Introduktion til Tool

Tool skaber musik, der hverken er let at håndtere eller kapere, og det kræver tid, tålmodighed og indlevelse at få adgang til kvartettens univers. Bandet har et intenst og kompromisløst fokus på musikken, der sandt nok er svært tilgængelig, men som åbner døren ind til en anden verden, hvis man investerer i den. Vejen ind i musikken kan synes lang og hård, men hvis man når til det punkt, hvor den begynder at give afkast, finder man imidlertid ud af, at det var en af de bedre investeringer, som betaler sig i form af rundture i et lige dele fredfyldt og sønderrivende rum.

“Pushit” (fra Ænima) er et af de numre, der inviterer lytteren til at mærke sine følelser og følge dem ud til kanten. Følelsen af at befinde sig et sted, der rummer smerte og fortvivlelse kan være overvældende, men trods dette er det lige præcis det sted, man søger i “Pushit”. Som lytter bliver man trukket ind i et intimiderende lydbillede, der på brutal vis blotlægger følelsen af at være blevet presset til noget, man ikke havde lyst til, eller følte, man ikke var i stand til. Med forsanger Maynard James Keenans gentagne ord »push me somewhere I don’t wanna be,« ser man dog gradvist det udviklende element i at blive kastet ud på dybt vand. På dette nummer udtrykkes det – både gennem lyrikken og det heftige instrumentale forløb – at man skal stå ved sine følelser og vokse gennem dem. Samtidig ligger der også en opfordring til at lære sig selv så godt at kende, at man ved, hvor langt man kan presse sig selv – eller lade andre presse én.

Bandet blev dannet i starten af 1990′erne i Los Angeles, og deres første ep, Opiate, og deres første studiealbum, Undertow, som blev udgivet i hhv. 1992 og 1993, rummer en blanding af grunge og progressiv metal, som ledsages af en perverteret og provokerende lyrik. I ”Prison Sex” fra Undertow lyder det f.eks.: »I have found some kind of temporary sanity in this shit, blood and cum on my hands / I’ve come round full circle / My lamb and martyr, this will be over soon / You look so precious.« Denne sang handler efter sigende om voldtægt, seksuelt misbrug og det traume, der efterfølgende rammer ofret. En del af det lyriske billede bliver også tegnet af den cirkelslutning, der dannes, når offer bliver til gerningsmand, og spillet dermed får en ny, uskyldig deltager, som ender med selv at blive gerningsmand, og så kører rouletten.

Efter dette har bandet udgivet en række livealbums samt tre studiealbums: Ænima, som udkom i 1996, Lateralus, som udkom i 2001 og deres indtil videre sidste afkom, 10,000 Days fra 2006. Tools tunge og diabolske lyd bliver i særdeleshed udtrykt på numre som ”The Grudge”, ”Ticks and Leeches” (begge fra Lateralus), ”Hooker With a Penis”, ”Pushit” og ”Third Eye” (alle fra Ænima), som indeholder stramme og dynamiske instrumentelle passager, men som også i dén grad afbilder en vred og indædt Keenan.
”Ticks and Leeches” indeholder en aggressiv og hævngærrig stemning, der ikke er til at tage fejl af, og den manifesterer sig gennem en hjemsøgende og bidsk lyrik: »Suck me dry / My blood is bruised and borrowed / You thieving bastards / You have turned my blood cold and bitter, beat my compassion black and blue / Hope this is what you wanted / Hope this is what you had in mind / ‘Cause this is what you’re getting / I hope you’re choking / I hope you choke on this.« Rygterne vil, at Keenan mistede stemmen fuldstændig i adskillige dage efter indspilningen af denne sang og efterfølgende ikke kunne synge høje toner i en tre ugers tid, fordi han pressede sin stemme til yderpunktet. Dette skulle angiveligt også være grunden til, at bandet sjældent smider dette nummer på sætlisten til koncerter.

Tool bevæger sig på mange niveauer i så kompakte kreationer og forløb, at det er svært at rumme det hele på én gang. Til dette skal lægges bandets enormt hemmelighedsfulde opførsel omkring lyrikkens betydning, fordi deres klare holdning er, at hver lytter skal skabe sin egen virkelighed i indtrykkene. Mystikken omkring Tool er derfor stor, og lytterne fortolker på livet løs. Der er blandt denne skare en ukuelig trang til at grave i musikken for på et eller andet tidspunkt at nå ind til en form for centrum. Et ståsted. En hvileplads.

