage i krigen - i det omfang, det nu kan lade sig gøre. Phil Ochs skrev i 1965 en glimrende og stærkt iørefaldende sang om netop dette valg: ”I ain´t marching anymore”. Jeg´et i sangen er den ”universal soldier”, som Buffy Sainte-Marie sang om, og det er en soldat, der har været med i alt for mange krige, men som nu omsider har fået nok: ”Oh, I must have killed a million men/ and now they want me back again/ but I ain´t marching anymore”.

Det sidste er naturligvis lettere sagt end gjort. Men et sted at starte sin personlige protest kunne være ved en af de demonstrationer, antikrigsbevægelserne afholder. Her marcherer man ganske vist også; men det er på en anden måde end den, man benytter i krig.

En god sang om at demonstrere mod krigen er Stephen Stills` ”For what it´s worth” (1966), som ganske vist oprindelig blev skrevet til et andet formål, men som fik stor gennemslagskraft i forbindelse med demonstrationerne mod Vietnamkrigen i USA: ”There´s something happening here/ what it is ain´t exactly clear/ there´s a man with a gun over there/ telling me I got to beware/ it´s time we stop, children, what´s that sound/ everybody look what´s going down”.

Eller som Bob Dylan udtrykte det i en anden sang fra perioden: ”Something is happening/ and you don´t know what it is/ do you, mister Jones?” (”Ballad of a thin man”, 1965). Måske ikke meget mere konkret end Nicoles fromme ønske om en smule fred, men trods alt nogle fine formuleringer med potentialet til at mobilisere en generation af unge lyttere, som ikke længere ville være med til at føre krig.