Genrer
I skyggen af Vivaldi
Venedig er Vivaldis by. Når man strejfer om i gaderne, kan det ske, at hans toner lyder fra en åben dør. Man tænker, at netop her, langs denne kanal med det stærkt grønne vand, gik han måske for tre hundrede år siden. Eller her, på det solbeskinnede torv med de samme snavsede marmorhoveder som tilskuere, er han ofte hastet afsted med flagrende paryk og frakke. Mon ikke han af og til stødte ind i den anden? En komponist på samme alder, indbygger i denne by, berømt som han selv ud over Europa ...
Vivaldis ry holdt sig. Den anden gik det anderledes. Helt op til i dag har han stået i skyggen af den røde præst, og det, de fleste kender ham for, er et stykke musik, han nærmest ikke har skrevet.
Spillekort og nodepapir
Navnet er Tomaso Albinoni. Han blev født i 1671 og var altså syv år ældre end Vivaldi. Faderen var papirhandler og fabrikant af spillekort, der var penge i familien. Tomaso fik undervisning i sang og violin. Som ung mand på 23 debuterede han med to værker, der placerede ham i første række blandt tidens komponister og samtidig viste, hvilke to genrer han skulle excellere i resten af livet. Det var operaen Zenobia og hans opus 1, et dusin triosonater.
Kirkemusikken kom ikke til at fylde meget i Albinonis produktion. Men verdslig instrumentalmusik, operaer og sangværker kunne han levere. Han dedikerede med omhu sine opusnumre til folk af betydning, og med tiden kom han til at færdes blandt hertuger og kurfyrster.
Mere end 50 operaer blev det til, knap 50 solokantater, 100 sonater, 59 koncerter, 8 sinfoniaer. Hans instrumentalmusik var efterspurgt overalt i Europa, og på dette felt regnedes han for lige så fremragende som Corelli og Vivaldi. Operaerne var ikke mindre populære. Albinoni blev ofte inviteret til italienske eller udenlandske byer, når et nyt stykke skulle sættes op. Han giftede sig også med en operasanger, sopranen Margherita Raimondi. Den gæve kvinde fortsatte sin karriere på scenen, selv om der efterhånden ventede seks børn derhjemme. Desværre døde hun inden hun var fyldt 40.
Albinoni levede ikke af sin musik, men for den. Arven efter faderens papirforretning satte ham i stand til at forblive dilettante - et udtryk, der dengang ikke var nedsættende, men blot betegnede en økonomisk uafhængig mand, der glædede sig selv og andre ved at komponere og spille.
Den famøse Adagio
Albinoni blev 80 år. Han var født og døde i Venedig og bosatte sig aldrig andet sted. Så vidt vi ved - for der er en del huller i hans biografi. Papirerne efter Albinoni blev opbevaret i Dresdens statsbibliotek, og det blev ødelagt, da de allierede bombede byen under anden verdenskrig. En af de stumper, der klarede sig, var et manuskript med baslinje og seks takter til noget, der kunne være blevet en triosonate. Da papiret kom i hænderne på musikforskeren Remo Giazotto, blev han grebet og digtede videre på det. Han læssede en overdådighed af romantiske strygere oven på de få noder, og vupti - "Albinonis Adagio" var født. Den kender vi. Et dejligt stykke musik, men knap nok Albinoni og slet ikke barok.
Ironisk nok er det netop Adagioen, der er blevet Albinonis bud på stjernestatus a la Vivaldi. Intet andet i hans produktion har ørehænger-kvalitet som de ting, Vivaldi dryssede ud i De fire årstider og hundrede andre steder. Men han er melodiøs, velordnet og behagelig, og man snyder sig selv hvis man ikke prøver et nærmere bekendtskab. Hans koncerter for en eller to oboer var de første, der blev skrevet for dette instrument i Italien, og det er skøn, flydende musik, der virker umiddelbart på lytteren.
I de senere år har Albinoni været på vej ud af skyggen hvad indspilninger angår. Der bliver stadig mere at vælge mellem. I Musici og I Solisti Veneti repræsenterer den gamle barokklang med en dyb glød som i rød mahogni. De nyere indspilninger på originalinstrumenter, som bl.a. Standage og hans Collegium Musicum 90 har lagt frem, er luftige og sprøde. Blandt det bedste må også nævnes opus 9, fremført af Academy of Ancient Music med Manze på violin og de Bruine og Bernardini på oboer.
Og næste gang man besøger eventyrstaden, som langsomt og sikkert er på vej ned i bølgerne, kan man tænke: Albinoni boede her også.