I skovens dybe, stille ro

1864 vil altid stå som et frygteligt år for Danmark med slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland. Men det var også året, hvor en af Danmarks allermest elskede sange så dagens lys, nemlig "I skovens dybe, stille ro". Både i stemning og rytme læner den sig stærkt op ad salmebogen – men det er altså en sang, og vi finder den bl.a. i Højskolesangbogen.

Sangen er forfattet af den 35-årige sanglærer Fritz Andersen. En lystig fyr, som egentlig skulle være skuespiller, men besluttede, at det var musikken, der stod hans hjerte nærmest. Ud over at undervise på forskellige københavnske skoler skrev Fritz Andersen en mængde korsange, klaverstykker, ouverturer og syngespil. Intet af det husker vi i dag. Hans plads i forreste række skyldes ene og alene "I skovens dybe, stille ro".

Fritz Andersen havde ikke skrevet melodien selv. Han faldt over en folkemelodi fra Langeland, arrangerede den som korsats, skrev tekst til og udgav den i To- og trestemmige Sange til Skolebrug i 1864. Melodien er lige så køn, som den er simpel, men teksten er en genistreg. Med få ord males et guldalderbillede frem af den dybe bøgeskov, hvor verdens larm må vige for glade fuglestemmer, og hvor sjælen kan finde ro og føle sig ét med naturen. Og med Gud – kirkeklokken i andet vers bringer diskret det religiøse ind i billedet.

Det er en aftensang, og den skaber fred i sindet. Ikke blot gennem billedet af et landskab i aftensol, men også ved et bevidst ordvalg. I de 16 linjer optræder ordet "fred" fire gange og "stille" tre gange.

"I skovens dybe, stille ro" har været populær i mere end halvandet hundrede år. Den er blevet sunget og indspillet af utallige kor, ligesom den har tiltrukket sangere som Pia Raug, Otto Brandenburg og Lars H.U.G. og instrumentale virtuoser som Ørsted Pedersen og Chris Minh Doky.