Genrer
Ibrahim Ferrer: cubansk legende - glemt og genopstået
Når man tænker på Cuba, vil ens associationer utvivlsomt ledes i retning af håndrullede Havana-cigarer, hvid rom og misligholdte kolonistilsbygninger, der fremstår både faldefærdige og pittoreske i al deres patina.
Akkurat lige så mislgholdt som Cubas arkitektur var den cubanske sanger Ibrahím Ferrers musikalske karriere, før han fandt sammen med orkestret Buena Vista Social Club i 1996. Ferrer havde dog nydt en vis musikalsk succes i hjemlandet Cuba som yngre, men blev ikke en international sensation, indtil han som et par og 70 blev en del af det legendariske ensemble. Orkestret bestod af en flok charmerende ældre cubanske musikere og sangere, som også akkompagnerede Ibrahím Ferrer på hans første soloalbum Buena Vista Social Club presents Ibrahím Ferrer (1999). Selve indspilningen af soloalbummet, produceret af den texanske musiker Ry Cooder og filmet af den tyske instruktør Wim Wenders, blev et kæmpe hit og startede en global fascination af afro-cubansk musik. Det første Buena Vista Social Club-album (1997) vandt en Grammy, mens soloprojektet med Ibrahím Ferrer solgte mere end én million albums og Wim Wenders-filmen Buena Vista Social Club blev nomineret til en Oscar.
Født i musikkens tegn
Ibrahím Ferrer blev født til rytmerne af det cubanske natteliv den 20. februar 1927 i den lille by San Luis på Cuba, hvor hans mor gik i fødsel midt under en fest. Han voksede op til lyden af son (cubansk up-tempo musik med elementer fra spansk sang og guitar kombineret med afrikanske rytmer og percussion), tango og mambo – bl.a. til sin egen fars utallige fester i hjemmet. Som blot 12-årig blev Ferrer forældreløs og gik ud af skolen for at spille og synge i gaderne og derved tjene lidt penge, så han kunne overleve. Han spillede bl.a. rumba med flasker og skeer og måtte som så mange andre underbemidlede cubanske musikere bruge de ting, man nu engang havde til rådighed, til at lave instrumenter – trækasser, metalkrus, konkylieskaller, hvad som helst. Cubansk musik er på den måde meget fantasifuld og eklektisk – cubanerne har lånt af alt fra spansk guitar, flamenco og afrikanske trommer og rytmer til arbejdssange fra deres eget lands sukkerrørs- og kaffeplukkere.
Længtes efter at synge bolero
Som 13-årig dannede Ferrer sin første musikgruppe – duoen Jóvenes del Son – sammen med sin fætter. De næste par år figurerede han i forskellige orkestre, såsom Conjunto Sorpresa og Orquesta Chepín-Chovén – og med sidstnævnte fik han et stort hit i hjemlandet i 1955: "El platanal de Bartolo". I starten af 1950’erne begyndte Ferrer at optræde med Pacho Alonsos orkester Los Bocucos, som var opkaldt efter en særlig lokal cubansk trommetype fra Santiago-området. De spillede hovedsagligt stilarter som son og guaracha (cubansk up-tempo popmusik), men Ferrer længtes imidlertid efter at synge de romantiske, rolige boleros (latinamerikanske ballader). Det var dog først i sit livs efterår, da Ferrer var i starten af 70’erne, at han langt om længe fik chancen for at synge sine elskede cubanske sjælere i forbindelse med udgivelsen af Ry Cooders Grammy-vindende album Buena Vista Social Club.
Havde opgivet musikken
Ibrahím Ferrer havde for længst opgivet musikken, da skæbnen kom forbi i 1996 og bankede på hans dør i skikkelse af Juan de Marcos González, bandleder for Afro-Cuban All-Stars – Ry Cooder ledte nemlig efter en autentisk old-style bolero-sanger til Buena Vista Social Club-projektet. Da Ferrer flere år forinden havde trukket sig tilbage fra sin musikkarriere, fordi han simpelthen ikke tjente nok til at kunne forsørge sin familie, begyndte han at pudse sko, samle skrald og sælge lotterikuponer – udover at være på en beskeden statspension. Han var endda i færd med at pudse sko, da Juan de Marcos González kom forbi og forsøgte at overtale ham til at gå med i lydstudiet – og det skulle være lige med det samme, der var hverken tid til at tage et bad eller tænke over tilbuddet. Det tog alligevel lidt overtalelse, da Ferrer helt havde mistet lysten til at synge, men González insisterede.
