Ikke kun ”Herren som skabte alt på jord”

Så er bind 16 klar i den fine serie ”Danske komponister”. Og nu er udseendet ændret, et friskt orange omslag.De foregående 15 bøger har været med pastelfarvet, sobert omslag. Men størrelsen rt den samme, lige så det valgte omfang på ca. 140 sider. Og heldigvis holder indholdet også den fine standard.

Denne gang er det seriens redaktør, den klassiske musikjournalist og mangeårigt DR-ansatte Jens Cornelius, der er forfatter til biografien om den flittige og vidtfavnende Emil Reesen.
Jens Cornelius har en privat hjemmeside med et væld af fine musikartikler. Her er der også flere om Emil Reesen, og i 2015 skrev han en fyldig book-let til CD-udgivelse. Derfor var et stort forarbejde formodentligt klar til nærværende helstøbte biografi.

Det unge multitalent
Emil Reesen (1887-1964) var ”dansk musiks populære altmuligmand”, der formåede at komponere i alle musikalske stilarter – fra den enkle revyvise til sofistikeret balletmusik.
En musikalsk familie - og talentet viser sig hurtigt; han spiller som 4-årig violin og klaver. Den 14-årige Emil har sit første job som værtshuspianist, men dumper i 1903 til optagelsesprøven på musikkonservatoriet. Derimod skorter det ikke på arbejde: jobs rundt i landet som musikdirektør i forskellige revyer og teaterturneer.

Fra 1908 ønsker Reesen mere målrettet at dygtiggøre sig, han begynder klaverundervisning hos tidens bedste lærer: Siegfried Langgaard. Cornelius beretter desuden om, hvordan Reesen frejdigt går til den store Carl Nielsen for at få teoriundervisning. Nielsen afviser ham dog, men henviser i stedet til Vilhelm Rosenberg. Her bringer bogen et fint citat af Emil Reesen selv, der fortæller om de givtige timer hos Rosenberg, der slutter med at rose Reesens strygekvartet – og som ikke kan lære den begavede elev mere.

Fest og glade dage
Herefter bliver det et hektisk liv i de københavnske forlystelsesetablissementer. I det mest hotte musikteater Scala er Reesen den uundværlige leder af musikken, der med lethed komponerer musik til forestillingerne. Musik, der ofte indeholder citater fra den klassiske musiklitteratur.
Emil Reesen har en gevaldig tro på eget talent – og han cirkler evindeligt rundt på de københavnske etablissementer. Og selvom bogens forfatter har rigtig mange positive ord om Reesen, nævnes også de mange smækken med døre, en egenrådighed og et temperament.

Den store verden og den seriøse musik drager, så i 1925 flytter Emil Reesen med frue og børn til verdens musikalske hovedstad, Paris. Her går det ikke helt som forventet. Dog får han skrevet orkesterværket ”Himmerland - Dansk Rhapsodi”, som Cornelius analyserer med superlativer: ”Intet dansk spillemandspotpourri er så artistisk og brillant som Reesens Himmerland-rapsodi”.
Vi kan selv høre efter; på Cornelius’ egen hjemmeside findes link til værket. Og det er da friskt!

Musik for alle
”Kunst, der ikke er for alle, er ikke Kunst! Og den Kunstner, der ikke har Publikum, han er ikke Kunstner”. En bramfri udtalelse fra Reesen i 1932. Og han lever op til udtalelsen - bliver den mest feterede dirigent i det nye medie: radioen. Ved siden af dette arbejde dukker Reesens navn op her og der og allevegne, og det må ende dramatisk: Emil Reesen fyres fra Statsradiofonien.

Hov
Men han klarer sig freelance; dirigerer og komponerer – blandt andet ledsagemusik til et væld af film. Under 2. verdenskrig får operetten ”Farinelli” premiere, baseret på Heibergs vaudeville fra 1837. Men med ny, ørehængende musik. Hovedrollen synges af Aksel Schiøtz, og der er stærk symbolik her under besættelsen. Og da Poul Bundgaard i TV-udgaven fra 1961 synger ”Herren som skabte alt på jord, skabte vel også dette bord”, er hele Danmark med i koret.
Efter krigen oplever vi en Reesen, der dirigerer rundt omkring i hele landet. Også i Odense, hvor han dømmes for seksuelle tilnærmelser over for en ung mand. Det får ansættelsesmæssige konsekvenser, men sagen dysses ned og har ifølge forfatteren ikke været omtalt siden. Cornelius spørger: Måske kendte den letlevende branche til hans mulige biseksualitet?

Farinelli 4ever
Sidste kapitel hedder ”Det pokkers talent”. Emil Reesen spredte sit store talent ud over alle genrer, og er derfor svær at rubricere. Han higede efter den klassiske succes, men ingen symfoni blev færdig, operaerne blev ikke opført. Det store operaprojekt ”Hofkabale” blev færdiggjort af Hans Peter Aase i 1975, men Cornelius konkluderer tørt: Ingen har nogensinde hørt en tone af det.

Emil Reesens navn lever videre på grund af Farinelli. Reesen viste alle stilretninger – og måske derfor ingen personlig stil. Nekrologerne var enige: et så stort talent, at det havde været en forhindring.

Reesen får bogens slutbemærkning: ”Jeg flyder bare på de strømme, der fører mig…”
Jens Cornelius har skrevet en nærværende og begejstret biografi over denne ener i dansk musikliv. Bogen udmærker sig også ved de mange ordrette citater – når hovedpersonen selv har sagt det så rammende, er der ingen grund til at skrive det om.
Og måske vil nogle af vore fine orkestre vove at spille nogle af Reesens fine værker. For de findes.