Dage, uger, måneder, år går med at grave, og det smukke ved Tool er, at de skaber rammerne om meget intime og private oplevelser. Individet får her magten til at tilskrive musikken den betydning, vedkommende ønsker, og hvad man finder, afhænger af, hvor intenst man leder. Samtidig er der ingen endegyldige slutninger på de historier, Tool fortæller, og de skaber musik, der er langt mere procesorienteret end målfikseret. Der er ingen grænser eller stoppesteder, blot endeløse bevægelser, der cirkulerer om et poetisk og abstrakt univers, som lader sig udfolde, hvis man er villig til at give en del af sig selv, og hvis man er forberedt på at begive sig ind i afkroge af følelsesregisteret, man ikke troede fandtes.

Kærlighed, overskud, glæde, had, bitterhed, smerte, sorg og kynisme er følelser, vi alle kender til, men i Tools lydbillede bliver man trængt op i en krog, hvor disse følelser bliver presset sammen, og man oplever, at de enkelte følelser i virkeligheden ikke ligger så langt fra hinanden. Som lytter oplever man nogle cirkelslutninger, hvor man ikke kun får en fornemmelse for samhørigheden og hybriddannelsen mellem de forskellige følelser, men også oplever sig selv som fællesnævner for hele det scenarie, Tool opsætter. Man bliver selv det lille varme centrum, musikken kredser om, og oplevelsen af at være med i selve skabelsesprocessen bliver en del af lytteoplevelsen, fordi man ikke kun bliver introduceret for musik, men også en vej ind i éns eget følelsesliv.

Her starter du med Tool:

Ænima (1996)
Ænima er et album, der inviterer sine lyttere indenfor, men som på ingen måde udleverer sig selv. Numre som ”Pushit” og ”Third Eye” er med deres komplekse sammensmeltninger af lyd (og længder på hhv. næsten 10 og 15 min.) ikke numre, der lader sig sluge på én gang. Der er en fantastisk inderlighed og vilje på albummet, som udtrykkes i en atmosfærisk, ond og følelsesbetonet lyd, der klemmer livet ud af én. Det overvældende lydbillede, med Keenans uafrystelige vokal i forgrunden, formår på trods af dette (eller måske i virkeligheden pga. dette) at skabe en enorm livsbekræftelse, og man kan ikke andet end lytte til albummet og glæde sig over den genialitet, som udtrykkes i en outreret, metallisk udformning.

Lateralus (2001)
Her er det. Kongealbummet. Lateralus er uden tvivl den mest helstøbte plade, der er set i lang tid; ikke kun inden for bandets egen diskografi, men på plademarkedet generelt. Mystikken omkring hvad et menneskeliv kan rumme, og hvad livet som en mere overordnet størrelse indebærer, bredes på dette album ud i følelsesudbrud og tankemønstre, der pirrende indbyder til at stille de store spørgsmål. Svarene hertil findes overalt i lydbilledet, der blander det hårdtslående med det fredfyldte – det handler blot om, at man som lytter er åben og kreativ i sin søgning. Der er enormt meget lys på Lateralus, men for at finde det, kræver det, at man er indstillet på at skulle bevæge sig gennem mørke haller af smerte og kynisme. Anerkendelsen af at had er lige så brugbar og produktiv en følelse som kærlighed, er en fordel, når man lytter til dette album, som rejser sig til et mere fuldendt poetisk og æstetisk niveau end sine forgængere.

10,000 Days (2006)
Dette album udgør en hybrid mellem en mere retro-rocket lyd end oplevet på Ænima og Lateralus og en dunkel og emotionel lyd, der specielt kommer til udtryk på ”Wings For Marie” part 1 og 2, der med sine melodiøse og melankolske, men dog bombastiske udsving, graver sig ind lige dér, hvor det gør allermest ondt – og samtidig føles så godt. 10,000 Days indeholder adskillige numre, såsom “Intension” og “Right In Two”, der favner det atmosfæriske og stemningsmættede aspekt, men alligevel rummer pladen også en mere tilgængelig og umiddelbar lyd end sine forgængere, som bl.a. kommer til udtryk på numre som “Vicarious”, “Jambi” og “The Pot”.
Tools karakteristiske tunge lyd og eftertænksomme og analyserende natur indhyller dog hele albummet, som viser mørkemændene fra en kreativ og professionel side, men der opnås ikke samme aggressivitetsniveau som på Lateralus.