I det samme Ferrer ankom til studiet, hvor alle hans gamle musikerkollegaer ventede ham, begyndte de at spille hans tidligere hit "Candela", hvilket fik Ferrer til spontant at gå i gang med at synge den velkendte tekst og med ét var han tilbagevendt til sin sangkarriere. Ry Cooder sad i båsen og holdt øje med Ferrer og optog både "Candela" og den efterfølgende bolero "Dos Gardenias", som Ferrer egentlig bare nynnede for at varme sin stemme op. Men Cooder faldt pladask for kærlighedsballaden. Begge numre endte på Buena Vista Social Club-albummet.
Glemt af tiden …
På det tidspunkt Ferrer blev kontaktet af Juan de Marcos González, havde han været forsvundet fra den cubanske musikscene i en årrække på trods af, at han var en af Cubas bedste sangere nogensinde. Han sang med indlevelse og sjæl og benyttede sig ofte af pauser og opbrud i sin levering af teksten for at dramatisere fortællingen. Hvis ikke Buena Vista Social Club-projektet var blevet til noget, ville Ferrer og alle hans formidable, talentfulde medmusikanter blot være falmet i erindringen og aldrig fået chancen for at vise verden deres musikalske evner og sprudlende livsgnist. Ferrer nød til fulde den vanvittigt heldige situation, han var kommet i – pludselig at få verdenssucces i en så sen alder og efter en lang og ellers skrinlagt musikkarriere – og var både taknemmelig og ydmyg overfor sin genoplivelse.
… og genopstået ligesom Sankt Lazarus
Ferrer gav sin afdøde mor æren for sin pludseligt genopståede sangkarriere og store succes, da det var hende, der havde introduceret ham for helgenen Sankt Lazarus, som Ferrer fik stor tiltro til. En afrikansk kvinde havde engang foræret Ferrers mor en Lazarus-stav i ibenholt. Moderen blev derpå stærk tilhænger af Sankt Lazarus og da hun døde, overtog Ferrer staven, som han i dokumentarfilmen Buena Vista Social Club fortæller, at han havde med sig overalt. Han forklarer, at man kalder Sankt Lazarus for Tiggeren, og at han er en magtfuld person, der åbner nye veje for folk og hjælper de fattige og magtesløse. Ferrer havde desuden i sit hjem en anden Lazarus-figur, der stod kæmpestor og almægtig på en slags hjemme-alter i hans beskedne lejlighed udstyret med et rustent køleskab og kun det allernødvendigste inventar. Sankt Lazarus-figuren forkælede han med blomster, levende lys, honning, parfume og endda et glas rom – ”Naturligvis fordi jeg kan lide det, regner jeg med, at han også kan,” griner Ferrer i filmen. ”Nogle gange laver min kone ham også en marengs,” fortsætter han.
Ifølge Ferrer var det Lazarus, der hjalp ham tilbage til sin karriere. Og lige som Sankt Lazarus genopstod fra de døde, genopstod også Ferrer og vendte tilbage til sine længselsfulde, romantiske boleroer og sin stemningsfulde, livsglade son.
Sen solokarriere
Efter sin triumf med Buena Vista Social Club og efterfølgende eget første soloalbum, vandt Ibrahím Ferrer i 2004 en Grammy i kategorien Best Traditional Tropical Latin Album for sit andet soloalbum Buenos hermanos (2003), og derpå tog han på Europa-turné frem til 2005. Ferrer døde kort efter sin hjemkomst fra turnéen af multiorgansvigt i en alder af 78. Han efterlod sig på daværende tidspunkt sin kone, Caridad Díaz, seks børn, fjorten børnebørn og fire oldebørn. Hans sidste album Mi sueño (2007) udkom posthumt. Begge sidste soloalbums var dedikeret til boleroen.